Støttekredsen for Flygtninge i Fare
Asyllotteriet
Politiets magt
Unødig brutalitet ved tvangsudsendelser

19-08-2006
Støttekredsens
Skrivelse.

Chefen for rigspolitiet
Torsten Hesselbjerg
Polititorvet 14
1780 V

Klage over unødig politibrutalitet ved afhentning af asylsøgere, der udsendes til Kosovo.  

Igennem de senest 4-5 uger har politiet i en jævn strøm afhentet og tvangstilbagesendt en del af de internerede flygtninge fra Kosovo, her under familier med små og mellemstore børn.

Afhentningerne er foregået på den måde, at op til 5 - 8 politifolk er kommet uanmeldt ved 5-6 tiden om morgenen, og hamret på døren til den familie, der skulle sendes ud, imens asylsøgerne endnu sov. De udsendte familier, som er blevet banket op på denne måde, er iflg. de asylsøgere, der er blevet vidne til processen, blevet kørt bort efter 5 – 10 minutter, de har kun lige fået lov til at komme i noget tøj og under politiets overvågning, og er straks efter blevet gennet ud i politibil og kørt til lufthavnen.

Asylsøger eller ej, enhver, der uventet blev banket op af søvnen og beordret i tøjet omringet af 6-8 politifolk tidligt om morgenen, ville få et chok. Her drejer det sig så oven i købet om voksne og børn i en i forvejen angstfyldt situation, krigstraumatiserede og syge, og mange af dem har i Kosovo yderligere oplevet etnisk forfølgelse i form af alvorlige fysiske overgreb på deres krop, samt fordrivelse fra deres hjem. Det er velkendt at 4 – 6 års internering i danske lejre under særlige dårlige vilkår, bestemt ikke har gjort de afviste flygtninge mere psykisk robuste. Politiets adfærd ved afhentningen af disse mennesker, kan derfor ikke beskrives som andet end unødig indgydelse af rædsel og dermed psykisk terrorisering.

En sådan politiadfærd kan ikke undskyldes med, at politiet har villet hindre, at de familier, der er blevet sendt ud og andre planlagt til udsendelse, evt. ville gå under jorden. Det store politiopbud og  politiets larm ved afhentningerne har vækket de omkringboende, som jo åbenbart er planlagt til snarlig udsendelse, og i rædsel så har kunnet se på hvad, der foregik. Når politiet har trukket af sted med de ulykkelige udvalgte, har det været med en bemærkning til de chokerede tilskuere om, at de lige så godt kunne pakke med det samme, for næste gang var det dem, der ville blive hentet. Det må man jo kalde noget af et forvarsel til de andre, selvom disse andre ikke har fået at vide, hvilken dag eller hvem af dem næste gang.

Politiets brutale og grove fremfærd over for asylsøgerne kan heller ikke undskyldes med, at man har ønsket at opnå en præventiv virkning med henblik på at få andre asylsøgere til at udrejse frivilligt. Os bekendt har politiet ingen lovhjemmel til forsætligt at bruge brutale og hensynsløse metoder imod nogen som helst personer, med det formål at sprede rædsel. Det er hverken tilladt i henhold til dansk lov eller i henhold til internationale konventioner imod tortur; hverken mod danskere eller udlændinge.

Men egentligt burde det ikke være nødvendigt at skulle pointere med love og internationale konventioner over for dansk politi. Det er det så åbenbart, må vi konstatere. For de metoder, politiet hidtil har anvendt ved afhentning og udsendelse af Kosovo-flygtninge, er metoder man bruger mod farlige voldsmænd; ikke imod nogle bange og ufarlige voksne og børn på flugt fra deres hjemland.

Med venlig hilsen

På vegne af bestyrelsen

Støttekredsen for flygtninge i Fare
Mona Ljungberg

Efterord: Rigspolitichefen videresendte Støttekredsens klage til Statsadvokaten, der afviste at behandle den.
Dette websted bruger frames: Har du fundet det via søgemaskine og ikke
fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk
Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her
Til tops