© Copyrights |
Hvorfor fik de to børn ikke hjælp? Svaret er indlysende og føles derfor så utilgiveligt. |
||||||||||||
De to børn tilbage i Kosovo |
|||||||||||||
Labyrinter var i oldtiden |
|
Med Benazera (11 år) og hendes lillebroder Rifat (9) rundt i asyllabyrinten. Ondt i Flygtningeministeriet. I sidste uge fulgtes vi med Benazera på 11 år og hendes lillebroder 10 år rundt på noget af deres vej igennem asyllabyrinten. Vi nåede til Rigspolitiet tidligt om morgenen 3. april 2007. Her ringede ministeriets sagsbehandler til Rigspolitiet, og fik oplyst, at anbringelsen af de to børn på et børnehjem kun drejede sig om en praktisk foranstaltning indtil denne morgen, hvor familien skulle sendes ud til Kosovo. I dag fortsætter vi ind i ministeriets labyrint. Om eftermiddagen den 2.4.2007 havde Flygtningeministeriet kl. 14.04 modtaget en fax fra familiens advokat. I faxen gjorde advokaten opmærksom på, at børnene var tvangsanbragt på et børnehjem. Ministeriet var informeret om, at de to børns mor blot 6 dage før havde forsøgt at begå selvmord. Men hvorfor ringede ministeriet til rigspolitiet og ikke til kommunen for at få informationerne om, hvorfor to børn fortsat var anbragt på børnehjem 4 dage efter at deres mor var blevet udskrevet fra hospitalet? Det er jo ikke Rigspolitiet, der undersøger og vurderer forældres omsorgsevne. Det gør kommunens rådgivere og psykologer. Det er kommunen, der tager stilling til om børnene skal være anbragt. Og børn bliver ikke på et børnehjem, hvis kommunen mener, at børn kan være hos deres forældre. Havde ministeriet kontaktet kommunen, havde de fået oplyst: - at børnenes mor befandt sig i en tilstand ude af stand til at drage omsorg for sine børn, - at børnene kun en uge forinden havde overværet deres mor i færd med at hænge sig - at kommunen havde oplysninger om, at børnene kontinuerligt havde lidt alvorlig overlast i forbindelse med deres mors psykiske sygdom - at børnene udviste alvorlige symptomer på psykisk overlast Ministeriet kontaktede ikke kommunen, og derfor er der hos ministeriet ingen oplysninger om de to børns situation. Og hvad man ikke ved, kan man ikke anklages for. Men man kan anklage ministeriet for at have forsømt at foretage de nødvendige undersøgelser. Måske havde ministeriet ikke tid den 2.4.2007 om eftermiddagen til at kontakte Allerød kommune. Det fritager ikke ministeriet for ansvar. Kunne ministeriet ikke afsætte tid inden en tvangsudsendelse planlagt til næste morgen, havde ministeriet pligt til at stoppe udsendelsen til ministeriet havde haft tid til at undersøge sagen. Ser vi på ministerens rolle under familiens 5½ år lange ophold i Danmark, så havde Danmark igennem årene gjort ihærdige forsøg på at sende både denne og andre familier fra Kosovo ud. Flere gange havde Danmark sendt alvorligt psykisk syge asylsøgere i et fly til Kosovo. Til UNMIK havde ministeriet oplyst, at de tilbagesendte asylsøgere var raske. På et tidspunkt afviste UNMIK derfor overhovedet at tage imod afviste asylsøgere fra Danmark. Ministeren indgik herefter aftale med UNMIK om, at asylsøgere, som Danmark ville udsende, først skulle helbredsundersøges. Med andre ord, UNMIK forlangte for at tage imod afviste asylsøgere, at der lå en speciallægeerklæring på, at asylsøgeren ikke led af alvorlig sygdom. Den 21.8.2003 to år efter flugten fra krigen fik Benazeras og Rifats forældre således fra ministeriet pludselig et tilbud om at blive udredt for psykiske traumer hos en speciallæge. Den 28.8.2003 bekræftede begge forældre at de ønskede at tage imod tilbuddet. De skrev under på et stykke papir. Dansk Røde Kors skulle så sende papiret med underskriften videre til Rigspolitiet. Rigspolitiet skulle så sende papiret med underskrifterne videre til psykiateren. Når psykiateren havde modtaget brevet fra Rigspolitiet skulle psykiateren bede om tidligere helbredsmæssige oplysninger hos Rigspolitiet og Udlændingestyrelse, og derfra endelig foretage sine egne undersøgelser. Den 28.8.2003 afleverede havde Benazeras og Rifats forældre afleveret deres papir med underskrifter til Dansk Røde Kors. Den 29.6.2004 og altså efter at have haft papiret liggende i 10 mdr. videresendte Dansk Røde Kors det til Rigspolitiet. Vi var nu i sommerferieperioden. Den 5.7.2004 oplyste Rigspolitiet til psykiateren, at Rigspolitiet ikke var i besiddelse af helbredsmæssige oplysninger om familien 14.9.2004: Mere end et år efter, at have sagt ja til tilbuddet om speciallægeudredning, blev begge forældre undersøgt af psykiater. Om børnenes mor skrev psykiateren: Hun vurderes lidende af nok kronisk Post traumatisk Stress syndrom med moderat depression. Forsøgsvis anbefales antipsykotisk medicin i en periode, med ophør hvis der ikke ses en bedring. Endvidere anbefales antidepressiv behandling sammen med remeron, samt fortsættelse af samtaler med psykolog. Hun er ikke selvmordstruet nu, men er i en øget risiko. En