Han har ikke selv været tortureret, han nåede at flygte fra politiet. Hans nærmeste slægtninge gjorde ikke.

”Er du bange for, at de skal gøre dine forældre noget”
spurgte sagsbehandleren til interviewet i Udlændingestyrelsen.

”Nej, de kan ikke gøre dem mere”, svarer han stille og bittert.
”Min far har været fængslet og tortureret så mange gange, han er helt ødelagt”.

Et øjeblik dukker Sharareh op i mine tanker. Sharareh kom til Danmark for ti år siden og fik afslag på asyl. Hun havde i Iran været fængslet og udsat for tortur. Hun er invalideret af tortur. Var journalist på et dagblad, der blev lukket af myndighederne og hun selv fængslet. Efter tortur blev hun løsladt igen. Inden udrejsen fra Iran, blev hun fanget ind i en demonstration og af det iranske politis video-kameraer (også dansk politi video-optager demonstranter).  Hvor om alt er, Flygtningenævnet troede på Shararehs forklaring, men mente ikke at det iranske politis video-optagelser kunne bringe hendes sikkerhed i fare. – Og fængsling og torturen var jo flere år siden, og hun var blevet løsladt igen.

”Min far har været fængslet og tortureret så mange gange, de kan ikke gøre ham mere”
 – gentager Rezas ord sig som et ekko i mit øre.

Jeg ser på hans forpinte øjne. Mon han får asyl? Ti års afslagspolitik sidder og banker i min rygmarv. Jeg tør ikke tro, selvom jeg synes at kunne fornemme på sagsbehandleren, at hun heller ikke er i tvivl. Selv tør jeg ikke tænke tanken til ende, hvis han får afslag. Så vil han ha en chance i Flygtningenævnet, men jeg tror ikke han holder så langt. Psykisk.

Så kom afgørelsen i fredags og fjernede en sten så tung som Jellingstenen fra mit hjerte.

Reza har fået asyl.

Jeg skal hilse fra Reza og takke alle Støttekredsens medlemmer for bistand og opbakning
til forfulgte asylanmodere.

Mange hilsner
Mona Ljungberg