Kære Birthe Rønn Hornbeck

Kan du forestille dig at leve i et land med dødstrusler og vold imod dig, din mand, dine børn, og ingen anden udvej end at forlade dit land, dit hjem, og rejse langt væk? Hvordan det er hverken at kunne tilkalde politi eller livvagter, når nogen begår den slags ugerninger imod én? Måske bare fordi, I er lyshårede. Jeres navne? Din tro?

Kan du forestille dig afsked med venner og familie i al hast og frygt – vel vidende, at du måske aldrig ser dem igen? Hvad vil du pakke, hvad vil du sælge (hvis der er tid)? – Og de penge, der skulle have sikret dine børns uddannelse, der nu går til at betale menneskesmugleren, jeres redningsmand, der kører jer tusinder af kilometer gemt i en lastbil, uvist hvor hen. Til sidst havner I tilfældigt, hvor? I Danmark - et land, hvor der er fred og demokrati. Sikkerhedens paradis? Det værste er overstået. Eller er det?

Sandholm ligner et fængsel, og de første, der møder jer i Danmark, er politiet, der afhører jer om, hvordan I er kommet her til, og om I på jeres vej her til har været igennem lande, som Danmark har mulighed for at sende jer ud til. Tolken der skal oversætte, er svær at forstå, han taler knapt jeres sprog. I indlogeres i en lejr, i et lille værelse, og møder forbud alle vegne. Forbud imod at arbejde og klare jer selv, forbud imod at finde et sted at bo, forbud imod dansk undervisning, forbud, forbud, forbud. (hvor mange værelser har du for resten nu?). 

Du får at vide, at der kommer svar på asylansøgningen snarest - men dagene går i venten med tanker (hvad skal tiden ellers gå med?) på dem der hjemme og fremtidens frygt og håb. Og alligevel i starten mest håb. De få danskere I trods alt møder i lejrens isolerede dagligdag virker både venlige, forstående, fredelige.

Så kommer det første brev: Afslag på asyl. De danske myndigheder har alligevel intet forstået, eller måske var du ikke god nok til at forklare dig. Eller din mand var ikke. De skriver at I lyver, eller tager fejl, og at truslerne og volden flygtede fra slet ikke er så slem, og at I bare kan rejse tilbage, og ikke bare at I kan, men at I skal rejse ud af Danmark, straks!

Også selvom dit håb nu har vendt sig til desperation, og du forsøger at forklare, igen og igen. Også selvom du finder og fremviser rapporter, der bekræfter, hvad I har forklaret om forfølgelser, krig, diktatur, i dit hjemland. Ja, nikker myndighederne, de rapporter kender vi godt. I tvangsudsendes til jeres hjemland, hvis I ikke rejser frivilligt.

Men I kan alligevel ikke udsendes sådan lige nu, uden at Danmark kommer i konflikt med internationale organisationer. Man må ikke udsende folk til lande, hvor de er i risiko. Men Danmark kan tvinge jer til at opholde jer i en lejr under kummerlige vilkår. Og sådan går 5 år. 6 år. 7 år. Og så pludselig efter et møde mellem de europæiske lande, siger UNHCR til Danmark: Vi modsætter os ikke længere, at I sender dem tilbage, men det bliver på jeres eget ansvar.

Kl. fem om morgenen bliver du, din mand, dine børn vækket af 7 politifolk, der buldrer på døren til jeres værelse i lejren. Dine børn græder og er bange. I får 15 minutter til at komme i tøjet og pakke, politiet står og presser på "kom så i gang, skynd jer, skynd jer". Og 15 minutter senere køres I til Kastrup.12 timer senere står du ved resterne af det, der engang var jeres hus. Resterne af din nabos hus. Din genbos. Hele gader med afbrændte huse. Du og din mand står der med jeres børn. I hånden har du en plasticbærepose stopfyldt med beroligende medicin. En afskedsgave fra Danmark sammen med 300 Euro (ca. 2000 kr) til at starte på en frisk.

Hvad gør du? 

• Giv asyl til de afviste flygtninge i Danmarks flygtningecentre.

• Hent de udsendte Kosovo-flygtninge tilbage til Danmark.

• Jeg ønsker afvisningspolitiken af flygtninge udskiftet med asylpolitik.

Med venlig hilsen