Pamelas datter fik opholdstilladelse i juni, og kom til Danmark en uges tid efter. Undertegnede rejste til Bosnien dagen efter at Edina fik opholdstilladelse, og var ikke selv med til at tage imod hende. Jeg troede også at alt var i skønneste orden da jeg drog af sted.

Da jeg kom hjem fik jeg så at vide, at en gang til havde den Danske Ambassade i Beograd forsøgt at forhindre en sammenførsel af Edina med hendes mor. Der var blevet givet opholdstilladelse, bestilt flybillet til om søndagen, om fredagen skulle Edina hente sit visum. Så nægtede ambassaden at udstede det. Udlændingestyrelsen havde anerkendt en skrivelse fra Edina’s far om at han ikke har forældremyndigheden. Den Danske Ambassade begyndte at blande sig i udlændingestyrelsens beslutning og forlange yderligere dokumentation.

Fredag eftermiddag måtte vores advokat Hannah Krogh med meget store ord fortælle Den Danske Ambassade om dansk lovgivning og evt. retslige efterspil – så fik Edina endelig sit visum. Søndag ankom hun til København.

Umiddelbart efter blev både Pamela og hendes to børn midlertidigt anbragt hos en plejefamilie i den yderste afkrog af Jylland. Pamela siger ”så langt ud, så ikke engang gud kan finde det”.

Alle tre er i sidste uge flyttet ind på en familiebehandlingsinstitution, også i Jylland. Der er ikke noget galt med Jylland, Pamela har bare sine søskende på Sjælland.

Hvor om alt er, de lyder til at have det godt, stedet skulle være godt, og som kompensation har kommunen afsat penge til at de ind imellem kan komme her over på besøg – og vist nok også til besøg den anden vej.

De kommer over på besøg næste weekend.

Jeg skal hilse jer alle sammen fra Pamela og Edina  og sige tusind tak for jeres støtte.

kh. mona