Støttekredsen for Flygtninge i Fare
 
Forvaltningskunst
Udenrigsminisriets magt og magtmisbrug

Udenrigsministeriet fik bekræftet faren og lavede oplysningerne om
Kilde: DR Rapporten 28.11.2000

(Kilde: DR's Rapporten. Indslaget er her på vores hjemmeside gengivet på skrift. Vil du se indslaget på nettet, kan du klikke på udsendelsens titel ovenfor, så kommer du direkte til Rapportens arkiv på DR's hjemmeside. Udsendelserne står opført i Datoorden med navn ud for.)

(Jens Olaf Jersild introducerer om menneskerettighedssituation i Mauretanien)
Afrika, og her Mauretanien. Et land, hvor en stor del af befolkningen er undertrykt, et land, hvor mennesker holdes som slaver, der udfører det hårde fysiske arbejde uden løn. En del af de undertrykte har dannet en organisation, som de kalder FLAM. FLAM står for Den Afrikanske Mauretanske Oprørsbevægelse. FLAM vil ikke acceptere slaveriet og de er erklærede modstandere af den mauretanske regering. Derfor bliver fremtrædende medlemmer af FLAM forfulgt og fængslet af myndighederne.

(Billedet skifter, et FLAM medlem og flygtning indtroduceres)
Her er et billede af en gruppe aktive FLAM-medlemmer . De har alle måttet flygte fra deres lande, også denne mand (billede). Han flygtede til Danmark.

(Interview med manden  i TV)
Det handler om mit liv og min sikkerhed. Det er ikke for sjov. Jeg søger ikke asyl for sjov. Jeg søger asyl, fordi jeg ikke vil i fængsel eller udsættes for tortur – eller forsvinde i mit eget land. Jeg kan ikke bo der”.

(Følges op af Jersild om Danmarks forpligtigelser overfor politiske forfulgte)
Manden her hedder Abdo (navnet ændret her på siden) og hans sag kom for de danske myndigheder. Og denne gang skulle myndighederne tage hensyn til FN`s Flygtningekonvention, som siger, at man ikke må udvise mennesker, hvis de er politisk forfulgt.

Men er Abdo politisk forfulgt?

Det afhænger af, om de mauretanske myndigheder er klar over, at han er medlem af FLAM.

(Jersild introducerer Danske myndigheders Afrika ekspert)
Det kan denne mand svare på (billede af manden). Han hedder Garban og er afrikaekspert, og derfor bliver han brugt af myndighederne til at vurdere bl.a. flygtningesager. (Her på siden er hans navn ændret)

For 6 år siden var han på en forskningsrejse til Afrika, som bl.a. var betalt af den danske stat, hvor han indsamlede informationer om forholdene i Mauretanien. Dengang tog han fotografiet her af Abdo (billedet vises frem), som han også interviewede om forholdene.

 (Afrikaekspertens  udsagn)
Abdo har været et fremtrædende medlem af oprørsbevægelsen og en nær rådgiver for lederen af oprørsbevægelsen”.

(Jersild følger op, om nævnets behandling af oplysningerne )
Det skrev Garban i et brev til Flygtningenævnet. Og Nævnet afgjorde sagen.

I afgørelsen står, at    ”ansøgerens forklaring om sin høje profilering støttes ikke af Garban”.

Abdo blev afvist.

Men Garban forstår slet ikke det, Flygtningenævnet har skrevet om hans eget brev.

(Garban interviewes:)
”De har fordrejet det, jeg har skrevet. Faktisk sagde jeg det modsatte”.
 

(Følges op af Jersild, om nye oplysninger)
Abdo gik til Flygtningenævnet igen og fremlagde nye oplysninger om, at han er en del af ledelsen i FLAM og at han er kendt af de mauretanske myndigheder.

(Abdo til TV)
”Jeg har fortalt de danske myndigheder, at jeg og to andre FLAM-ledere deltog i en international konference, der blev afholdt i Dakar i 95. Og der var repræsentanter fra den mauretanske regering til stede”.

(Jersild følger op, om Anmodning om genoptagelse og ny undersøgelse)
Konferencen var en fredskonference, der skulle være afholdt i denne bygning i Dakar i Senegal (billede af bygningen) . Hvis Abdo deltog som topmedlem af FLAM, så havde de mauretanske myndigheder nu fået kendskab til hans høje position, og han ville derfor være i særlig fare, hvis han vendte tilbage. Det fortalte Abdo til Flygtningenævnet, som besluttede at undersøge sagen.

Nævnet gik til Udenrigsministeriet, som satte en undersøgelse i gang og bagefter sendte et svar tilbage til Flygtningenævnet.

