Alle er vi i årevis blevet tudet ørerne fulde: det er deres egen skyld, at de har været her så længe, og de bare kunne have været rejst ud for længe siden.

Men dokumenter, Støttekredsen for flygtninge er kommet i besiddelse af, viser, noget helt andet. Med få måneders undtagelse har de afviste irakiske asylanmodere kommet til Danmark før invasionen i Irak 2003, faktuelt tilbragt mere end første halvdel af deres mangeårigeophold i Danmark helt lovligt og med ret til at være i Danmark. - I henhold til dansk udlændingelov og i henhold til internationale konventioner.

- Det har irakerne dels grundet et langsommeligt sagsbehandlingssystem, og dels fordi det i flere år var umuligt at komme tilbage fra Danmark til Irak. Det sidste fik de afviste irakiske flygtninge og den danske befolkning blot ikke at vide.

Familien indrejste i Danmark december 1999 og anmodede om asyl.

Asylanmodere har indtil de får en afgørelse fra Flygtningenævnet ret til at opholde sig i Danmark. De har såkaldt processuelt ophold.

Hvor hurtigt asylanmodere skal have deres asylanmodning behandlet og have en afgørelse afhænger langt hen ad vejen om de forskellige udlændingemyndigheder og folketingsflertallets beslutninger om hvilke opgaver, der skal prioriteres.

Efter 1½ år i systemet gav flygtningenævnet juni 2001 familien her i eksemplet afslag på asyl og pålagde familien at udrejse til Nordirak senest den 4. juli 2001.

Familien havde hermed tilbragt de første 1½ år med retmæssigt ophold i Danmark. Også selvom de fik afslag.

Afslaget siger intet om sandheden. Kun at Flygtningenævnets medlemmer enten vurderer faren i hjemlandet anderledes end asylanmoderen, eller at grundene til faren i hjemlandet eksv. kidnapning til traficiking, fare for blodhævn m.m. i henhold til dansk lovgivning ikke berettiger til asyl.

Flygtningenævnets medlemmer kan vurdere rigtigt eller forkert. Men den, der mener sig i fare har ret til at være beskyttet, indtil flygtningenævnet har foretaget en vurdering og afsagt sin dom med udgangspunkt i lovens bestemmelser.

Et halvt års
undtagelse

Det følgende halve år - en mulighed for tilbagevenden?

Uanset Flygtningenævnets afgørelse mente familien sig efter afslaget på asyl fortsat i livsfare i Irak, og nægtede at vende tilbage. I Nord-Irak var borgerkrig imellem forskellige kurdiske grupperinger, samt var nord infiltreret af Bath-agenter (Saddam Husseins).

I perioden fra udrejsefristen juli 2001 og frem til februar 2002 har det måske været muligt for familien i eksemplet her under særlige betingelser at vende tilbage til Irak.

Det var ikke muligt at flyve direkte til Nord-Irak, lufthavnene var lukkede. Dels grundet internationale handelssanktioner imod Saddam-regimet. Dels for at beskytte den kurdiske minoritet imod flere angreb med kemiske våben (genocid) udført af Saddam-regimet før lukningen af lufthavnene.

For at komme ind i Irak skulle familien rejse til Tyrkiet og Tyrkiet skulle tillade familiens gennemrejse på et laisser passet (engangspas) fra de danske myndigheder. (Familien var som mange andre asylanmodere flygtet til Danmark med bistand fra en agent og har ikke selv pas).

De afviste irakere skulle ledsages igennem Tyrkiet. Måske som sikring imod overgreb. Skal til orientering tilføjes: I Tyrkiet foregår tilfældige arrestationer af kurdere og landet var endnu i 2001 berygtet for omfattende brug af tortur. Men ikke mindst skulle de afviste irakere ledsages gennem Tyrkiet for at sikre de ikke tog skjult ophold i Tyrkiet, eller fra Tyrkiet vendte kursen væk fra Irak og istedet søgte imod et andet europæisk land for at søge asyl.

Tyrkiet tillod ikke at lade dansk politi ledsage irakerne igennem Tyrkiet. Opgaven med at ledsage de afviste irakere igennem Tyrkiet blev iflg. Rigspolitiet derfor i en periode udført af IOM (International Organisation for Migration).

