I sommeren 1999 flygtede ægteparret Salihi fra Kosovo. Der var krig i Kosovo, romaer blev fordrevet, også familien Salihi og deres 3 små børn på henholdsvis 3, 4 og 5 år.

Et halvt år efter fik familien midlertidigt asyl i Danmark efter den særlige lov gældende for jugoslavere.

Børnenes far fandt hurtigt et arbejde. Familien flyttede i lejlighed. De to drenge var traumatiserede af krigen og fik psykologhjælp. Familien Salihi begyndte at komme til hægterne igen oven på krigens rædsler.

Ved udgangen af år 2000 fik familien Salihi inddraget deres asyl. Der var stadig krig i Kosovo, og romaer blev stadig fordrevet. Der blev klaget over inddragelsen, under klagesagen boede familien i deres lejlighed, børnenes far fortsatte sit arbejde. Undervejs kom flere børn til.

Februar 2002 blev parrets yngste barn født, Anita, en for tidligt født lille pige, skindød ved fødslen. Fødslen havde også været hård ved børnenes mor. Det vidner lægejournalerne om, men også om en mor, der på trods af egen medtagethed fandt ressourcer til sin for tidligt nyfødte meget lille pige og sine fire andre børn. Anita var som andre nyfødte et lille mirakel, og endnu et mirakel, hun kom til live igen efter at være dødfødt.

Lykken blev kort. Et par dage efter fødslen, stod politiet ved hospitalssengen og meddelte Anitas mor, at de alle skulle flytte til Sandholm for at blive udsendt til Kosovo. Hun reagerede med chok og depression.

For familien Salihi startede nu års liv med flytning fra center til center, og børnene fra skole til skole, centerskoler, med et minimum af undervisning. I et center blev den ældste dreng udsat for sexuelt overgreb fra en af fritidsunderviserne. Heldigvis må man nok sige, var det en dansk kammerats mor, der opdagede det. For i Agims centerjournal kom til at stå, at drengen skal til politiet i forbindelse med noget rapseri. (Skal understreges her: Agim har aldrig haft problemer med rapseri eller politiet).

De endte 7 mennesker på et værelse i Kongelunden. Børnenes mor med en ubehandlet depression, der gennem de næste år udviklede sig til psykose. Frygten for udsendelse til forfølgelse og 7 mennesker på et værelse i Kongelunden var ikke gunstigt for helbredelsen. Anita, det mindste barn, har hun haft et tæt forhold til, for tæt. Hun var rædselsslagen for at miste sit barn, og turde ikke slippe hende.  Anita er måske skadet fra fødslen, men en mor i en ubehandlet choktilstand, konstante flytninger og 7 mennesker i et værelse har heller ikke været de gunstigste opvækstvilkår for en lille for tidlig født pige.

I 2006 da medierne begyndte at interessere sig for flygtningefamiliernes vilkår i centrene, var børnenes far i TV. Kort efter meldte en dame fra Frederiksberg ham til politiet. Hun var sikker på, at det var ham, der havde røvet hendes taske for flere år siden. Selvom han for de år siden så ti år yngre ud (frygten for udsendelse og centerlivet har tæret hårdt), og familien Salihi på det tidspunkt boede i den anden ende af landet, og han passede sit arbejde i nærheden af sit hjem og ikke kunne have været i nærheden af Frederiksberg på samme tidspunkt. Men børnenes far måtte igennem afhøring, udpegelsesprocedurer og gå i frygt, som asylsøgende flygtning er man altid under anklage for et eller andet,  og kan anklages af hvem som helst. Heldigvis havde han været på timeløn i sin tid, og havde gemt sine gamle lønsedler. Og dem kunne politiet jo have startet med, så han var blevet skånet for alt det andet.

I januar 2007 fik familien Salihi midlertidig opholdstilladelse i et halvt år. I sidste øjeblik, børnenes far var på sammenbruddets rand. Familien flyttede i april fra Kongelundscentret og ud i lejlighed, og allerede 1 måned efter er det startet forfra med at indsamle lægeerklæringer og skoleudtalelser for at kunne søge opholdstilladelsen forlænget.

Børnenes far er begyndt at få lidt styrke igen. Agim den ældste dreng, den er børnene, der har det bedst, kan stadig ikke sove om natten. Egzon hans lillebroder går nu i en specialskole grundet problemer med at koncentrere sig.  Gjewrija, den ældste af pigerne er fra fødslen en smule retarderet, men de mange flytninger og den konstante atmosfære af frygt har ikke gavnet hendes udvikling. Gjewrija er i specialskole og skal nu til udredning for syn og talevanskeligheder. Nu har hun også kun været i Danmark i 8 år. Den yngste pige Anita har udviklet epilepsi og skal have specialhjælp. Børnenes mor er stadig psykotisk, psykiatieren skriver at der bliver tale om et meget langvarigt behandlingsforløb og på særligt traumecenter.

Men hvem er det egentligt der er sindssyg? For os at se er børnenes mors sindslidelse blot symptomet på den sindssygdom, der hersker i systemet. Igennem børnenes mor, at systemets sygdom kommer til udtryk. En familie, der var ved at arbejde sig ud over krigstraumer, er bombet tilbage og længere ned end da de kom til Danmark.

Det eneste man kan prise sig lykkelig over i familiens nuværende situation. De er kommet ud til en god kommune. Der er nemlig også stor forskel. Gentofte, en kommune med Danmarks rigeste indbyggere, tager færrest flygtninge, og behandler dem dårligst. Men der er familien Salihi heldigvis ikke.

For at se børnenes webalbum: klip på deres  foto ovenfor
(de 3 ældste børn)