Milenko indrejste 18.5.1998 i Danmark for at anmode om asyl. Milenko er etnisk serb, født og opvokset i Østslavonien. Som voksen gifter han sig med en kroatisk kvinde. Sammen har de to børn.

Baggrund:

I den skriftlige redegørelse for sit asylmotiv oplyser Milenko de danske myndigheder om , at han søger asyl fordi han frygter for sin sikkerhed i Kroatien. Af Milenko’ samlede forklaring fremgår, at hans nutidige problemer hænger sammen med konflikterne der opstartede i Ex-jugoslavien 1990. Milenko forklarer, at han og hans familie startede med at få problemer efter at Franjo Tudman og HDZ kom til magten i 1990. På arbejdet blev han degraderet fra sin stilling, senere beordret ud på en opgave, der var forbundet med fare for hans liv. Da han nægtede at udføre opgaven blev han fyret under trusler om at blive skudt. Milenko forklarer, at hans kone efterfølgende blev udsat for overfald og chikanerier af lokale kroatere, blev ført til afhøring om ham hos politiet, og tævet af politiet under afhøringen. Lige som han selv blev hun afskediget fra sit job, iflg. Milenko fordi hun er gift med en serber.

Milenko oplyser, at hans far, der var bosiddende i byen Osijek blev skudt af kroatere 1991 og kastet i floden. Af udlændingestyrelsens bemærkninger fremgår at han har fremvist en dødsattest, der bekræfter at faderen er blevet skudt. Kroatere flyttede efter faderens død ind i huset, som han efterlod. Milenko oplyser, at han er blevet frataget arveretten, og har indklaget dette for domstolen. Milenko forklarer, at kroatere med støtte fra to vidner kan anklage folk for ting, som de ikke har gjort og på den måde få pant i deres ejendom. Milenko oplyser, at han på den måde er blevet frataget arveretten til sin fars hus.

Milenko oplyser endvidere, at han to gange i 1991 er blevet anklaget for krigsforbrydelser af den Kroatiske Republik og er dømt in absentia. Han ved ikke hvorfor, kun at han står opført på to lister.

Milenko oplyser, at efter den serbiske milits overtagelse af kontrollen i Vukovar gjorde han tjeneste som politibetjent i 1992 - 1993. Fra 1993 - 1995 var han sergent i den serbiske milits. Han gjorde ikke tjeneste udenfor Østslavonien. Han oplyser, at han som politimand og under sin militære tjeneste har foretaget husransagelser hos kroatere, og beslaglagt deres våben. Efter indgåelse af Daytonaftalen 1995 afsluttede han sin militærtjeneste. Milenko oplyser, at serberne i området efter 1995 har fået frataget mange civile rettigheder, og at en kroatisk betjent truede med at få ham dømt, når militærobservatørerne havde forladt området.

Milenko oplyser at han og andre serbere bosat i og omkring Vukovar efter militærobservatørernes tilbagetrækning 1998 er blevet udsat for anklager og trusler og vold fra ansatte i politiet og kroatere med kontakter til politiet. Flere af de kroatere han som politimand konfiskerede våben fra truer ham nu på livet, og forlanger erstatning for våbnene eller at han skaffer dem våbnene tilbage. Efter at telefonforbindelsen er blevet genetableret er han konstant blevet udsat for telefonterror af folk, der præsenterer sig som Ustasaer og truer med hævn.

Dokumentation for forfølgelser:

Milenko' beretninger om begivenhederne i Østslavonien stemmer overens med internationale observatørers beretninger.

OSCE nyhedsbrev, dec. 1998:

Citat: "Højkommisæren sendte sin rådgiver til Zagreb .... Højkommisæren arbejder tæt sammen med OSCE missionen med hensyn til lovgivning og politiske krav. Dette med henblik på at støtte den kroatiske regering til lovmæssige og politiske reformer, som det er nødvendigt at få bragt i overensstemmelse med dens internationale forpligtigelser og aftaler. "

U.S Department of State 1997 og 1998:

Rapporterne kritiserer overgreb på menneskeretttigheder og manglende vilje til at opfylde Daytonaftalen.

Der henvises endvidere til rapporter fra Amnesty, Helsinki m. fl.

Afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen 13.august 1998:

I begrundelsen for afslaget fremgår, at udlændingestyrelsen har lagt vægt på “at De bortset fra, at De skulle være blevet dømt in absentia i 1991 og muligvis en gang senere i Osijek ikke har været udsat for strafprocessuelle indgreb fra myndighedernes side”.