Hvor om alt er: Familien havde i sidste halvår af 2002 under de særlige betingelser beskrevet ovenfor, evt en mulighed for at vende tilbage til Nord-Irak igennem Tyrkiet.

vedr. ovenstående oplysninger om tilbagevendelsesmuligheder til Irak:
jf. Rigspolitiets skrivelse af 28.1.2003 til udlændingestyrelsen

Udrejsehin-
dringer:
februar 2002
til
marts 2003

Fra februar 2002 og i flere år frem er familien udrejsehindret

Fra februar 2002 forlangte Tyrkiet, at de irakiske gennemrejser skulle forestås af IOM i samarbejde med en tyrkisk organisation. Det vil sige, at dansk politi ikke kunne lave direkte aftaler med IOM om afviste irakeres tilbagevenden til Irak via Tyrkiet. For at de afviste irakere uden pas skulle kunne vende tilbage til Irak, ville det dermed kræve at Danmark indgik en aftale med Tyrkiet, og at Danmark udleverede personoplysninger om irakiske kurdere til de tyrkiske myndigheder eller en tyrkisk organisation.

Danmark tiltrådte iflg. Udenrigsministeriet aldrig aftalen.

Som omtalt ovenfor var det ikke muligt at flyve til Nord-irak.

Familien her og andre afviste irakiske asylanmodere, der uden pas opholdt sig i Danmark, kunne på ingen måde komme legalt til Irak, hverken med tvang eller på eget initiativ. De var udrejsehindrede - opholdt sig uanset tidligere afslag på asyl dermed helt lovligt og legalt i Danmark også i dette år.

Familien her havde februar 2003 sammenlagt opholdt sig lovligt og legalt i Danmark knap og nap 3 år. Om familien ønskede eller ikke ønskede at vende tilbage til Irak er i denne sammenhæng sagen uvedkommende. De havde ingen mulighed for at vende tilbage til Irak, og det burde de danske myndigheder have oplyst dem om.

Vedr. tilbagevendelsesmulighederne i perioden feb. 2003 - marts 2003:
jf. igen Rigspolitiets skrivelse af 28.1.2003 til Udlændingestyrelsen

Vedr. aftalen mellem Danmark og Tyrkiet omtalt i Rigspolitiets skrivelse:
Jf. Udenrigsministeriets svar af 13.7.2009 på anmodning om aktindsigt i aftalen fra Mona Ljungeberg, Støttekredsen for Flygtninge i Fare.

Rigspolitiet har i sin skrivelse 28.1.2003 oplyst, at fra februar 2002 har Tyrkiet ønsket en anden aftale, og så længe Danmark ikke har tiltrådt aftalen, at det ikke er muligt for Rigspolitiet at bistå irakere, der ønsker at vende tilbage til Irak.

Om samme periode oplyser daværende minister Bertel  Haarder (juni 2002) i modstrid med fakta til Folketinget, at irakere har mulighed for at vende tilbage til Nord-irak via Tyrkiet og med følgeskab af IOM efter aftale med Dansk Politi.

jf. Minister Bertel Haarders svar 24. juni 2002 foranlediget af spørgsmål og forslag fra Pia Kjærsgaard.

Februar 2002 - marts 2003 var det ikke muligt for afviste irakiske asylanmodere uden irakisk pas på eget initiativ at vende tilbage til Irak.
Forud for 2002 var gået 1½ år med lovligt processuelt ophold i Danmark.

Den 20. marts 2003, dagen for krigsangrebet på Irak, blev alle beslutninger om udsendelse af afvistre irakiske asylanmodere sat i bero af Flygtningenævnet.

Knapt var Bagdad faldet og Saddam taget flugten (en måneds tid senere), før regeringen udråbte fredens indtog i Irak, og at de irakiske asylanmodere nu trygt kunne vende tilbage.

Den 28. oktober 2003 ophævede Flygtningenævnet berostillelsen af udsendelser.

