En sjælden gang imellem blandt de mange får man her i biksen lov til at opleve glæden af at ringe og fortælle en ”god nyhed” til en asylsøger. Men af og til og således i dag.

Alligevel var Mahmeds reaktion nok den mest bevægende i Støttekredsens 5-årige historie. Først kom et glædesudbrud så højt, og så et hulk så dybt og så intenst lidende. Som om års lidelser klumpet sammen på alt for lidt plads nu pressede på som en tyfon for at komme ud af Mahmed. Et hulk, der blev efterfulgt af mange, magen til det første. Om det var 2 eller 5 minutter Mahmed bare hulkede i telefonen, er ikke til at hitte rede på. Det føltes som en evighed, inden han endelig genvandt sit mægle, og fremsagde sit velkendte ”undskyld”.  Mahmed tror næsten altid, at han har gjort eller sagt et eller andet forkert, derfor siger han tit ”undskyld”. – og altså også i denne situation, hvor han blot var blevet overvældet af lettelse.  

Mahmeds få ord efter blev udtrykt med en ambivalent blanding af lettelse og bitterhed og glæde. Og kender man Mahmeds og hans families historie, er det nemt at forstå. 

Mahmed og Violeta er romaer fra Kosovo. De kom til Danmark for snart 8 år siden og fik opholdstilladelse. Da de kom her til havde de 3 børn, og fik senere to til. De boede i lejlighed, og Mahmed havde arbejde og forsørgede sin familie. Efter Nato indtog Kosovo, blev opholdstilladelsen inddraget, uanset FN meddelte, at det var umuligt at yde minoriteterne i Kosovo beskyttelse. Imens Violeta lå på fødeafdelingen med den mindste, for tidligt født, og både mor og barn svage efter en meget kompliceret fødsel, troppede politiet op på fødeafdelingen og meddelte at de omgående skulle flytte til Sandholm, så de snarest kunne blive sendt ud.

Det var ikke bare en umenneskelig optræden fra myndighedernes side, undskyld udtrykket, det var rent ud sagt idiotisk, hvem der så end havde truffet beslutningen om, at det var sådan det skulle foregå. Resultatet blev, at Violeta gik totalt ned med flaget, og siden kun har fået det værre. Familien blev i årene efter påbudt at flytte fra center til center, for til sidst 2 voksne og 5 børn at skulle bo i et værelse i Kongelunden.

I dag er Violeta selvmordstruet og i fare for at udvikle kronisk psykose. Mahmed selv er lungesvag, det var han også da, han kom til Danmark. Han får lungebetændelser og ville ikke kunne overleve i Kosovo, hvor han ikke kan få lægehjælp. De 4 ældste børn lider af astma, og også de er nu nervesvækkede af livet i mange års frygt og usikkerhed. Den ældste søn på 13 år kan desuden huske en hel del fra flugten og forfølgelserne i Kosovo. Traumer, han fik psykologhjælp for de første år i Danmark, og var kommet sig over , men som blev genoplivet ved udsigten til at blive sendt tilbage til Kosovo. Den mindste for tidligt fødte pige er efterhånden 3 år, og er naturligt påvirket af sine forældres og søskendes stemning. Hun lider af alvorlige spiseforstyrrelser.

Så megen ulykke rummede Mahmeds hulk. Så megen lettelse over, at livet i frygt for fremtiden endelig synes slut.- Eller rettere kun for de næste fire måneder. Humanitære opholdstilladelser gives kun for et halvt år ad gangen, så skal der søges igen, og tiden med angst og usikkerhed og venten starter forfra.

Men i dag trods alt en lettelsens dag for familien og et spirende håb for deres overlevelse og at de med tiden kommer nogenlunde på fode.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Støttekredsen for flygtninge i fare