Ritzau oplyser 2. maj 2009 at tre kurdiske landsbyer i Irak blev angrebet af iranske helikoptere.

Irak er omkranset af Tyrkiet, Syrien og Iran. Alle tre lande har kurdiske mindretal. Alle tre lande frygter at deres kurdiske befolkninger skal kræve løsrivelse og tilslutning af områderne med kurdiske befolkninger til Nord-irak (det såkaldte Kurdistan, men af ingen stater anerkendt som Kurdistan). Tyrkiet har længe truet med angreb på kurderne i Nord-Irak.

Kurderne i Syd-irak, Syrien, Iran og Tyrkiet jages og undertrykkes. I Nord-Irak er situationen heller ikke sikker. Kurderne fra de omkringliggende lande kan ikke bare rejse ind i Nord-Irak og bosætte sig. Dertil er der stadig interne konflikter i Nord-irak. Og som ses er der stadig risiko for angreb på Nord-Irak fra de omkringliggende lande.

At dømme efter de kurdiske flygtninge, der nu kommer til Danmark fra Syrien, Irak og Iran synes at være en genoptrapning af forfølgelse imod de kurdiske befolkningsgrupper. Vi har talt med for få til at vi kan udtale os med sikkerhed. Men ud fra de nytilkomne kurdiske asylanmodere, vi har talt med peger udviklingen i retning af forsøg på genocid (etnisk udrensning) af kurdere i mellemøst området. Og alene beretningerne og beviserne på tortur bør få alarmklokkerne til at kime.

Det er netop fra flygtningenes beretninger og lægeundersøgelser af flygtninge udsat for tortur, samt flygtningenes oplysninger om familie udsat for tortur og henrettelser, at vi i Danmark kan finde ud af om der er tale om forsøg på genocid.

Men desværre sidder Danmark mange af asylanmodernes beretninger overhørige eller bedømmer dem som utroværdige. Det gjorde Danmark, da irakerne flygtede fra Saddam Hussein. Det gjorde Danmark under sin deltagelse i krigen i Irak. Og det gør Danmark i dag.

Mona Ljungberg og Kuki