Støttekredsens
nyhedsbrev
tvangsudsendelsen
Imens vi går der side om side og børnene peger og fortæller, forstår jeg endelig hvad det var familien forsøgte så ihærdigt at forklare i Danmark, og som ingen helt forstod. Der er begået så mange overgreb, så de ikke er til at få styr på for udenforstående. Måske fatter hjernen det heller ikke helt, førend man får smasket kendsgerningerne lige i synet. - Selv har jeg altid haft opfattelsen, at det var hegnet om familiens eget hus, der engang blev sat ild til, og slemt nok endda. Men først nu, hvor børnene (for at vise mig) løber hen til krattet, der bugter sig langs Ashkali-distriktet forstår jeg i sin fulde gru hvad de fortæller: albanske bønder havde lagt en ring af ild rundt om hele Ashkali-distriktet. Det var meningen, at samtlige Ashkalier i landsbyen skulle have været gået til i flammer. Udryddes. Blive til aske. Til nogen, der aldrig har eksisteret. – Og må jeg konstatere, et forehavende der i det store og hele lykkedes. Kun de fire børn og enkelte af deres slægtninge er stadig i live.
Børnene peger på indgangen til enklaven og den port, der ikke længere er. Porten der var surret en bombe fast til og som sprang i luften, da nogle af mændene i enklaven (børnenes onkler og fætre) åbnede den i et forsøg på at løbe efter hjælp til at få slukket ilden.
Jeg fatter børnenes tragedie og fatter ikke. Så megen grusomhed. Den ældste pige misforstår udtrykket i mit ansigt. Hun peger på en husgavl hullet af skud. ”Forstår du Mona”, siger de to piger i munden på hinanden, ”De ville dræbe os og skød også imod vores huse. Forstår du det helt nu?”
Et folkedrab ingen beklager
Jeg forstår, at jeg er vidne til genocid begået i dette årti i Europa. Et folkedrab ingen er eftersøgt for og ingen vil blive dømt for og et folkedrab ingen beklager. Hverken Kosovo-albanere eller det internationale samfund.
Tværtimod. I Danmark blev en børnefamilie beskyldt for at være falske flygtninge og tvangsudsendt til denne massehenrettelsernes plads. Sendt tilbage til et Kosovo, hvor flertallet af kosovo-albanerne (majoritetsbefolkningen) har samme indstilling til etniske Ashkali som Hitler havde til jøder og zigøjnere. Hadet til Ashkalierne lurer under overfladen som en tikkende bombe. Pt. Kun holdt i ave af kosovo-albanernes behov for Europæisk støtte til den nye stat Kosovo.
Det iscenesatte Kosovo:
Langs Kosovos smalle og tæt trafikerede landeveje står nyopførte og nyrestaurerede huse. Forårsgrønne huse. Pink huse. Lilla huse. Nymalede og i stærke farver, står de side om side og fanger den fremmedes blik. Afleder (tillige med affaldet, der ligger og flyder overalt) øjnenes opmærksomhed fra et andet Kosovo, der ligger gemt bag de fine nypudsede huse.
Se selv peger min taxachauffør, imens vi kører på landevejene. ”I Kosovo har ikke været krig. Du kan selv se: kun nogle få ødelagte huse”, peger han ind i perlerækken, ” men det var nogle få ekstremister og er fortid. Nu gælder det fremtiden. I Kosovo kan vi alle leve sammen”.
Havde det været mit første besøg i Kosovo og han min eneste guide, havde han sandsynligvis uden besvær kunnet overbevise mig. Men igennem år har jeg besøgt områder, taxachaufføren ikke viser og fortæller om: Landsbyer og distrikter asylsøgere i Danmark flygtede eller blev fordrevet fra. Jeg har boet og levet med overlevende romaer, der med nød og næppe af NATO blev reddet fra at blive brændt inde. Mange andre blev ikke reddet. Heller ikke Ashkalierne i landsbydistriktet, fire tvangstilbagesendte børn viser mig rundt i.
Under en taxachaufførs tolerante overflade
Igennem de tre år, der er gået siden familien blev tvangsudsendt, har den samme taxachauffør kørt en del for mig. (Taxa grundet Kosovos mangel på infrastruktur). Han har ikke kørt mig den dag børnene viser mig rundt i deres landsby. I år er alt anderledes. Jeg har opholdt mig længere tid i Kosovo end ellers, og har i år haft tid til at være lidt ekstra hos og for denne familie. For første gang i de tre år, siden familien blev tvangsudsendt, har børnene et par dage tidligere indvilliget i at forlade hjemmet og har været med mig på udflugt. Ude at se og opleve den smukke natur, der også findes i Kosovo og til oplevelser i en storbys pulserende liv.