Enig eller uenig i om berostillelsen blev ophævet for tidligt i forhold til krigen og den ustabile situation i Irak, så havde de afviste irakiske asylanmodere nu gennem flere år været udrejsehindrede grundet krigen - samt grundet berostillelsen af udsendelser opholdt sig endnu et halvt års tid retmæssigt i Danmark (juridisk i henhold til Dansk udlændingelov).

Da berostillelsen ophæves af udsendelser af afviste irakiske asylanmodere, der havde modtaget afslag på asyl før krigen i Irak, var situationen i Irak totalt forandret siden det tidspunkt de irakiske asylanmodere kom til Danmark og første gang indgav anmodning om asyl.

November 2003 er der sket et systemskifte i Irak. Landet er i opløsning og i krig. Forholdene i landet er fundamentalt så forandrede, at de afviste irakiske asylanmodere havde ret til at genansøge om asyl og få deres asylanmodning behandlet med baggrund i de nye omstændigheder. Det fik irakerne blot ikke oplyst, og det gjorde den danske befolkning heller ikke. Foreløbig.

Regeringen hævdede i stedet til offentligheden, at der var fred i Irak og at de afviste irakere ikke havde ret til at være i Danmark og skulle rejse tilbage. Familien brugt i eksemplet her og andre irakiske asylanmodere afslået asyl før krigen, underkastes psykisk nedbrydende foranstaltninger, (fratagelse af enhver mulighed for kontanter, madkasser i stedet for penge, konstante tvangsflytninger mellem centre, sammenstuvning i centre som burhøns) alt sammen for at stresse dem med henblik på at få dem til at vende tilbage til krigens Irak.

Irakerne vejledes på ingen måde om deres ret til at indgive fornyet asylanmodning. De blev ikke vejledt om andet end at de før krigen blev dømt afslag og skulle rejse ud og kunne tvangsudsendes, såfremt de nægtede at rejse selv.

Grundet presset og oplysningerne om alligevel snarligt at blive tvangsudsendt, hvis de ikke rejste selv, skrev en del irakere under på at vende tilbage til Irak med tilbagerejsen arrangeret af Danmark og imod modtagelsen af et mindre kontantbeløb til genstart i Irak.

Tilbagevenden blev dog hurtigt praktisk umulig og var ikke uden fare.

I et samråd 4. maj 2004 oplyste daværende minister Bertel Haarder at hele april 2004 havde det ikke været muligt at indrejse i Irak. Grænserne var simpelthen lukkede.

Link til Bertel Haarders ordrette udtalelse på samrådet
4. maj 2004 her

Link til udlændingestyrelsens flyttepåbud 27.4.2004 til familien, der ikke kunne komme ind i Irak

Regeringens dilemma:
Loven

Regeringens dilemma: Bordet fanger.
Loven gælder også for politikere og embedsmænd

Regeringen bekymrede sig ikke om lovligheden i sanktionerne imod de irakiske asylanmodere. Irakerne havde fået afslag på asyl. - Ændrede forhold i Irak eller ej og uanset irakernes ret til fornyet behandling af deres asylanmodning og vildlende oplysninger herom.

Regeringen fastholdt lovligheden af sine sanktioner ved at henvise til Flygtningenævnet som et politisk uafhængigt domstolslignende organ. Domstolsafgørelser skal også ministre og folketingsmedlemmer og Rigspolitiet rette sig efter og dermed også Flygtningenævnets afgørelser.

Regeringen eller rettere VKO-flertallet fik imidlertid hermed et andet problem. I afslag til irakiske asylanmodere inden krigen, havde Flygtningenævnet i hver enkelt afslag fastsat udrejsevilkårene til, at hverken sydirakere eller nordirakere kunne tvangsudsendes til SydIrak (Under Saddam var dødsstraf for at udrejse af Irak og søge asyl i et andet land). I afslagene til nordirakerne havde nævnet i hver kendelse anført, at de kun kunne tvangsudsendes til Nord-irak (med regionalt selvstyre og  udenfor  det Saddam-kontrollerede område).