måned senere søgte familiens advokat på baggrund af lægeerklæringen om opholdstilladelse til familien af særlige grunde. og fik afslag den 4.2.2005. Den 4.2.2005 fik familien igen afslag. Advokaten ankede. Behandlingen af Advokatens anke trækker ud. Undervejs har ministeren fundet frem til, at tilbuddet om speciallægeudredning af de afviste asylsøgere fra Kosovo giver anledning til stort administrativt besvær. Ministeren klager og får ændret aftalen med UNMIK i Kosovo. Iflg. denne aftale droppes lægeerklæringerne (selvom de afviste asylsøgere jo nu er blevet undersøgt). I stedet indgår ministeriet aftale med UNMIK om at tilsende en engelsk oversættelse af ministeriets afslag på humanitær opholdstilladelse, idet ministeriet i afslagene har beskrevet lægeoplysningerne. Der indgås yderligere aftale om, at Rigspolitiet skal oplyse UNMIK om asylsøgerens etnicitet, såfremt asylsøgeren giver samtykke til dette. Oplysninger om etniciteten var vigtig grundet manglende sikkerhed for Kosovos etniske minoriteter. Denne fremgangsmåde giver dog også anledning til uoverensstemmelser og en del administrativt besvær, nu både for ministeriet, UNMIK og asylsøgerens repræsentant. Besværet skyldes, at ministeriet i afslagene ikke hver gang har angivet alle lægeoplysninger, og at de til tider fremstår direkte misvisende. Hver gang ministeriet giver et afslag, må asylsøgerens advokat eller repræsentant skynde sig at fremsende supplerende lægeoplysninger til UNMIK. Hvad angår asylsøgernes samtykke til at Rigspolitiet oplyser UNMIK om deres etnicitet, giver dette også anledning til en del administrative problemer. Rigspolitiet har nemlig fået udarbejdet en formular, hvor asylsøgeren skal sætte kryds i forskellige rubrikker ”ja” eller ”nej”. Teksten i formularen var imidlertid så knudret formuleret, så asylsøgerne havde problemer med at finde ud af, hvad de bliver bedt om at sige ”ja” eller ”nej” til, og ikke turde skrive under. Formularen ryger nu frem og tilbage mellem Rigspoliti, asylsøger, asylsøgernes repræsentanter og tilbage til asylsøger og derfra underskrevet til Rigspolitiet. Og tiden går. Imens arbejder ministeren på at få sat UNMIK på plads. 2. maj 2006 mødes en række europæiske lande, her under Danmark, i Wien for at aftale, hvordan de kan lægge fælles pres på UNMIK til at tage imod syge afviste asylsøgere. De får lagt en taktik, og taktikken lykkes. Pludselig indvilliger UNMIK i modtagelsen af syge afviste asylsøgere, under det forbehold, at ansvaret for asylsøgernes ve og vel påhviler udsendelseslandene. Ministeren mener at Danmark påtager sig sit ansvar, ved at give de syge afviste asylsøgere medicin med til 3 mdr. I ministeriet er man udmærket klar over, at man sender syge asylsøgere og asylsøgere med børn ud til et Kosovo, hvor de hverken har hus eller hjem. Allerede den 22.3.2006 har ministeriets departementschef, Claes Nielas, meddelt chefen for UNMIK, Søren Jessen-Pedersen, at Danmark ikke sender asylsøgere uden bolig ud, inden det bliver sommer (forrige aftale om udsendelse af afviste ikke syge og ikke etniske minoritets asylsøgere). Den 14. december 2006 oplyser minister Rikke Hvilshøj til Folketingets udlændingeudvalg på baggrund af Støttekredsens kritik, at forholdene for de psykisk syge udsendte asylsøgere og børn i Kosovo er i orden. 4. februar 2007 kommer det på baggrund af en dokumentar i TV2 frem i alle danske medier, at Danmark har udsendt alvorligt psykisk syge asylsøgere og deres krigstraumatiserede børn ud til et Kosovo uden et sundhedsvæsen, og altså et Kosovo uden muligheder for at hjælpe dem. I den efterfølgende folketingsdebat lovede minister Rikke Hvilshøj hjælp til alvorligt psykisk syge og en lempelse af ministeriets afvisningspraksis i forhold til særligt udsatte børn. Den 26.3.2007 vendte Benazera, Rifat og forældre tilbage til Sandholm efter ½ år i skjul. Familien var gået i skjul for ikke at blive en af de nødstedte tvangsudsendte børnefamilier. Familien vendte tilbage på baggrund af Minister Rikke Hvilshøjs løfter til Folketinget og den danske befolkning. Den 3. april blev familien tvangsudsendt på grundlag af ministeriets forsømmelse af at rette henvendelse til kommunen. (Ministeriet var vidende om at børnene var anbragt på børnehjem, og at deres mor opholdt sig i Sandholm) Og måske var der en grund til at ministeriet ikke havde travlt med at grave alt for dybt i årsagen til børnenes anbringelse. Den 12.4.2007 ændrede ministeriet officielt sin praksis med ikke at udvise hensyn til særligt udsatte børn. Men ministeren havde givet sit løfte allerede i februar, og ventede helt til april med at gennemføre det. Ser vi på juraen, havde ministeren hverken før eller efter sit løfte til Folketinget og den danske befolkning lovhjemmel til at tvangs-udsende særligt udsatte børn. Børn er også mennesker, og mennesker må ikke udsendes til forhold, der nedbryder dem. |
|||||||||||