Stille - musestille sad de fire børn på bagsædet af taxaen og kikkede ud. Sugede indtryk til sig. Senere på dagen var vi i tøjbutikker. Beskedne børn, der kikkede ængsteligt på prisen. For at få dem til at vælge måtte jeg bilde dem ind, at der var indsamlet penge kun til tøj til dem, og at jeg ville få problemer, hvis beløbet ikke blev brugt. Drengene er magre. Det var svært at finde bukser, de kan fylde ud. Turen blev afsluttet på restaurant: med god sund og rigeligt mad. Børnenes tallerkner var alligevel som slikkede.
Både chaufføren og jeg er stille, da vi mange timer senere har sat børnene af i deres landsby. Det er sent på aftenen. Jeg tænker han som jeg bare vil hjem og sove. ”Er de ikke Ashkali?” Bryder han tavsheden. Joh, nikker jeg og fortæller at jeg er glad for at børnene var med på udflugt i dag og at jeg allerede overvejer om vi kan tage af sted igen en anden dag og hvor hen.
”Det er dårlige børn”, svarer han. Stemmen er hård og sender midt i sommerheden et iskoldt gys igennem mig. ”De er ikke som de andre børn, du ellers har taget med. Jeg så med det samme, de er Ashkali. De sidder bare på bagsædet og stirrer. De har ingen kultur. Nu skal jeg fortælle dig en ting, de børn gider kun at komme med, når de kan køre i taxa. Deres far gider vel ikke at arbejde. Det er derfor de ikke har penge og børnene sulter”. Nogenlunde sådan falder ordene.
Han forklarer mig, hvordan jeg næste gang, jeg skal der ud, kan komme med bus, og fra stoppestedet gå ud ad vejen med fængslet og de tre kilometer ud til landsbyen.
Budskabet er til at forstå: Han vil ikke igen have Ashkalibørn på bagsædet af sin bil.
Overlevelsen?
Det er et par dage senere, at de fire børn viser mig rundt i deres landsbydistrikt. Jeg har taget bussen, har fundet vejen med fængslet og har gået de tre kilometer. Min tid hos familien er i dag begrænset af, at jeg skal tilbage samme vej igen, inden busserne stopper med at køre. – Og tre times transport hver vej.
Børnenes rundvisning er ved at være slut. Vi kommer tilbage til den befærdede landevej, hvor vi startede. Ved grusvejen, der fører ind i Ashkali-distriktet. De peger op på det første hus, der ligger ud imod landevejen. ”Det var der vi skjulte os” fortæller de og peger op mod tagkvisten. ”De mennesker, der bor i det hus, reddede vores liv”.
(- Og et par år senere, da nogen kastede en bombe ind i familiens hus, reddede det dem, at de opholdt sig som afviste asylsøgere i Danmark, og efter afslag på asyl havde nægtet at vende tilbage til Kosovo).
Vi går til købmanden for at købe en is. Eller rettere til nærmeste tankstation. Landsbykøbmanden har bedt dem om at holde sig væk fra hans butik. Han handler ikke med etniske Ashkali. (Kan vi ikke brænde dem til aske, kan vi gøre det umuligt for dem at eksistere i Kosovo).
Det civiliserede Danmark.
Efter en måned i Kosovo begyndte jeg at længes tilbage til Danmark og civilisationen. Som de tvangsudsendte flygtninge kommer jeg vel til at idyllisere Danmark lidt.
Det første jeg hører i radioavisen hjemme igen:
”Ved en stor politiaktion i nat brød politiet ind i Brorsonkirken og anholdt 19 irakiske mænd”.
I TV bukker en betjent sig ned og sprøjter med en peberspray ind i øjnene på en siddende demonstrant og sympatisør med de irakiske flygtninge. En ung kvinde og sympatisør får tæv med en knippel af politiet. Hun forsøger at komme væk, får endnu et slag med på vejen og vakler og falder om.
Justitsministeren dukker op på skærmen og udtrykker stor tilfredshed med politiets arbejde, og sidestiller i sine udtalelser de irakiske flygtninge i kirken med forbrydere. Falske flygtninge - som fire børn med bange øjne. En mors. En fars. Tvangstilbagesendt til et mareridt af en tilværelse.
Mona Ljungberg
Forkvinde for Støttekredsen for Flygtninge i Fare
Tilbage i det civiliserede Danmark
og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk
Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her