Efter invasionen i Irak og Saddams fald blev indført en fælles central regering for nord og syd Irak. Rigspolitiet kunne dermed ikke længere gå udenom det centrale styre i syd og dermed ikke på lovlig vis tvangsudsende irakere til Nord-irak. En ting er omgåelsen af den danske lovgivning. Noget andet er at underkende et centralt styres suverænitet og beslutningsbeføjelser. Det kan få helt uoverskuelige konsekvenser.

Flygtningenævnet kunne lovmæssigt ikke blot ændre de tidligere udrejsevilkår til tvangsudsendelse uden, om ikke andet proforma at lade hver enkelt asylsag genoptage, og gå igennem hele asylproceduren igen. Det var så det der blev gjort. En proforma ombehandling af hver enkelt sag og stillingtagen til hver enkelt asylanmoder med henblik på at omgøre beslutningen om udsendelsesvilkårene til, at give Rigspolitiet tilladelse til at tvangsudsende til hele Irak.

Den 15. juli 2004 meddelte Flygtningenævnet familien her, at deres asylsag grundet den nye situation i Irak var blevet taget op til genbehandling. De inden krigen afviste irakere fik intet oplyst om at genoptagelsen skete på baggrund af Rigspolitiets indstilling til nævnet om at gøre tvangsudsendelse mulig at effektuere.

Flygtningenævnets skrivelse af 15.7.2004 til familien
(i genpart til udlændingestyrelsen her).

Krigen rasede fortsat i Irak, hver dag lød i nyhederne:
”Igen i dag blev en af de blodigste dage i Irak" med så og så mange dræbte og bombeangreb, oplysninger om daglige kidnapninger osv.

De inden krigen afviste irakere uvidende om, at de faktisk grundet de ændrede forhold i Irak havde ret til at få deres asylanmodning genbehandlet (de kunne ikke vide det. Straks efter ophævelsen af berostillelsen var de konstant blevet underlagt pres og sanktioner grundet deres tilstedeværelse i Danmark). På baggrund af Flygtningenævnets pludselige meddelelse om genopgtagelse, begyndte de afviste irakere at gøre sig håb, og tro at de danske myndigheder var kommet til fornuft og erkende krigen og volden i Irak, og dermed også faren ved en tilbagevenden til landet.

Den danske befolkning fik af regeringen oplyst, at alt skulle gå retfærdigt til, og at sagerne grundet krigen og systemskiftet nu ville blive genvurderet.

Men uanset hvad vi og irakerne fik at vide, uanset hvor lidt eller meget proforma der lå i genvurderingen af faren, havde de afviste irakiske asylanmodere fra den ændrede situation i Irak ret til at indgive ny asylansøgning og ret til at deres sag gik om. Dvs. også fra den 28.10.2003 da berostillelsen blev ophævet, ret til at opholde sig i Danmark, indtil deres nye asylanmodning var blevet behandlet og vurderet.

De afviste irakiske asylanmodere opholdt sig derfor i henhold til dansk udlændingelov også lovligt i Danmark fra ophævelse af berostillelsen 28.10.2003 og frem til nævnet havde truffet ny afgørelse.

For familien her frem til 2. marts 2005. Her fik familien som mange andre af de tidligere afviste irakere igen afslag. Familien havde nu sammenlagt opholdt sig 5 år lovligt i Danmark: Dels processuelt. Dels grundet udrejsehindringer.

Til gengæld kan stilles stort spørgsmålstegn ved lovligheden af regeringens og myndighedernes handlinger i samme periode:
- På grund af det forudbestemte formål fra myndighedernes side med genoptagelserne, "tvangsudsendelse". -På grund af den pression irakerne blev udsat for i det øjemed, at forsøge at stresse dem ud af Danmark. - - På grund af situationen i Irak - Og endelig grundet manglende vejledning til irakerne om deres ret til at genansøge om asyl. Eller rettere direkte vildledning.

UNHCR indstillede september 2004 til alle medlemslande om ikke at tvangsudsende irakere eller forsøge at presse dem til tilbagevenden til Irak. Det gjorde UNHCR, fordi volden i Irak var eskaleret og ude af kontrol. Millioner af irakere var drevet på flugt som følge af krigen.

