September-2004
UNHCRs oplysninger om Irak og henstilling til staterne vedr. irakiske
flygtninge
(dansk oversættelse
støttekredsen)

Forenede Nationers Høj Kommissær for Flygtninge

Geneve, september 2004

1. På trods af koalitionsmyndighedernes overdragelse af magten til den midlertidige irakiske regering 28. juni 2004, og genoprettelsen af den irakiske suverænitet, fortsætter Irak med at være ekstremt ustabil med en farlig sikkerhedssituation. Både de irakiske sikkerhedsorganer og de fremmede tropper er vedvarende ude af stand til at yde tilstrækkelig fysisk beskyttelse. Den generelle mangel på lov og orden forstærkes af fraværet af et retssystem, der kan fungere ordentligt. Som et resultat af dette bliver mange kriminelle handlinger aldrig anmeldt til politiet, og uenigheder bliver ofte løst igennem stammeloves mekanismer eller af personer, som har besluttet at tage loven i deres egen hånd. I tillæg hertil, er hverdagslivet karakteriseret af den uregelmæssige forsyning af basale fornødenheder, så som elektricitet og vand, samt en arbejdsløshed på mere end 50% og mangelen på anvendelige boliger.

2. Ved overdragelsen af magten var sikkerhedsrisikoen førhen direkte rettet imod soldater fra koalitionsstyrkerne, og/eller imod udlændinge fra lande, der er med i koalitionsstyrkerne. Igennem de sidste 6 måneder er trusler og angreb imod civile irakere, der arbejder for FN, NGO’er og udenlandske leverandører, taget til i et stigende omfang. Det samme gælder for udlændinge, der arbejder for de førnævnte. Lige sådan er irakiske intellektuelle, omsorgspersonale, læger, journalister, kunstnere, og hvem som helst, der er tilknyttet den nye midlertidige Irakiske regering, eller formodes at støtte den, også blevet hyppige angrebsmål for både hærgen og vold. Både medlemmer af de irakiske politistyrker og potentielle rekrutter til politiet er ofte ofre for dødelige angreb.

3. Ofte står Islamiske ekstremistiske grupper bag mange af disse voldshandlinger, og annoncerer dem via deres hjemmesider på Internettet. Andre gange er bagmændene bevæbnede personer eller grupper, der enten stadig er loyale overfor det tidligere regime, eller nogle der fortsætter med at protestere imod de internationale troppers tilstedeværelse og legitimiteten af den midlertidige irakiske regering. Andre voldshandlinger igen er simpel personlig hævn. Et hovedmål med volden synes at være ”destabilisering af de irakiske myndigheder og at presse udenlandske regeringer til at trække deres tropper ud af Irak”. Adskillige irakiske regeringsmedlemmer og andre politiske repræsentanter er enten blevet dræbt, eller har med nød og næppe undgået direkte attentatforsøg på deres liv. Det seneste fandt sted den 24. august 2004, hvor to separate bilbomber var rettet imod den irakiske miljøminister og undervisningsministeren. Fem personer blev dræbt og fire andre blev såret ved denne begivenhed.

4. Endvidere er sikkerhedssituationen igennem de sidste par måneder blevet særlig farlig i og omkring Najaf og Fallujah i forbindelse med den fortsatte konflikt, hvor forskellige bevæbnede grupper kæmper imod det irakiske politi og USA-tropperne, og har resulteret i at hundreder er blevet dræbt eller fordrevet.

5. Den skrækkelige situation i Bagdad-området er velkendt og offentliggøres. Imidlertid er sikkerhedssituationen i andre irakiske byer, omfatter Diala, Erbil, Falluja, Kirkuk, Mosul og Suleimanyiah også forværret, og rejser det humanitære samfunds bekymring for de civiles tilstand og deres adgang til lægehjælp, mad og vand. I tillæg til et stigende antal civile irakiske tilskadekomne, hindrer de langvarige sammenstød genopbygningsbestræbelserne og hæmmer internationale hjælpeforsyninger og hjælpeprojekter.

6. I Nord-Irak: Om end de overordnede betingelser synes at være bedre end i resten af landet, er situationen vedvarende anspændt. Dette har flere årsager, herunder: (

• Den politiske agenda fra de to største kurdiske partier (PUK og KDP),

• Relationerne mellem den Regionale Kurdiske Regering og den Midlertidige Irakiske Regering.
• Den igangværende debat i forbindelse med udformningen af forfatningsprocessen
• Etableringen af en repræsentativ regering, og hvilken grad af autonomi der skal være i de kurdisk befolkede områder.

