Om der er grund til at flygte fra Kroatien i dag? I det store hele ikke, men serbere, der under krigen blev fordrevet, kan 11 år efter krigens afslutning fortsat ikke vende tilbage. Ca. 300.000 fastboende kroatiske serbere blev under krigen fordrevet fra kroatien.

Kroatien er landet med de 3 ansigter, alt efter hvilket område af Kroatien man befinder sig i. Den lange kyststrækning langs adriaterhavet med det milde subtropiske klima. Før krigen et turistparadis, og det er det igen i dag. Kun enkelte byer på kysten var direkte involveret i kampe og de er genopbygget. Dette betyder dog ikke, at kysten ikke var berørt af krigen. Hele kysten var under krigen forvandlet til en kæmpe flygtningelejr og Kroatiens vigtigste indtægtskilde "turisterne" holdt sig væk. Deraf følgende fattigdom og samtidig blev statens penge investeret i krig.

Det andet ansigt er højlandet, det sydlige Krajina, klemt inde som en lang tarm mellem kysten og de bosniske bjerge. Krajina var før krigen hovedsageligt beboet af serbere. Under krigen holdt Krajina-serberne sig forskanset her, der var ikke de store ødelæggelser. Ved krigens afslutning blev serberne fordrevet og deres huse konfiskeret eller smadret.

Det tredje ansigt er oppe nord, det nordlige krajina og Slavonien, den lange smalle strækning mellem Slovenien og Bosnien. Her lå kroatisk og serbisk beboede landsbyer før krigen side om side. Begge befolkninger i Kroatien blev så at sige gidsler imellem Kroatiens præsident Tudman og Serbiens præsident Milosevic strid om land. Tudman satte sin hær ind mod de serbiske landsbyer, Milosevic sin hær mod de kroatiske. Krigen lagde Slavonien og det nordlige Krajina i ruiner. Slavonien blev desuden omdannet til et kæmpemæssigt minefelt.

Ved fredsaftalen i 1996 kom Slavonien under Kroatisk herredømme, under betingelse af, at Slavoniens serbere kunne blive boende. Men frem til præsident Tudmans død fortsatte forfølgelser mod Slavoniens serbere. De blev både udsat for overfald og deres huse forsøgt konfiskeret, simpelthen ved at anklage den menige serber for krigsforbrydelser. Kroatere blev anset for frihedskæmpere, og kunne derfor iflg. kroatisk lov anklage enhver serber. Kroatien var under præsident Tudman også plaget af omfattende korruption. Udlandet sprøjtede penge ind i Kroatiens genopbygning. Pengene forsvandt.

Efter præsident Tudmans død har meget forandret sig i positiv retning, og alligevel er der et stykke vej endnu. Kroatien har fornuftigt nok satset på turismen, service samt vejnet og god stabil offentlig transport og telenet. Betingelserne for at få turisterne tilbage, hvilket er lykkedes over al måde, og er kroaternes vigtigste levebrød.

Men turisterne er langs kysten, og derfor har investeringerne også været koncentreret til kystområdet. Pengestrømmen fra turisterne er i det små begyndt at komme Krajina og Slavonien til gode. Men kun i det små. Så mange bygninger blev smadret i Krajina, og dem der var beboelige er overdraget til kroatiske flygtninge fra Bosnien. Investeringer i genopbygning er små, man ønsker ikke at de tidligere serbiske indbyggere skal vende tilbage. De fleste af Kroatiens fordrevne serbere lever i dag i Serbien under kummerlige forhold og som flygtninge. Fordrevne serbere, der forsøger at vende tilbage til deres hjem i Kroatien, må som regel opgive og forlade Kroatien igen.

Det østlige Slavonien ligner 11 år efter krigen stadig en krigsskueplads. Området er lavprioriteret, fordi de serbiske indbyggere stadig er der og turistmæssigt er det heller ikke specielt attraktivt. De historiske bygninger er bombet væk, og turisterne vil til havet. Derfor skal herfra kun anbefales turister at tage på 2-3 dages udflugt op og se. Det er ikke forbundet med risiko og det har faktisk en positiv effekt. På trods af ruinerne, er det muligt at få både et ordentligt hotelværelse og som turist noget ordentligt at spise til en rimelig pris.

Enkelte udlande har investeret i hjælpeprogrammer til genopbygning af relativt få bygniner i Østslavonien - og mest for synets skyld. Slavonien er så ødelagt, så det har været vanskeligt at forsvare, at området ikke fik genopbygningshjælp. Den slavonske strækning er også et af de få områder i Kroatien, hvor der er god landbrugsjord. Men marker ligger golde hen, fordi der ligger miner, og det har været trægt med investeringer i minerydning. Der er investeret en del i fredsorganisationers arbejde, men det ville uden tvivl hjælpe på fredsprocessen gevaldigt, hvis der blev investeret penge i genopbygning af boliger og minerydning.

Der forekommer stadig retssager, hvor der kan stilles tvivl om anmeldernes og vidnernes pålidelighed. Langvarige straffe er blevet nedsat på baggrund af OSCEs involvering og krav om en forbedret standard af retsprocessen.