Udlændingestyrelsen sætter med denne begrundelse Milenko i en umulig situation. Et strafprocessuelt indgreb indebærer i Kroatien fængsling, og det ville have afskåret Milenko fra at flygte .Milenko flygtede netop for at undgå et strafprocessuelt indgreb med dertil hørende fængsling.

I fortsættelsen finder Udlændingestyrelsen endvidere ikke, "at de generelle forhold for etniske serbere i Østslavonien er af en sådan karakter, at De af denne grund er omfattet af udlændingelovens §7."

“Styrelsen har desuden lagt vægt på, at der den 23.8.96 blev indgået en aftale mellem Kroatien og Forbundsrepublikken Jugoslavien, som bl.a. indebærer beskyttelse af menneskerettighederne for den serbiske befolkning”.

Længere nede tilføjes, at styrelsen har lagt vægt på, “at Kroatien vedtog en lov om amnesti den 25.6.96. Amnestien omfatter alle “kriminelle handlinger” begået under eller i forbindelse med aggression, væbnet oprør eller væbnet konflikt i Kroatien, i perioden 17.8.90 og indtil den 23.8.96. Styrelsen lægger til grund, at De vil være omfattet af amnestien, idet De har deltaget på serbisk side i konflikten mellem serbere og kroatere i Østslavonien i nævnte periode. “

Med dette afslag negligerer Udlændingestyrelsen alle internationale observatørers vidnesbyrd om, at Kroatiens demokratiske styre kun er formelt.

Yderligere dokumentation: Crisisweb report 9.11.1998: Refugee Returns to Croatia:

Rapporten rejser en omfattende kritik af diskrimination og manglende retssikkerhed for serbiske borgere. Her i blandt omgåelse af Amnestiloven, og at serbere er på hemmelige anklagelister. Da kommissæren for menneskerettigheder undrede sig over at ingen kroatere blev anklaget for krigsforbrydelser, udtalte Præsidenten for Kroatiens højesteret, at kroatiske borgere ikke kan have begået krigsforbrydelser, eftersom de forsvarede deres moderland.

Højesteretspræsidentens udtalelse og kroatisk lovgivning om omvendt bevisbyrde, indebærer faktisk, at en kroat som har begået grusomheder kan skaffe sig et vidne, og få rejst anklage imod en person af anden etnisk oprindelse som var hans offer for grusomhederne, og ligeledes få vedkommende dømt for krigsforbrydelser. Ingen kroatere er af det kroatiske styre anklaget for at have begået krigsforbrydelser i Vukovar. Omvendt har Kroatien rettet en stærk kritik imod den Internationale Domstol i Haag for arrestationer af kroatere, der har begået grusomheder.

Flygtningenævnets afgørelse 18.12.98:

Flygtningenævnet stadfæster udlændingestyrelsens afslag med begrundelsen “at ansøger ikke inden udrejsen har været udsat for overgreb eller en sådan forfølgelse fra myndigheders side, at det kan karakteriseres som forfølgelse.........Der er ikke i baggrundsoplysningerne holdepunkter for at antage, at amnestilovgivningen tilsidesættes på en sådan måde, at der herved kan foreligge asylbegrundende forfølgelse”.

Ligesom udlændingestyrelsen negligerer Flygtningenævnet internationale observatørers beretninger.

Hvad angår chikane fra civilbefolkningen, angiver Flygtningenævnet at Milenko må søge beskyttelse hos myndighederne.

Flygtningenævnet tager ikke stilling til at det er en politibetjent og folk med kontakter il politiet, der gentagne gange har opsøgt Milenko og truet ham på livet. Den myndighed, som skulle yde ham beskyttelse.

Leif Bork Hansen:

Efter afslaget gjorde Præsten Leif Bork Hansen offentligt danske myndigheder opmærksom på at han ville hjælpe serbiske asylansøgere med at skjule sig, p.g.a. den forfølgelse og fare de befandt sig i ved at blive sendt tilbage til Kroatien. Formålet var at råbe de danske myndigheder op om forholdene i Østslavonien, og de serbiske flygtninges berettigelse til at opnå asyl.

Kim Andersen:

Tidligere langturschauffør i Østslavonien Kim Andersen har sammen med Leif Bork Hansen gang på gang rendt danske myndigheder på dørene. Den ene rapport efter den anden er blevet fremlagt. Sjældent har der været fremlagt så megen og så hyppig dokumentation om forholdene fra asylansøgeres hjemland og deres berettigelse til at opnå asyl.

