Maj 1998 indrejste en gruppe på 40-50 serbere i Danmark og ansøgte om asyl. Serberne var alle fra den østligste del af Slavonien, småbyerne langs den kroatiske side af Donau, grænsen mellem Kroatien og Serbien. I overensstemmelse med Daytonaftalens beslutninger havde de sidste udenlandske tropper månederne forinden serbernes flugt forladt området og Kroatiens styre overtog den fulde kontrol over området. Samtidig med Kroatiens overtagelse af kontrollen vendte de retsløse tilstande tilbage som i optakten til Ex-Jugoslaviens opløsning 1990.

Lidt historisk baggrund om bosatte serbere og befolkningssammensætning i Kroatien:

Serbiske bosættelser i Østslavonien er ikke relaterede til Ex-jugoslaviens opløsningsproces. Der er ikke tale om serbiske besættelser og nægtelse af rømning. Befolkningssammensætningen kroatere og serbere i Slavonien og Krajina fandt sted omkring 1600-tallet. Det nuværende Kroatien var på det tidspunkt under Østrigs overherredømme, og tyrkiske tropper trængte frem fra øst og truede Europa. Serbere blev af Østrig fritaget for livegenskab imod at påtage sig livslang militærtjeneste i Slavonien og Krajina, områderne der løber langs den nuværende grænse mellem Bosnien og Kroatien. Serberne skulle beskytte Europa imod tyrkisk invasion. Grænseværnet blev de kaldt. Mange serbere var i forvejen på flugt fra tyrkerne og bosatte sig. De efterfølgende 300 år blev groft skitseret præget af kampe mellem tyrkerne og Europa, og de Vesteuropæiske stormagters (Østrig, Ungarn, Italien, Napoleon i hans tid) indbyrdes kampe om de sydslaviske territorier.

Dannelsen af det første Jugoslavien:

Omkring år 1900 fandt kroatere og serbere sammen om løsrivelse fra overherredømmerne. Efter 1. verdenskrig dannedes den første sydslaviske stat, Jugoslavien, det tredelte kongedømme af Kroatien, Slovenien og Serbien

Opløsning og dannelsen af Titos Jugoslavien:

Frie af overherredømmerne opstod i det nye tredelte kongedømme indbyrdes splid om magtfordelingen. Mellemkrigsårene blev præget af nye nationale bevægelser, der begyndte at bekæmpe hinanden. På serbisk side var de kongetro tjetnikkere. På kroatisk side dannede Ante Pavelic Ustasa-bevægelsen, der kæmpede for et selvstændigt Kroatien. Da tyskerne 1941 angreb Jugoslavien gik Tjetnikkere til modangreb på tyskerne. De kroatiske Ustasaer indgik en pagt med Tyskland om at bekæmpe modstanderne, og fik til gengæld lovning på et kroatisk storrige. Ustasa oprettede til formålet egne KZ-lejre og gaskamre. Målet var først og fremmest at udslette serbere og zigeunere. Mange zigeunere deltog i modstandskampen.

Som et tredie alternativ til tjetnikkere og Ustasa opstod Titos partisanhær, der kæmpede for et samlet og et kommunistisk Jugoslavien. Til partisanhæren tilsluttede sig modstandere af nazismen fra de forskellige etniske grupper og nationaliteter. Tjetnikkere og partisaner kæmpede i de første år fælles imod den tysk-kroatiske alliance, men med hvert sit ideologiske mål for Jugoslavien, Kongedømme eller kommunisme. De endte med også at kæmpe imod hinanden.

Kroatisk og serbisk diaspora efter 2. verdenskrig.

Tito og Partisanhæren endte 1944 som sejrherre. Kroatere og serbere, der aktivt havde kæmpet på tysk side måtte søge i landflygtighed for at undgå straf. De landflygtige bosatte sig i lande indenfor og udenfor Europa. Med en fælles følelse af at være blevet frarøvet fædrelandet dannede landflygtige Ustasaer under deres eksil fædrelandsgrupper. De landflygtige tjetnikkere virker mindre organiserede, men også blandt dem var der ekstremister. Den senere så frygtede Arkan var en af dem.

