| Støttekredsen for Flygtninge i Fare | |
Bestyrelsens årsberetning for 2004 |
|
Kampagne for de irkiske flygtninges ret til livet |
Irak, en gang en del af det verdensomspændende britiske koloni-imperium. Siden overtaget af en amerikansk støttet diktator, der nyligt af amerikanerne og briterne i fællesskab blev afsat igen. Mange af de afviste irakiske flygtninge, der sidder i flygtningelejrene rundt omkring i Danmark, flygtede til Danmark længe førend Saddam Husseins regime blev væltet. Først trak de danske myndigheder behandlingen ud af mange af de irakiske asylsager, i årevis, for til sidst at give afslag. Efter Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets opfattelse var Saddam Hussein i årene op til krigen ikke en større tyran end at de fleste irakere iflg. deres skøn kunne vende tilbage. Men Saddam Hussein var en grusom tyran. I støttekredsen har vi på intet tidspunkt forsøgt at så tvivl om Saddam Husseins rædselsregime, men det har udlændingestyrelsen og flygtningenævnet og regeringen indtil krigen imod Irak. Så sad de der irakerne, strandet i de danske flygtningelejre i en fastlåst situation. Alle danske myndigheder vidste, at for de fleste af irakerne ville en tilbagevenden til Irak betyde tortur og død. Så blev krigen indledt imod Irak. På det tidspunkt var den officielle begrundelse ikke, at krigen i Irak blev indledt for at befri irakerne fra Saddam Husseins tyranni. Det ville også have været pinligt med alle de afviste irakere i de danske flygtningelejre. Nej, den officielle begrundelse var at vi andre skulle befries for ”Saddam Husseins” masseødelæggelsesvåben. Den gled ikke let ned i Danmarks befolkninger, men med lidt skovle og spader og manipulerede efterretninger, var den knapt så selvmodsigende som ”Saddam Husseins tyranniske styre”. Hvor om alt er, med indledningen af krigen imod Irak blev al behandling af irakiske asylsager i Danmark igen sat i bero. For de afviste irakiske flygtninge betød berosættelsen, at deres asylsager ikke kunne søges genrejst. De flygtninge, der ved krigens indledning endnu ikke havde fået en afgørelse, kunne se frem til en ny lang periode i uvishedens frygt. Tiden gik, og da masseødelæggelsesvåbnene ikke lod sig finde, så betød de pludselig ikke noget. Statsminister Anders Fogh tog på et lynvisit til Irak, og udtalte iført hjelm og visir til TVA, at det vigtigste var, at Danmark havde hjulpet med at befri irakerne fra Saddam Husseins tyranni. Gemt og glemt var de mange afslag, der under Saddam Husseins tid havde holdt irakerne fast på pinebænken i de danske flygtningelejre. Sagsbehandlingen blev genoptaget, for nu var deres land jo blevet befriet, tag hjem og genopbyg jeres land lød beskeden, de udenlandske styrker skal nok passe på jer. En del afviste asylsøgere var optimistiske og vendte tilbage til Irak. Andre, mange foretrak at vente og se hvordan situationen udviklede sig. Familier med børn, syge, gamle, der lige som os andre kunne se og høre i nyhederne, at der stadig foregik krigshandlinger i Irak. Krigshandlinger, der forhindrede medicin og hospitalsudstyr i at nå frem, og om mangelen på fundamentale livsfornødenheder som mad, vand og elektricitet. Dertil et ragnarok af plyndringer. Det syntes som om, at de udenlandske styrker, der skulle passe på de tilbagevendte flygtninge, havde rigeligt at gøre med at få skabt lidt ro og orden, og dertil problemer nok med at skulle passe på sig selv. Snart efter begyndte angrebene på de udenlandske styrker, kidnapninger og mord på tilfældige udlændinge i Irak. Den lette sejr over Saddam Husseins regime ført fra luften, begyndte mere og mere at tage form af at være ”blevet lokket i et bagholdsangreb” ind i den landkrig, som amerikanerne troede, de havde undgået. Irakerne var blevet befriet fra Saddam Hussein, sådan da, for alle dem Saddam Hussein under sit styre havde tildelt goder for at til gengæld at terrorisere den øvrige befolkning, var irakerne ikke blevet befriet for. De havde nu tilmed fået krig. I Danmark fortsatte afslagene på asyl. Udlændingestyrelsen tog til landene omkring Irak, kom tilbage og rapporterede at det kun var for udlændinge at det var farligt at opholde sig i Irak. Den rapport tog Flygtningenævnet til sig. Og således skønnedes de irakiske afviste flygtninge i Danmark fortsat ikke i risiko. (Vi skal i den forbindelse også henvise til punktet: ”En enkelt undtagelse” punkt 6.) FNs flygtninge højkommissariat har siden igen og igen rapporteret, at kidnapninger og henrettelser i Irak langt fra kun er rettet imod udlændinge. Yderligere bliver mange civile irakere, efterhånden som kampene har taget til i styrke, fanget og dræbt i krydsild. FNs flygtninge højkommissariat har under særlig beskyttelse haft en delegation inde i Irak for at undersøge forholdene, og fraråder på det kraftigste irakere i udlandet at vende tilbage. Flygtningenævnet retter sig stadig efter Udlændingestyrelsens rapport. Og Udlændingestyrelsen kan jo ikke tage til Irak for med selvsyn at konstatere risikoen for irakere. Som styrelsen skrev i deres fact finding rapport, er det for farligt for udlændinge at rejse ind i Irak. I sommeren 2004 kom så afsløringen om, at Saddamsk tortur og henrettelser var blevet afløst af amerikansk. Den danske regering indtog en dobbeltholdning til de amerikanske grusomheder begået imod irakerne. Overfor danskerne udtalte Anders Fogh en afstandtagen. Men ikke så stor en afstandtagen, så han fandt det nødvendigt at yde de irakiske asylsøgere i Danmark beskyttelse. I disse dage offentliggøres så afsløringer af britisk tortur. Ingen gider tilsyneladende presse Anders Fogh til at udtale endnu en afstandtagen. Hvor længe Anders Fogh kan fastholde illusionen hos danskerne om at ”irakerne skulle befries fra Saddam Hussein”, imens verden venter svar på spørgsmålet ”hvorfor ikke for tortur og terror”, sidder de afviste irakiske flygtninge i et frygtens helvede i Danmarks flygtningelejre. |
| Dette websted bruger frames:
Har du fundet det via søgemaskine og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her |
|