Vi klagede over afgørelsen. Danmark har ratificeret kvindekonventionen, Danmark er således forpligtiget til at arbejde for kvinders ret til ligestilling. Ministeriet gav medhold i klagen, at Leila var uforskyldt i, hun ikke kunne opretholde løn eller SU under graviditeten, og at det på denne baggrund ville være diskrimination af hendes rettigheder som kvinde at afslå familiesammenføring af hendes mand. Sagen blev sendt tilbage til Udlændingestyrelsen. Efter at sagen havde ligget der i 8 mdr. fik Farnas opholdstilladelse".

Ovenstående er Mona’s resume af vores sag meget kort fortalt, men sagen slutter dog ikke her. For selvom Farnas nu er i sikkerhed og har fået opholdstilladelse, så opgiver Mona ikke hans asylsag, og prøver på ny at få den genoptaget i Flygtningenævnet, som undtagelsesvis (undtagelsesvis fordi vi jo alle sammen ved hvor svært der er at få en sag genoptaget i Flygtningenævnet) giver tilladelse hertil d. 20. Maj 2009, hvor vi får  svar fra flygtningenævnet om, at sagen nu er genoptaget, og advokaten Jens Bruhn Petersen bliver sat på sagen.
 
Vi bliver d. 14/3/2010 indkaldt til møde hos advokaten, hvor han gerne vil drøfte sagen med Farnas. Da det er meget lang tid siden Farnas har haft sin asyl sag så tæt ind på livet, og fordi han til dagligt prøver på at fortrænge alle de ting, han har været igennem, blev det til næsten et to timers langt møde, og jeg kunne flere gange se på Farnas at han var ved at bryde sammen, fordi han gjorde sit ypperste for at huske alle de små detaljer i sagen. Vi tager hjem, og Farnas har efterfølgende meget svært ved at sove om natten, og får atter sine svedeture, og alle mareridtene vender tilbage i stor stil.
 
D. 9.04.2010 skulle Farnas have været i flygtningenævnet, men d. 8.04.2010 kommer han til skade ude på sit arbejde (hvor han bliver påkørt af en truck). Hans ben er meget hævet lige omkring knæet, og han kan slet ikke bevæge det. Vi tager selvfølgelig på skadestuen, hvor lægen mener at han højst sandsynligt har fået en meniskskade. Jeg ringer til advokaten for at fortælle ham, hvad der er sket, men da det er efter deres lukketid, så kan jeg ikke komme igennem. Jeg sender en e-mail, og forklarer situationen, men er meget i tvivl om hvorvidt Jens Bruhn kan læse den inden mødet i Flygtningenævnet kl. 09 næste morgen. Så jeg prøver at ringe igen næste morgen, men får tlf. svarerens besked om at de først åbner klokken 09. Jeg ringer igen klokken 09, og giver sekretæren besked på hvad der er sket, og hun lover at give beskeden videre til advokaten med det samme.
 
Jens ringer  efter ca. 5 min. og fortæller os at han godt kan gennemføre retssagen uden at Farnas behøver at møde op, men han skal først have Farnas's godkendelse. Jeg drøfter det med Farnas, og vi bliver enig om, at vi helst vil have det overstået hurtigts muligt, så Farnas går med til at Jens udfører retssagen, uden han selv er til stede. Efter ca. 45 minuter bliver vi atter ringet op af Jens Bruhn, som fortæller os at Farnas nu også har fået asyl.
 
Vi jubler, og græder. Det er en kæmpe lettelse for os begge, men især for Farnas, der nu får anerkendt sin status som værende flygning. Det er en stor sejr for ham, og hele dagen går han og er mere eller mindre melankolsk over at det endeligt er lykkedes, efter så meget svig og tårer. Men vi ved også at havde det ikke været for Monas stædighed, og kamp gejst så var vi aldrig nået så langt