Kroatisk diaspora og Franjo Tudmans overtagelse af magten.

(For følgende henvises til oplysninger fra Laura Silbers og Allan Littles research, BBC-bogen, The death of Yugoslavia, 1996. AF andre kilder kan henvises til Radio Free Europe, samt bogens angivne kilder).

For Franjo Tudmans vedkommende kom han til magten ved hjælp af de kroatiske fædrelands-grupper i udlandet. Efter Tito’s død 1980 brugte han 80.’erne til at rejse rundt i udlandet og lobbye. 1990 inviterer Tudman eksilkroaterne til partiet HDZ’s stiftende generalforsamling i Zagreb, Kroatiens hovedstad. Stemningen på generalforsamlingen beskrives af BBC som euforisk, Ustasa symbolet blev genindført og vajede på generalforsamlingens bannere. Kroatisk ret til udvidelser af territoriet som under 2. verdenskrig blev generalforsamlingens tema. Generalforsamlingen var valgkampens opstart og de næste måneder blev præget af mediehetz imod serbere, vælgermøder med provokationer og vold fra både kroateres og serberes side. April 1990 sikrede valgsystemet, og ikke befolkningens stemmer, Tudman præsidentposten i Kroatien. HDZ kom ind som regeringsparti. Ved overtagelsen af præsidentmagten forlangte Tudman som noget af det første, at kroatiske og serbiske politibetjente skulle bære uniformer mærket med Ustasa symbolet. Man kan sammenligne Tudman's skridt med, hvis en nyvalgt østrigs præsident i dag indførte uniformer med hagekorpset. Begivenhederne i månederne forud beroligede ikke ligefrem de serbiske borgere i Kroatien.

December 1990 indføres Kroatiens nye grundlov. Kroatien udnævnes til en stat for den kroatiske nation. Kroatiens andre borgere blev reduceret til at være minoriteter.

Serbere i Krajina reagerede med at barrikadere sig, og at erklære Krajina for selvstændigt.

Legalisering af lovløse tilstande:

Også i ØstSlavonien reagerede serbere på Tudman’s tiltag. Efter Tudman og HDZ’s overtagelse af magten oplevede serberne at miste deres stillinger at blive udsat for kroatiske nationalisters trusler og overgreb, politirazziaer og vilkårlige arrestationer. Mere sporadisk end i Krajina opførte serberne vejbarrikader og de blev fjernet igen.

Der fandtes også i Østslavonien moderate kroatiske borgere, der forsøgte at løse konflikter ad forhandlingsvejen. Den kroatiske politimand Kir var en af de moderate. Han tog ud til serberne hver gang, de opstillede vejbarrikader, der skulle forhindre kroatisk trafik. Kir mødte dem ubevæbnet, og dæmpede på den måde serbernes frygt og talte så at sige de serbiske barrikader ned igen.

To patruljer blev skæbnesvangre for Kir. Den ene, en natpatrulje blev han presset til at deltage i af Tudman’s støtte Susak, en ekstrem nationalistisk kroat, der var vendt tilbage fra sit eksil i Canada. Under patruljen indledte Susak pludselig et morterangreb imod en landsby beboet af serbiske bønder. Efter angrebet eskalerede volden, serbere gik til modangreb. Kir fortsatte en tid med at udføre sine patruljer, indså håbløsheden i at fortsætte og anmodede så sin chef i Zagreb om at blive forflyttet. Han begrundede anmodningen med at han selv var på Susaks dødsliste. Kir fik bevilget forflyttelsen. Samme dag forflyttelsen skulle finde sted blev han kaldt ud på en sidste patrulje. Dette var et bagholdsangreb. Susaks folk ventede ham og skød ham. Tudman udnævnte senere Susak til sin forsvarsminister.