Link til UNHCRs rapport september 2004 oversat til dansk her

Onsdag den 4. maj 2005 om aftenen, og dagen før Kristi Himmelfarts dag, fik alle afviste irakiske asylanmodere og deres børn udleveret et brev fra Udlændingestyrelsen. I brevet stod, at afslog de at deltage i en frivillig tilbagevenden til Irak mod udbetaling af et økonomisk beløb, ville de blive tvangsudsendt.

Jf. Udlændingestyrelsens skrivelse af 4. maj 2005

I nyhederne lød i 2005 hver dag og bemærk også den 4. maj 2005:
”I dag var den blodigste dag i Irak” sammen med oplysninger om mange antal dræbte. I TV sås billeder af søndersprængte mennesker og lig og bomber og oprørsgrupper og soldater der skød. 

Dagen efter omdelingen af Udlændingestyrelsens trusselsskrivelse var helligdag – forlænget weekend og ingen myndigheder til at få fat på. I Avnstruplejren gik et større antal afviste irakiske asylanmodere bersærk og begyndte at smadre ting. De var desperate og politiet blev tilkaldt.

En 13-årig irakisk pige fik knippelsuppe

Ingen heller ikke medierne kunne få fat i Udlændingestyrelsen og høre, hvad meningen var med at udlevere de afviste irakiske asylanmodere et sådant trusselsbrev i Iraks situation og op til en række helligdage, så ingen kunne få fat i en myndighed.

Endelig 1-3 dage senere lykkedes det TV at få fat i direktøren for Udlændingestyrelsen. Hun valgte at sige, at brevet til de afviste irakiske asylanmodere var en fejl, og det kunne irakerne vel selv regne ud. Ingen ville blive tvangsudsendt som situationen var i Irak. (Vi har desværre ikke taget citat, men indslaget må findes på DR eller TV2).

Styrelsen trak ikke blot i land. Direktørens udtalelse var i høj grad en indrømmelse af, hvad alle kunne se og høre i medierne: at situationen i Irak var så farlig, at de irakiske asylanmodere ikke kunne vende tilbage. Og når man som asylanmoder ikke kan vende tilbage til sit oprindelsesland er man berettiget til asyl og dermed ret til at opholde sig i det land man har søgt asyl i. I dette tilfælde Danmark. 

Ingen kan med nogen ret hævde, at de afviste irakiske asylanmodere opholdt sig uretmæssigt i Danmark.

Familien brugt som eksempel i gennemgangen her, opholdt sig ikke i Avnstrup på tidspunktet for trusselbrevet og oprøret. Familien var endnu i et andet center, men havde fået inddraget sine kontantydelser og var sat på madkasse – foruden ingen kontanter – begrænset i livskvalitet igennem  kostrestriktioner og fratagelsen af penge til forskellige småfornødenheder.

Umiddelbart efter den 4. maj havde direktøren for udlændingestyrelsen sagt, at ingen irakere ville blive udsendt til Irak i landets nuværende situation, og at irakerne burde kunne regne ud, at trusselsbrevet den 4. maj havde været en fejl.

Den 20. juni 2005 kun en måned senere og krigen og volden fortsat rasende i Irak, fik familien her alligevel påbud om at flytte til deportationscenter Avnstrup, fordi de blev i Danmark og ikke vendte tilbage til Irak. Flytning til Avnstrup indebar yderligere indskrænkninger i ernæringen samt fængselslignende forhold. Avnstrup ligger dybt inde i en skov. For at forlade centret og se noget andet kræves transportmidler. Der kører en bus. Men bussen skal betales. Ved at fratage asylanmoderne enhver mulighed for kontanter, behøvede den danske stat ikke at bygge fængselsmure. Asylanmoderne var begrænset i deres personlige frihed af en usynlig mur.

Link til styrelsens skrivelse af 20. juni 2005 her

Den 1. juli 2005 meddelte Udlændingestyrelsen så familien i et brev, at de fra 7.7.2005 igen ville få udbetalt kostpenge. De store børn taler dansk, og familien gik ud fra at flyttepåbuddet af  20. juni måtte være en fejl. (Det kan de vel nok regne ud, ingen skal udsendes til Irak i den nuværende situation, jf. udtalelsen fra Udlændingestyrelsens direktør ovenfor).