Situationen i Mosul og Kirkuk har igennem de seneste par måneder været særdeles anspændt. Brud på sikkerheden, her under eksplosioner, angreb på politistationer og rørledninger, snigmord eller snigmordsforsøg på politiske repræsentanter har fundet sted i begge byer. Det seneste angreb var den 18. september 2004, hvor en bilbombe i Kirkuk, dræbte 23 personer og 60 blev såret.

7. Yderligere skal tilføjes, at før end det kan blive muligt for flygtninge og fordrevne at få deres tidligere hjem tilbage, skal der først etableres en fungerende irakisk kommission for spørgsmål vedr. tilbagebegæring af ejendom og tillige en kompensationsordning. Uanset, at en sådan kommission er etableret, er den kun på et begyndelses stadium, og for at kommissionen kan fungere, skal der meget til endnu, så som oprettelse og ekvipering af kontorer rundt omkring i hele Irak, udvælgelse og træning af personale, førend de kan begynde at bedømme klager over tabt ejendom. I denne kontekst rapporteres, at KDP og PUK myndighederne i forbindelse med de landarealer i Kirkuk, der under Arabiseringen blev konfiskeret, er påbegyndt en redistribuering til indbyggere fra Erbil og Sulymaniah. Rapporterne vækker anledning til særlig bekymring grundet den ekstremt følsomme indblanding ved en sådan distribution.(For at hjælpe til den almene forståelse af problemets omfang i punkt 7, har oversætter valgt at tilføje forklaring her i parentes: Punkt 7. drejer sig om de huse eller anden privat ejendom som er blevet efterladt af flygtninge eller fordrevne. Ofte vil andre være rykket ind, eller have fået den fordrevnes ejendom overdraget af det tidligere styre. Flygtninge vil ved tilbagevenden forlange at få deres huse tilbage, der vil være en tvist om, hvem ejendommen med rette tilhører)

8. Uagtet, at FN fortsætter med at undersøge muligheden for genhvervning af Internationalt personale til Irak, og at FN uagtet sikkerhedsproblemerne for generalsekretærens særlige repræsentanter i slutningen af august 2004 valgte at sende et lille team til Bagdad i 6 uger for at vurdere den humanitære situation, er det set i lyset af sikkerhedsproblemerne usandsynligt at nogle typer af international støttet tilstedeværelse vil være mulig i den nærmeste fremtid. Både UNHCRs og samarbejdspartnernes muligheder for at involvere sig i nogen form for beskyttelse af tilbagevendende irakere er yderst begrænsede, ligesom kontrol og/eller reintegrerende aktiviteter. Det skal yderligere bemærkes, at ministeriet for fordrevne og migration stadig er i den del af processen, hvor de er ved at opbygge deres eget ministeriums kapacitet. Man er ikke i en position, hvor man er i stand til at tilbyde nogen form for husly eller anden assistance til tilbagevendende irakere. Det er på disse betingelser, at den nye minister for fordrevne og migration for nylig besøgte adskillige europæiske hovedstæder og gentog sin forgængers anmodning til værtslandene om at afholde sig fra at bebyrde Irak, og især hendes ministerium, yderligere, herunder ved at jagte og tvinge Irakere til at vende tilbage til Irak under de nuværende omstændigheder. Der er risiko for, at en markant tilbagevending af flygtninge til Irak, uanset til hvilken del af landet, vil underminere anstrengelserne for at etablere mere sikre omgivelser, og at tilbagevenden under de nuværende omstændigheder vil fastlåse situationen og føre til nye fordrivelser.

9. Under henvisning til foranstående gør UNHCR derfor de råd gældende som følger:

• Indtil andet er meddelt, råder UNHCR på det kraftigste staterne til at suspendere tvungen tilbagesendelse af irakere, dette gælder til alle dele af Irak,

• UNHCR anmoder staterne om at udsætte anbefaling af tiltag, der har til formål at fremme frivillig tilbagevenden til Irak, her under afviste asylsøgeres tilbagevenden hvad enten tiltagene drejer sig om økonomiske eller andre motivationsfremmende foranstaltninger, især afskrækkende foranstaltninger som sanktioner og straffe.

