Tidligt om morgenen kommer de og hamrer dem op. Hvor mange er de 5? 6? 7? 8 mænd. Måske flere eller måske færre. Det er svært at tælle, når alt er kaos og mændene hamrer og råber og truer og ens egne ben ryster og børnene skriger af skræk. Der er hverken tid til at tælle eller tænke. Familien her er heldig, får lov at slippe ud af huset med livet i behold. Forældrene løber, trækker af sted med deres skrigende unger, der ingenting forstår. Længere henne ad vejen sker det samme for en anden familie og en tredje og en fjerde og femte og rundt omkring i Kosovo for de etniske goranier og romaer.

Vi er i Kosovo for 6 år siden, i ugerne efter at NATO-bombardementerne var stoppet og USA havde erklæret freden for ankommet. En fred der gjorde etniske mindretal til jaget vildt for Kosovos flertal.  Et sted i Kosovo blev familien ikke hamret op. Nogen lagde i stedet  miner foran døren til deres hus, beboet af to forældre og deres tre drenge. Da den ene dreng trådte ud, trådte han på en mine, og hans lille krop blev flået fra hinanden.

Det lykkedes for nogle af disse jagede mennesker at flygte til Danmark. Ved ankomsten blev de straks interneret i lejre for asylsøgende flygtninge. Mange familiemedlemmer i et lille rum. Behovet for krisehjælp burde sige sig selv med de voldsomme oplevelser, der bragtes med, men krisehjælp ej noget man bare får, når man er flygtning i Danmark. ”De skal jo ikke have det for godt”, som Jesper Langballe siger, og det fik de så sandt for dyden heller ikke. Flygtningenes asylansøgninger blev behandlet og de fleste afvist og besked på straks at rejse ud af Danmark, -  I afgørelserne og statistikken står de opført som ”ikke forfulgte”, selvom goraniernes og romaernes beretninger, begivenhederne i Kosovo, og FNs flygtningehøjkommissariat  (UNHCR) og FN i Kosovo (UNMIK) fortalte det modsatte.

Flygtningene fra Kosovo vægrede sig imod at forlade Danmark og frivilligt vende tilbage til Kosovo. Danmark kunne heller ikke imod  UNHCRs og UNMIKs protester og advarsler sende flygtningene tilbage med tvang. - Og i Danmark straffes flygtninge for ikke at ville vende frivilligt tilbage til et hjemland, hvor de er i risiko. - Også Kosovo-flygtningene fik deres straf: Internering i lejre på ubestemt tid. Igennem årene er de konstant blevet flyttet rundt fra lejr til lejr. Ugentlig meldepligt til politiet er en del af straffen.  Fratagelse af retten til penge, hvilket vil sige ingen ret til at tage arbejde og ingen ret til offentlige ydelser. Tøj og sæbe kun så meget som man kan samle sig point til gennem deltagelse i aktiviteter. Som hunde man belønner, når de henter bolden og logrer med halen.  - Enkelte fandt sig lidt sort arbejde, ulovligt men af nød, blev opdaget og fik en udvisningsdom med indrejseforbud i Danmark i et år. Som Pia Kjærsgård siger: Udvisningsdomme og indrejseforbud gives kun for meget alvorlig kriminalitet!   - Og børnene? De skulle heller ikke have det for godt, som Jesper Langballe siger. – Og det fik de så sandt for dyden heller ikke.

Sådan gik årene. År efter år. Flygtningenes liv er fra deres ankomst til Danmark sat på stand by, i årevis.  Flere og flere flygtninge begyndte at blive skingrende vanvittige og/eller søge selvmordet som vejen ud af flygtningelivets trængsler. Også flygtningebørnene fik det dårligere end det kunne dysses ned. For at opmuntre børnene bevilgede Bertel Haarder under sin tid børnene en pose slik, chips og sodavand hver 2. uge. Det hjalp ikke. Ungerne blev stadig dårligere.   ”Det er forældrenes skyld”! –  prædikede Jesper Langballe i kor med Søren Krarup, Pia Kjærsgård, Rikke Hvilshøj, Irene Simonsen og Anders Fogh. Vi må gøre noget ekstra for at få dem ud af Danmark. Og det gjorde de så.

I juni måned i år meddelte UNMIK, at generelt  og med enkelte undtagelser, kan andre etniske minoriteter end romaer, nu opholde sig i Kosovo uden risiko.

Tidligt om morgenen kommer de og hamrer dem op. Hvor mange er de 5? 6? 7? 8 mænd. Måske flere eller måske færre. Det er svært at tælle, når alt er kaos og mændene hamrer på, har omringet huset og giver 5 minutter til at komme i tøjet og ud og benene ryster under en. Denne gang er vi ikke i Kosovo, men i Danmark og mændene, der hamrer på og omringer børnefamilierne i en tidlig morgentime, er danske politifolk.  Hele Sandholm er oppe og køre af skræk. Det er gorani-familierne der bliver hentet på denne måde, en efter en igennem de seneste uger.  Familierne køres til lufthavnen og flyves med politi-eskorte til Kosovo, hvor de sættes af i lufthavnen i Pristina og efterlades der uden en krone på lommen, ingen ejendele med og ingen til at tage imod dem.

Kutyme i Danmark er blevet at sætte flygtninge i interneringslejre, når de kommer her til og behandle dem hårdest muligt, indtil der evt. bliver fredeligt nok i hjemlandet  om 5 år? 6 år? 7 år?  8 år  9 år?   Kutyme i Danmark er blevet, at give det sidste knæk til mennesker så meget i nød, at de var tvunget til at flygte.  – og når der så efter de mange år åbnes en mulighed,  sendes flygtningene tilbage til en start i hjemlandet på de dårligst tænkelige betingelser. De læsses af uden en krone og har ikke noget at komme tilbage til. Det har man ikke, når man har været drevet væk under en krig og kommer tilbage efter så mange års flugt i udlandet. ”Det er deres egen skyld” lyder det fra Langballe og halehæng, ”de kunne bare være vendt tilbage frivilligt, med det samme de fik afslag” .–  Ja, og blevet dræbt,  kan vi andre tilføje.

–         Og i Sandholm, Avnstrup, Kongelunden sidder goranier og romaer og også albanske syge chokerede og rædselsslagne. Hvem bliver de næste? For den danske stat findes ingen undtagelser, og ingen forfulgte og i risiko. Det siger flygtningenævnets afgørelser.

Det er hvad vi i Støttekredsen opponerer imod:

En dansk stat så rig på penge og dirty games om menneskers liv –  en dansk stat så fattig på menneskekærlighed.