Link til udlændingestyrelsens skrivelse af 1. juli her

Når Irakerne ikke kunne udsendes til Irak med tvang, skyldtes det i 2005 ikke blot en manglende aftale med de irakiske myndigheder, men UNHCRs henstilling til medlemsstaterne grundet krigen og volden i Irak.

Den 6. juli 2005, kun 5 dage efter at have modtaget meddelelsen om genudbetaling af kontantydelser, blev familien indkaldt til Rigspolitiet og fik påbud om omgående at flytte til udsendelsescenter Avnstrup med fratagelse af alle kontantydelser begrundet i, at de ikke forsøgte at vende tilbage til Irak.

Link til rigspolitiets rapport af 6.7.2005 vedr. flyttepåbud her

Hvad skal asylanmodere udsat for den slags efterhånden tro, at de kan regne med?

Familien havde dertil nu opholdt sig 5 år lovligt i Danmark. Og det havde de i henhold til dansk lov og internationale konventioner grundet ingen mennesker må udsendes til lande hvor de risikerer tortur eller henrettelse eller at blive udslettet på grund af vold og krig.

En krigsinvasion, der havde slået fejl, såfremt hensigten var at indføre ro og sikkerhed i Irak. Irakerne betalte prisen for fejlen, også de afviste irakiske asylanmodere i Danmark.

Familien flyttede juli 2005 til Avnstrup og boede der i 3 år og kunne fortsat ikke vende tilbage til Irak uden at udsætte sig selv for fare, dels grundet krigen, dels grundet de forhold familien i sin tid flygtede fra.

I 2005 og 2006 kom mediefokus på forholdene i udsendelsescentrene og der rejstes voldsom kritik.

I 2007 ophævedes kostrestriktionerne.

Sommeren 2008 ophævedes bosanktionerne imod afviste asylsøgere, der har opholdt sig i Danmark i mere end 3 år og ikke har kunnet vende tilbage til deres oprindelsesland.

Familien fik tilbud om at flytte ud i selvstændig bolig af god kvalitet.

Egen bolig er en god ide, når asylanmodere kommer til landet, og imens de afventer afgørelse, hvad enten de senere får asyl eller afslag. I denne første periode er asylanmoderne i vished om, at afgørelsen kan blive et afslag og at de kan blive tvunget til at vende tilbage til deres hjemland. '

Men efter 9 års ophold i Danmark med kontrameddelelser og i 9 år behandlet som burhøns, begyndte familien nu at gøre sig håb om at det gik den rigtige vej, og at 9 års helvede og pres for tilbagevenden, der ikke kunne lade sig gøre, lakkede imod enden.

Blot nogle mdr. efter at familien var flyttet ind i selvstændig bolig fik de brev om, at de ville blive tvangsudsendt til Irak indenfor få måneder.

Under Hitler blev det i Tyskland lovligt at dræbe jøder og forbudt at skåne jødernes liv.

I Danmark er det forbudt at dræbe mennesker. Men det er ikke forbudt at sende dem ud til lande, hvor det er sandsynligt at de bliver dræbt. Det er forbudt at forsøge at skåne de afvistes liv.

Den danske regering vildleder om retssikkerheden for asylanmodere i Danmark.

Derfor al denne jurasnak og udregninger af i hvor lange perioder familien i henhold til dansk lovgivning har opholdt sig retmæssigt i Danmark imens deres asylanmodning ikke var færdigbehandlet, og i andre perioder grundet de ikke havde mulighed for at forlade Danmark.

Juraen burde være såre simpel. Når mennesker i længere perioder ikke kan rejse ind i deres oprindelsesland enten grundet det praktisk er umuligt, eller grundet en åbenlys fare for dem ved tilbagevenden bør de have asyl.

En mor og hendes børn indrejste i 1999 i Danmark og anmodede om asyl. I dag er alle børnene voksne. En mor har fået børnebørn, født i Danmark. Mor, børn og børnebørn vil den danske stat udsende til Irak. Mor og børn efter ti år i Danmark.