(Jersild følger op, om Udenrigsministeriets behandling af dokumentation)
I svaret står, at man ”ikke har kendskab til konferencen, og hvis konferencen overhovedet har fundet sted, så er det tvivlsomt, om den senegalske minister, der var med til at arrangere konferencen, kunne finde på at invitere FLAM”.

Flygtningenævnet beslutter sig: Abdo blev endnu en gang afvist.

Men tilbage i Udenrigsministeriet ligger to dokumenter, som viser noget helt andet, end det brev, Flygtningenævnet fik. Det ene er et avisudklip om konferencen, og i det kan man læse, at præsidenten for konferencen er Mamadou Diop. Det andet er en liste over konferencens mauretanske deltagere. Den er underskrevet af præsidenten, Mamadou Diop, og her står Abdo som deltager. Men disse to papirer valgte Udenrigsministeriet ikke at sende til Flygtningenævnet. Nævnet fik altså ikke at vide, at Udenrigsministeriet havde en artikel, der bekræfter, at konferencen faktisk har fundet sted, og en deltagerliste med Abdos`s navn på.

(Interview med Abdo om danske myndigheders magtmisbrug)
”Jeg har fakta, der beviser, at jeg taler sandt. Og det ved de. Men de gør, som det passer dem. De har magten. Men jeg havde ikke troet, noget sådant kunne ske i Danmark”.

(Jersild følger op)
Det danske Udenrigsministerium tilbageholder altså disse to vigtige dokumenter. Papirer, der viser, at konferencen blev afholdt, og at Abdo var med. I stedet for så fremsender man dette papir (billede af dokumentet). Papiret siger, at den senegalesiske minister, der var med til at afholde konferencen, nok ikke kunne finde på overhovedet at invitere medlemmer af den kontroversielle FLAM-bevægelse.

Men hvor svært ville det have været for myndighederne at finde ud af?

Jo – det kræver en telefon, og det var sådan én, vi på Rapporten brugte, da vi ringede og spurgte ministeren, om hvorvidt FLAM var med. Vi beklager den forringede lydkvalitet.

  (Telefoninterview med Mamadoe Ndoye)
”Jeg er helt sikker på, at FLAM deltog i konferencen”.

(Jersild følger op, om Danske myndigheders forsøg på tvangsudvisning)
FLAM var altså med til konferencen, siger ministeren fra Senegal til Rapporten. Og det kunne Flygtningenævnet jo have fået at vide, hvis de havde set de dokumenter, som Udenrigsministeriet altså tilbageholdt.

Men dem fik de ikke. De afviste Abdo og derfor ville myndighederne nu tvinge ham ud af landet.

(Interview med Abdo)
”Jeg var meget tæt på at blive sendt tilbage til mit hjemland med magt. Det danske politi havde oplyst mig om, at der var reserveret plads på et fly. Jeg havde et døgn til at forberede mig på at blive sendt tilbage. Det var naturligvis en meget alvorlig situation for mig. Det handlede ikke bare om at blive sendt tilbage, men om mit liv”.

  (Jersild følger op, om UNHCR's stillingtagen og henstillinger)
Abdo var bange.  Han ringede til FN`s Flygtningehøjkommissariat og fortalte, at myndighederne var ved at udvise ham fra Danmark.  Og i sidste øjeblik blev udvisningen stoppet –  Flygtninge højkommissariatet sendte en fax til de danske myndigheder. Her står, at ”FN`s Flygtningehøjkommissariat ønsker udvisningen udskudt, fordi man er bekymret over hans returnering”.

Siden har FN`s Flygtningehøjkommissariat sendt tre breve til de danske myndigheder. Her fremgår det ifølge FN-organisationen, at Abdo ”er et højtstående medlem af FLAM”, at han ikke bør udvises”, og at ”man gerne vil vide, hvordan Danmark vil afgøre sagen”.

Men det har FN`s Flygtningehøjkommissariat her ½ år efter endnu ikke fået svar på , og det har Abdo heller ikke.  Han venter stadig. Og håber.

(Interview med Abdo)
”Jeg er blevet skuffet mange gange. Fordi kendsgerninger tilsyneladende ikke tæller i Danmark. De betyder tilsyneladende ikke noget. Man har kendsgerningerne, men de er ligeglade. Derfor ved jeg ikke rigtig... Men jeg tror stadig på, at Danmark er et retssamfund. Og at lov og ret i den sidste ende vinder. Og så får jeg asyl her i landet”.

Sagens Efterspil;

Efter at DR's Rapporten havde fremstillet sagen og dens forløb, tog ombudsmanden den op ad egen drift.

Abdo fik efterfølgende tilkendt asyl.

Dette websted bruger frames: Har du fundet det via søgemaskine og ikke
fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk
Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her
Til tops