Kaos, arbejdsløshed og fattigdommen efter krigen i Kosovo er mærkbar. Efter tvangsudsendelsen lykkedes det for børnene far, Sabit, at skaffe sig beskæftigelse med taxa-kørsel, asfalteringsarbejde o.l., og ad den vej skaffe til familiens daglige brød. Nogenlunde.

Den 6. august i år døde børnenes far, Sabit, af kræft. Det er ikke til at vide om han ville være blevet ramt af kræft eller have overlevet, hvis familien havde fået lov til at blive i Danmark. Et faktum er, at Sabit Suplja i de første par måneder efter tvangsudsendelsen tabte sig 20 kg, og i løbet af samme korte periode blev en gammel mand at se på. Faktum er også, at der i Kosovo ikke findes et fungerende sundhedsvæsen.

For de tre børn og deres mor er Sabits død en dobbelt tragedie. De har ikke blot mistet et menneske, de elskede, men også hele deres forsørgelses- og overlevelsesgrundlag. Det er ikke muligt, at børnenes mor kan påtage sig eller få et arbejde. Mor og børn vil sandsynligvis overleve, men skal igen hver dag gå sultne i seng og leve af alt for næringsfattig kost.

Familien Supljas tragedie er blot et enkelt eksempel på, så sårbare børnefamilier Danmark tvangsudsender, og hvorfor det ikke bør finde sted.

Sabit blev 41 år.

En lille video-optagelse af familien i Kosovo, 3 mdr. efter tvangsudsendelsen, på dette link:

http://www.stoettekredsen.dk/medie/benazera%20og%20rifat%20juli2007.wmv

Med venlig hilsen
Mona Ljungberg
5. generations indvandrer