Det var en meget velforberedt Elsebeth Gerner Nielsen, der mødte op til Samrådet for at få en redegørelse fra minister Bertel Haarder om sikkerheden for Sikherne i Punjab. En redegørelse fik Elsebeth Gerner, og det samme gjorde vi jo som tilhørere. Bertel Haarder erkendte, at højt profilerede sikhere fra Punjab risikerer forfølgelse, og altså bør have asyl. Vores Sikh-familie, Maja og Manuel og Michel (navne ændret af os),  er netop højt profileret, og har fået afslag på både asyl og ophold af humanitære grunde. Da Elsebeth Gerner henviste til en sikh, der for nogle år siden blev udvist til Indien og tortureret, begyndte Bertel Haarder at tale om en ukrainer, der har profileret sig i dansk presse, og dermed sat sig i risiko.

Bertel Haarder talte om en helt anden  problematik end der gør sig gældende for sikh-familien fra Punjab. Her er ikke tale om, at familien har profileret sig i dansk presse. De har forsøgt at komme igennem, uden at det er lykkedes. Og når de forsøgte var det i desperation over fremtidsudsigterne efter afslaget på asyl. Flygtninge er som alle os andre - helst fri for at udstille deres egen elendighed. Men de bliver jo presset derud af den restriktive asylpolitik. Medierne vil generelt ikke tage enkeltsager, fordi der er så mange urimelige afslag. I glimt, går medierne ind og ser samlet på den inhumane asylpolitik, men der er ingen vedholdenhed eller forfølgelse af "emnet" 

Maja brød efter mødet grædende sammen overfor Minister Bertel Haarder. Stod og tryglede Bertel Haarder, "tro mig, for hvordan skal jeg kunne bevise at det var politiet der voldtog mig, hvordan". For meget, åbenbart også for Bertel Haarder, der gav sit visitkort, og bad dem om at skrive deres forklaring og sende til ham.

Maja og hendes mand brugte så aftenen og natten på i et brev at beskrive hvordan og hvorfor de er forfulgte i Indien, onsdag formiddag havde Bertel Haarder deres brev.

Onsdag formiddag ringede politiet og sagde at flygtningenævnet havde givet endeligt afslag, og at de ville blive sendt ud den 22. maj.