For os er det ikke et spørgsmål om der er krig eller fred i Nord-Irak i dag. For at sige det ærligt, vi får så mange modstridende oplysninger om situationen i Nord-Irak i dag, så det er umuligt for os at vurdere sikkerhedssituationen ud fra det.

Det korte og det lange er, at mange af de afviste irakere kom til Danmark for 8 – 10 år siden på flugt fra krig og etniske forfølgelser og folkemord. En situation, der varede ved også i Nord-Irak mange år efter at de var flygtet. Der var indtil krigen imod Irak flyveforbud over Irak. Dels grundet handelssanktioner imod Saddam Hussein, dels i et forsøg på at beskytte irakerne i Irak imod luftangreb med kemiske våben fra Saddam-regimet. Saddam fortsatte sin terror imod den irakiske befolkning på landjorden. Også i Nord-Irak. Og i Nord-Irak var kurderne dertil i indbyrdes krig.  Siden blev der indledt krig udefra imod Irak. Irakerne i Irak blev nu ofre for en anden krig. Af foranstående grunde kunne irakiske flygtninge ikke sendes tilbage i de mange år. Grundet faren for dem i Irak.

Regeringen og Dansk Folkeparti valgte at sætte de irakiske flygtninges liv på stand by i årevis. De tre partier skulle leve op til den diskurs, ”De færreste asylanmodere har behov for asyl” de havde skabt i den danske befolkning for at få politisk magt:

Flygtninge der kom til Danmark fra 1999 blev ofre for VKOs magtbegær. Ikke blot flygtningene fra Irak. Der er postyr om irakiske flygtninge, fordi der har været oplysning om Irak, fordi Danmark har været involveret i krigen.

De to regeringspartier, Venstre og Konservative samt Dansk Folkeparti kan ikke stå frem nu og erkende, at de kom til magten på falske forudsætninger. Det vil være at tabe for meget ansigt.

Men aldrig har de tabt så meget ansigt som i går. Tvangsudsendelsen af 22 irakere var en magtdemonstration og forsøg på skalkeskjul. Intet andet.