Mere dokumentation: Europarådets rapport 9.april 1999:

Europarådet retter i sin rapport en omfattende kritik imod den kroatiske regering for manglende retssikkerhed og diskrimination af det serbiske mindretal. Som i ovenstående omfatter kritikken administration af amnestireglerne, kroatisk besættelse af serbernes huse, udelukkelse af serbere fra arbejdsmarkedet, fratagelse af pension, mediehetz m.m.

DR Dokumentar P1, april 1999:

En rapporter fra P1’s Dokumentargruppe tog til Vukovar for selv at undersøge forholdene. Han producerede et seriøst og veldokumenteret program om forholdene i Vukovar. I programmet bringes bl.a. et langt indslag med chefen for OSCE i Vukovar, Kristian Karphammer.

Resultat:

Fact-finding mission:

Skønt den megen dokumentation sender danske myndigheder nu selv en delegation til Vukovar på fact-finding. Det kom der endnu en rapport ud af.

I stedet for at tage sagerne op til revidering idømtes Leif Bork Hansen 20.5.99 20 dages hæfte for at hjælpe serbiske flygtninge fra Østslavonien med at skjule sig i Danmark efter at de havde fået afslag på asyl

Milenko valgte ikke at skjule sig. Af danske myndigheder fik han yderligere garanti for, at han ikke stod opført på kroatiske lister over mistænkte for krigsforbrydelser. Danske myndigheder oplyste at have oplysningerne fra UNHCR. Milenko forlod frivilligt Danmark. Umiddelbart efter sin hjemkomst blev Milenko opsøgt af sine to tidligere forfølgere og truet på livet, og med at de ville få ham i fængsel for livstid. Et par dage efter blev Milenko arresteret og anklaget for at have begået krigsforbrydelser mod fem forskellige civile. Krigsforbrydelserne skulle iflg. anklageren være foregået henholdsvis i 1991, 92 og 93.. Tiltalen for krigsforbrydelser kan medføre op til tyve års fængsel. Milenko anklages i den forbindelse også for røveri.

Udover hvad fængslingen indebærer for Milenko’ egen livskvalitet, lever hans kone og børn i dyb fattigdom. Milenko’ kone har store udgifter til advokatbistand. Hvert retsmøde har kostet 200 DM til advokatbistand. Retsmøder har der været en del af, eftersom anklagerens vidner kommer med uoverensstemmende forklaringer. Uoverensstemmelse i vidneudsagn har ikke medført tiltalefrafald, kun at retssagen gang på gang skulle gå om. Der forlanges ikke bevisbyrde eller sandsynliggørelse af anklagen. Som Milenko forklarede de danske myndigheder i sin asylansøgning kan en anmeldelse fra to vidner om en kriminel handling føre til arrestation og domsfældelse.

Det kroatiske retssystem:

Under varetægtsfængslingen har Milenko’ advokat overfor undertegnede under et besøg i Vukovar fortalt, at han har opfordret Milenko til at erkende sig delvis skyldig i anklagerne, idet han dermed mente at kunne få Milenko anklaget for almindelig kriminalitet og dermed opnå en begrænset straf.

Milenko nægter sig pure skyldig og har fastholdt sin ret til en retfærdig retsbehandling. Advokaten mente, at dette ville skade Milenko’ sag, og oplyste han derfor havde forsøgt at få Milenko’ kone til at overtale Milenko til en delvis tilståelse. Dette var ikke lykkedes, advokaten mente her efter at undertegnede havde bedre mulighed for at overbevise Milenko’ kone om at hun skulle lægge pres på Milenko. På min forespørgsel til Milenko’ kone, om jeg mon havde forstået advokatens opfordring rigtigt, bekræftede hun, at advokaten havde bedt hende om at overbevise Milenko om, at han stod sig bedst med en delvis tilståelse. Hende og Milenko var enige om, at han ikke skulle tilstå en falsk anklage imod ham. Hun forklarede desuden at hun under krigen har boet og levet sammen med Milenko og ved hvad han har foretaget sig og ikke foretaget sig.