• Indenfor rammerne af international solidaritet og byrdefordeling gentager UNHCR yderligere sin henstilling om, at irakere ikke bør sendes til andre lande i regionen, uanset om de tidligere har været i transit igennem disse lande eller har haft ophold i regionen.

• I lande udenfor regionen, hvor international beskyttelse ikke er baseret på gruppe basis (de Jure eller på anden måde), fortsætter UNHCR med at opfordre til genoptagelse af afgørelsen vedr. flygtningestatus, så behovet for international beskyttelse kan identificeres. Individuelle som er i en usikker, uholdbar situation, eller anses for særligt sårbare (eks. Sager med enlige kvinder uden beskyttelse eller syge) bør gives særlig prioritet.

• Når Flygtningestatus skal afgøres i forhold til 1951 konventionen, bør både tvingende grunde i forbindelse med tidligere forfølgelse, samt det nuværende behov for international beskyttelse tages med i overvejelserne. Det skal bemærkes, at tillige med de omsiggribende civile stridigheder, finder der fortsat forfølgelser sted i Irak, der er anført som flygtningegrunde i konventionerne. I et klima med tiltagende vold, hvor visse grupper er under angreb enten på baggrund af deres reelle eller formodede politiske tilhørsforhold, eller på baggrund af deres etniske eller religiøse forskelligheder, er det i særdeleshed sådan, at myndighederne er ude af stand til at yde dem en effektiv national beskyttelse. I tillæg til personer omfattet af grupperne nævnt i paragraf 2 ovenfor, vil der være andre kategorier af personer, som på trods af det udskiftede regime i Irak vil have udviklet en velbegrundet frygt for forfølgelse, og således hellere foretrækker flygtningestatus frem for den mindre form for beskyttelse. Dette kan omfatte, men er ikke begrænset til, dem som er flygtet fra forfølgelse forbundet med æres kriminalitet, religiøse minoriteter, og andre der udsættes for angreb af forskellige ikke statslige organer relateret til de 5 flygtningegrunde i konventionerne. Hvis en asylsøger ikke anerkendes som flygtning, anbefaler UNHCR at han eller hun får tildelt en form for midlertidig beskyttelse i overensstemmelse med menneskerettighedsprincipperne. Vedr. nyere lande information, se venligst UNHCR papiret om Irak fra august 2004.

• Endvidere anbefaler UNHCR at sager simpelthen ikke afvises med henvisning til interne flugtalternativer i Irak, og alternativ genetablering i et andet lokalområde af landet. Logistisk ufrihed (oversætter: forsyningsvanskeligheder) og sikkerhedsrisikoen betyder at genetablering i visse områder af Irak hverken er praktisk eller sikker. Desuden, eftersom en effektiv national beskyttelse for tiden ikke er til stede i Irak, er genetablering i et andet lokalområde, ikke det samme som at flytte fra den eksisterende trussel for forfølgelse. Grundet den udbredte og indflydelsesrige stammestruktur i Irak, vil genetablering i et andet lokalområde uden den lokale klanleders accept, udsætte den enkelte for en alvorlig risiko for at blive afvist af lokalsamfundet, og med fysiske overgreb som resultat.  Den slags anliggender er især akutte i Nord Irak og i landområder.

10. UNHCR vil fortsætte med at informere potentielle frivillige tilbagevendende om situationen i Irak og om det faktum, at mangelen på fodfolkspersonale i landet betyder, at UNHCR hverken kan støtte tilbagevendende eller yde dem nogen form for assistance i Irak. Uanset UNHCR for nuværende ikke støtter frivillig tilbagevenden, vil kontoret dog i tæt samarbejde med de irakiske myndigheder og værtslandene fortsætte med at lette tilbagevenden for enkeltpersoner som på trods af og med kendskabet til de nugældende omstændigheder frivilligt udtrykker deres ønske om at vende tilbage til Irak. I denne sammenhæng og hvor det er gennemførligt, skal UNHCR fortsætte med at bruge sin repatrierings formular for frivillig tilbagevenden. Lettelse af tilbagevenden består på dette stadium af overføringsbegæringer for tilbagevenden til de irakiske toldmyndigheder, ligesom anden type assistance så som transport og udrejseformaliteter.