Efter Susaks angreb på den serbiske landsby bad serberne i Østslavonien om hjælp fra Serbien. Hjælpen kom i form af Seselj og hans private tropper. Seselj er ekstrem serbisk nationalist, selv betegner han sig som tjetnik. Kroatiske politibetjente blev mødt med en hævnaktion. Fra kroatisk side blev modtropper sat ind, og kort efter var der krig i Vukovar. Serbiske paramilitære grupper begik under deres fremrykning folkedrab på civile kroatere. Kroatiske militser begik, i områderne de trak sig tilbage til, folkedrab på civile serbere.

Krigen i selve Vukovar forløb over 1½ måned og blev først og fremmest ført af forskellige paramilitære grupper og tilstrømmende ekstremister af enhver art. Nynazister kom tilrejsende fra udlandet og deltog som frivillige. ( Nazisternes tidsskrift, indhentet fra Erik Jensens dokumentationscenter om nazistbevægelsen).

Vukovar blev skudt sønder og sammen. Både serbiske og kroatiske indbyggere var fanget i kampene. Slaget sluttede med at den serbiske milits tog kontrollen over Vukovar og småbyerne langs Donau.

Operation Storm august 1995:

August 1995 indtog kroatiske tropper Krajina. Krajinas 300.000 serbere blev drevet på flugt. Ved internationale protester proklamerede Tudman, at han havde lovet serberne mindretalsbeskyttelse i det demokratiske Kroatien. Det var serberne, der ikke forstod. FN-soldater der var i området berettede nu ikke om mindretalsbeskyttelse. Gamle mennesker, der ikke havde nået at flygte fandt de bagbundet hængt op eller dræbt ved ildspåsættelse. Igennem måneder fandt de hver morgen døde smidt ud som affald på vejene foran husene. Carl Bildt, EU-mægler foreslog at Tudman blev anklaget for krigsforbrydelser. Tudman svarede med at erklære Carl Bildt for uønsket i Kroatien.

Daytonaftalen

Med Daytonaftalen indgået 1995 indvilligede Milosevic i at trække serbiske militser tilbage fra Østslavonien. Tudman indvilligede i at garantere serbiske borgere i Kroatien minoritetsbeskyttelse, ligesom flygtninge og fordrevne frit skulle kunne vende tilbage til deres huse. Dette indebar også en forpligtigelse til at opfylde Daytonaftalens overenskomst om, at alle mænd der havde udført værnepligtig krigstjeneste for den serbiske hær skulle omfattes af amnesti, med mindre de havde begået direkte kriminalitet og grusomheder overfor civile.

FN-observatører skulle efter en overgangsperiode have være trukket ud af Slavonien 1997. Af frygt for at tilbagetrækningen ville føre til nye serbiske flygtningestrømme blev tilbagetrækningen udsat i et år. Vesteuropa var begyndt at sende flygtninge tilbage. Området kunne ikke klare flere belastninger. Gadernes ruiner i Vukovar minder hver dag indbyggerne om rædslerne og tabene i 1991. Miner gør det stort set umuligt at dyrke markerne i de omkringliggende landsbyer. Kampene sluttede i 1991, og Vukovar står stort set uforandret. Situation lægger op til slagsmål om de rester der er tilbage. 1998 trak FN-styrkerne trak tilbage og overlod til det kroatiske styre at sørge for implementeringen af Daytonaftalen.

Det internationale samfund har givet mange penge til genopbygning af Kroatien. Mange penge er også forsvundet i et korrupt regime. Banker blev efter Tudmans overtagelse af magten overdraget til hans inderkreds af støtter for bagefter at blive erklæret konkurs. Både internationale penge, små folks pensioner, lønninger og opsparinger er forsvundet i en ekstremistisk magtelites bundløse pengetank. Den elite af ekstremister, der tog magten i Kroatien ved Ex-Jugoslaviens opløsning, og stadig har den.