Tvangsudsendte kosovobørn blev i sommeren 2007 brugt til at udføre hårdt arkæologisk gravearbejde. Formidlingen til gravearbejdet skete igennem Dansk Flygtningehjælp. Det arkæologiske udgravningsprojekt under Pristina Museum blev økonomisk støttet af en forening, der kalder sig ”Nuras venner” med penge foreningen havde indsamlet til de tvangsudsendte Kosovobørn. For god ordens skyld, skal gøres opmærksom på, at kun en mindre del af foreningens midler er blevet brugt til at støtte museumsprojektet. 

”Nuras venner” har i dag meddelt, at foreningen stopper sit virke. I meddelelsen er et link til foreningens hjemmeside. Hermed bliver sagen om rekrutteringen af tvangsudsendte børn til udgravningsarbejde aktuel igen. For til min store forbavselse står oplyst på foreningens hjemmeside, at der fra visse sider blev rejst alvorlig kritik af arrangementet (aftalen med Pristina museum om børnenes deltagelse i gravearbejde og økonomisk støtte til museet), - og at en undersøgelse igennem Dansk Flygtningehjælp viste, der ikke var hold i klagen.

Jeg skal derfor til oplysningerne på Foreningen ”Nuras venner”s webside tilføje og fastslå:

• De ”visse sider”, der rejste kritik af rekruttering af tvangsudsendte børn til sommerlejr i form af arkæologisk gravearbejde, var undertegnede, Mona Ljungberg samt en journalist fra Nyhedsavisen, Christina Agger. Vi var begge på rundrejse hos de tvangsudsendte børn i sommeren 2007, og fik derved indblik i rekrutteringen af tvangsudsendte børn til udgravningsarbejde, kaldet sommerlejr.

• Hold i kritikken er der. På Støttekredsens hjemmeside om flygtningebørn har siden september 2007 ligget dokumentation, og således frit tilgængelig også for foreningen ”Nuras venner”. Dokumentation i form af videooptagelser fra interview med de to piger på 11 og 14 år, der deltog i udgravningsarbejdet. Endvidere interview med Sokol på 16 år, der nægtede at deltage. Samt er der børnenes egne foto og foto fra to turister, der har lagt deres foto ind på web. Yderligere er der e-mail udveksling (tjat) mellem undertegnede og Majlinda om polemikken med Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med kritikken. Endelig er der Christina Aggers artikler, herunder gengivelse af hendes interview med pigernes mor. Børnenes deltagelse i hårdt arkæologisk udgravningsarbejde, hvorfor og hvordan de havde det med det, kan ikke være mere veldokumenteret. Link til den forskellige dokumentation her: http://www.barneflygtning.dk/kosovobarn.html

• Jeg klagede efter min hjemkomst til Udvisningsministeriet. Kritikken var i første omgang rettet imod Dansk Flygtningehjælp. Min kritik blev senere også rettet imod foreningen ”Nuras venner”, i og med at flygtningehjælpens svar viste, Nuras venner økonomisk havde betalt for børnenes deltagelse i museets udgravningsarbejde. -  Støttet et museums prestigeprojekt med indsamlede penge til de tvangsudsendte Kosovobørn. De tvangsudsendte børns deltagelse legaliserede støtten. (Jeg siger ikke, at det er sådan ”Nuras venner” har tænkt. Men det er det, der er foregået. Af en eller anden grund er idegrundlaget med indsamlingen skredet). Et faktum er, at hovedparten af de indsamlede midler ikke er kommet de tvangsudsendte børn til gode, men er gået til forskellige smårenoveringsprojekter i Kosovo og nogle af dem til et museum. Den del af midlerne, der er blevet brugt til tvangsudsendte børn, er hovedsageligt gået til de to piger, der var i fjernsynet: Majlinda og Arlinda. De to bedst stillede af de tvangsudsendte børn, hvilket siger ikke så lidt om de andres elendighed, og også deres behov for støtte. Hovedsageligt familier, der tilhører etniske minoriteter i kosovo. Foreningen ”Nuras venner” dokumenterer selv, hvordan de indsamlede midler til tvangsudsendte børn er blevet brugt. Regnskab er offentliggjort på foreningens hjemmeside: http://www.nurasvenner.dk

Jeg skal afslutningsvis tilføje, at ”Nuras venner”  på intet tidspunkt selv har været i Kosovo for at undersøge sagen, eller været i Kosovo for at hilse på børnene. Havde ”Nuras venner” det, ville foreningen have set og hørt, hvor stor nøden er for alle de tvangsudsendte familier rundt omkring. Støttekredsen for Flygtninge i Fare besøgte første gang de tvangsudsendte børnefamilier oktober 2006, få måneder efter de var blevet tvangsudsendt. På det tidspunkt havde ingen af dem et hjem at bo i. De sultede. De frøs. Med en enkelt undtagelse, lever alle de tvangsudsendte familier vi kender til, fortsat under yderst vanskelige og trange vilkår.

Endelig: Jeg synes, det er ædelt at samle ind til forbedring af Kosovos skoler, hvilket nogle af de indsamlede midler fra foreningen ”Nuras venner” også er blevet brugt til. Men så skal man oplyse, at det er formålet med indsamlingen og ikke til de tvangsudsendte flygtningebørn. Hvad angår støtte til museer og udnyttelse af dårligt stillede børns arbejdskraft, skal jeg henvise til forrige. 

Med venlig hilsen
Mona Ljungberg
Forkvinde, støttekredsen for Flygtninge i Fare.