Dommen: (Reference OSCE, Vukovar)

Efter et år og 7 mdrs. varetægtsfængsling idømtes Milenko 23.5.2001 seks års fængsel for krigsforbrydelser, alene på grundlag af de fremførte vidneudsagn. (Minimumsstraffen for krigsforbrydelser er 5 år). Retten fandt de hårde tider 1991 som formildende omstændighed, sammen med den psykologiske påvirkning efter mordet på Milenko’ far, og de tilstødende problemer i forbindelse med at Milenko’ kone er kroat. Dommeren unerkendte anklagen for røveri, idet han anså Milenko' deltagelse i en husransagelse var foregået under udførelse af hans tjeneste i militsen. Milenko blev ved siden af fængselsstraffen på 6 år pålagt at betale sagsomkostninger 6.800 kuna (6.800 kr).

Milenko' advokat krævede i retten frifindelse under påberåbelse af vidnerneudsagnenes manglende sandhedsværdi. Advokaten påpegede det ene vidnes mentale forfatning, og bekræftet af en psykiatrisk ekspert, idet vidnet ikke er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed. Som det andet påpegede Milenko’ advokat, at ingen af ofrene med sikkerhed havde været i stand til at udpege Milenko som den der havde begået forbrydelserne. Det tredie vidne, påpegede Milenko’ forsvarer, havde inden indledningen af retsproceduren krævet økonomisk erstatning for nogle ejendele, der var forsvundet fra hans hjem. Milenko havde nægtet at give ham erstatning, så heller ikke dette vidneudsagn kunne betragtes som troværdigt.

OSCE, Vukovar: udtalelse om dommen:

"1. Retsprocedurens længde var ikke i overensstemmelse med kriminallovens procedure art. 10, som giver den anklagede ret til at få forkyndt en kendelse indenfor kortest mulig tid."

"2. Vidner og identificering af den anklagede virkede tvivlsomme, men retten tog dem som pålidelige. Dette er ikke i overensstemmelse med artikel 351, § 2, som beordrer retten til at foretage en omhyggelig vurdering af hver enkeltes bevisførelse."

"3. Den afsagte kendelse er tæt på det legale minimum (forseelsens minimumstraf er 5 år), hvilket betyder at retten fandt alvorlige formildende omstændigheder til gavn for den anklagede.

Hele karakteren af kriminalrettens strafudmåling var således, at den ikke bør udtales ved hjælp af en moderat sætning, men den konkrete grund for kendelsen vil fremgå klart af domsskriftet."

Muligheder for at anke fængselsdommen til Landsretten:

Den kroatiske advokat vil gerne anke dommen over Milenko til deres Landsret. En rettidig anke skal ske inden 15 dage efter at byrettens dom foreligger på skrift. Der er imidlertid ingen regler for, hvornår dommen skal foreligge skriftligt, efter at den er afsagt i retten.

Retten ikendte Milenko 6 års fængsel 23. maj 2001. Det næste halve år gik med rykkere for et domsskrift, for uden domsskrift kunne dommen og grundlaget for domsafsigen ikke kontrolleres af OSCE og heller ikke ankes.
Domsskriftet kom, sagen blev anket og OSCE rettede kritik af rettergangen. Efter at Milenko havde siddet 2 år og 9 mdr. i fængsel, nåede Landsretten frem til at hele sagen burde gå om. Milenko blev løsladt, sagen gik om, og Milenko blev af retten i Vukovar dømt igen: Dommen blev reduceret fra de tidligere 6 år til 3 års fængsel ialt.

3 år i fængsel reelt på grundlag af anklager fra to mænd, der vidnede for hinanden, og havde forsøgt at tvinge Milenko til at afgive sin ejendom til dem.

Milenko orkede efterfølgende ikke flere forsøg på at opnå en fair retssag. Han havde i forbindelse med første retssag og frem til Landsrettens underkendelse af retsprocessen siddet i varetægt 2 år og 9 mdr. Milenko valgte for at komme videre med sit liv at afsone de sidste 3 mdr. og få sagen sluttet.

Vi klagede efter dommen til Udenrigsminister Per Stig Møller over at Danmark ikke havde gjort noget for at hjælpe Milenko. Det var trods alt Danmark, der havde afslået Milenko asyl og bedyret ham, at han roligt kunne tage tilbage til Kroatien.

Udenrigsministeren svarede: Manden er dømt for krigsforbrydelser, og det skal Danmark ikke beskytte imod.

Og således Milenko selv gift med en kroatisk kvinde og begge forfuglt grundet deres etnisk blandede ægteskab, stemplet som krigsforbryder imod Kroatien.