Kære redaktion i TV2

Vi skriver vores henvendelse til jer som et åbent brev. Det gør vi, fordi vi tirsdag hørte minister Rikke Hvilshøj på samrådet sige, at hun var blevet påvirket af TV2s billeder af de udsendte Kosovo-flygtninge. Midt i de udsendte familiers tragedie, synes vi selvfølgelig, det er glædeligt at TV2 med sine skildringer har formået at påvirke ministeren, og omvendt er det glædeligt at opleve, at ministeren kan lade sig påvirke.

Men nu kommer vores dilemma. Fordi længe før TV2s dokumentar, har Støttekredsen til ministeren både sendt video-optagelser og en rapport fra et besøg i kosovo i oktober måned. Men hverken vores video-optagelser eller supplerende rapport  påvirkede ministeren til at gøre noget for de udsendte Kosovo-flygtninge. Så det er åbenbart nemmere for ministeren at lade sig påvirke, når skæbnerne skildres af TV2. Alt er relativt, det er ordet ”bedre” også. Har man ikke set TV2s dokumentar, kan man fejlagtigt tro, at de skæbner, der blev skildret havde det godt, når vi her skriver, at TV2 skildrede nogen af de bedre stillede.  Men det var faktisk nogen af de bedre stillede udsendte Kosovo-flygtninge TV2 viste. Dem der har set udsendelsen vil vide, at så er det slemt, når nogen af de udsendte flygtninge er ringere stillet endnu. Men det er de, og derfor vi tror, at det kan have en effekt på ministeren, hvis TV2 også vil skildre de ringest stillede, og hvordan deres tilværelse tager sig ud i dag. Og derfor denne henvendelse med en anmodning til TV2 om at gøre det.

Vi har omtalt nogle af familierne tidligere, men vi fortæller gerne igen og mere uddybende om, hvad der er gået for sig før og efter de blev sendt ud. På video-optagelserne sendt til ministeren, møder vi den lille dreng Islam, og bliver vist rundt i de ruiner, Islam, hans søskende og forældre er sendt ud til. På videoen ser vi derimod ikke Islams mor, som er stang psykotisk. Hun var bange for at blive filmet, så det har vi fortalt supplerende om i vores rapport.. - Og selvom Danmark sendte en bærepose med beroligende piller med familien til at overleve på de første 3 måneder (det var den hjælp de fik), så er det ikke vores indtryk at et liv i ruiner, og ruiner skal her tages bogstaveligt, gavner Islams mors helbredelse. Faktisk smitter moderens paranoide tilstand af på alle hendes 5 børn og hendes mand. De turde ved ankomsten til Pristina ikke tage imod de 500 euro, som alle udsendte familier har fået til at overleve de første uger efter udsendelsen til Kosovo. Familien vil gerne have hjælp, har brug for hjælp, men er så frygteligt bange. Nogle gange tør de ikke tage imod hjælp og heller ikke fra alle. De er syge og af skræk, og  syge af skræk blev de sendt ud.  

Inden familien blev sendt ud, styrtede Charlotte fra Støttekredsen rundt til ministerium, Røde Kors efter akter og tilbage igen i et forsøg på at råbe ministeriet op om hvor syg, den mor er, og hvordan det påvirker hele familien. Charlotte rendte i ministeriet blot panden imod en mur. Men orienteret var ministeriet om familiens tilstand, og også om de manglende behandlingsmuligheder i Kosovo. Der er skrevet spalter op og spalter ned om de manglende behandlingsmuligheder i Kosovo til ministeriet og i årevis. UNMIK har heller ikke på noget tidspunkt meldt at behandlingsmulighederne skulle være blevet bedre. De har blot meldt at lande, der sender flygtninge ud selv må tage ansvaret for dem.  UNMIKs ændrede politik med at overlade ansvaret til landene selv, skal ses på baggrund af pres, bl.a fra den danske regering for at få lov til at sende alvorligt syge flygtninge ud til Kosovo.

Ministeriet kendte til alle forholdene om familien her og Kosovo, og en uge før familien blev sendt ud, blev børnenes far sat i Sandholmfængslet, for at sikre at hele familien nu også var der, den dag politiet skulle sætte dem på et fly til Pristina.

Da vi besøgte familien i Kosovo, sad de så bag store rustne porte med kæder  - i deres ruiner med en dansk plasticpose med beroligende piller. Et grotesk syn.  Ingen repræsentanter for Danmark havde set til dem. Familien er etnisk  Ashkali, og har været udsat for intens forfølgelse og blev fordrevet fra Kosovo i sin tid. Familien er bange for at blive overfaldet igen, og opsøger ikke selv nogen. Familien ”bor” (hvad skal man ellers kalde det, for de ”bor” jo ikke, når der ikke er noget at bo i, de er der) i en lille landsby flere hundrede kilometer fra Flygtningehjælpens kontor. Og når der ikke er offentlig transport, og man ikke har bil eller penge til en taxa, og i det hele taget ikke har hørt om flygtningehjælpens kontor i Kosovo, hvad familien her ikke havde, førend vi fortalte dem om det, så er man afskåret fra at søge hjælp. Og man er også puttet godt af vejen. Familien kunne måske gå til kommunen, men den har jo heller ikke penge, Kosovo er efter krigen fattig. Og kommunen er desuden albansk, og det er albanere familien er mest skrækslagen for. Vi hævder ikke, at albanerne i dag vil gøre dem fortræd, vi ved det ikke. Men det der skete var under krigen, og så meget skete der, så familien i dag er rædselsslagne bare ved ordet ”albansk”. Noget af et problem, når man er I Kosovo, hvor flertallet og majoriteten i dag er albansk. Og selvom der i flygtningekonventionerne er noget der hedder ”en så stærk subjektiv frygt begrundet i konkrete begivenheder bør give ophold”, så valgte Danmark også at se bort fra denne konventionsbestemmelse og at sende familien ud. En mor dybt psykotisk af frygt og angst med en bærepose med beroligende piller, og hele familien paranoide.

Efter nogen overtalelse gav familien under vores besøg os lov til at kontakte Dansk Flygtningehjælp i Kosovo.  Vel grundet deres desperate situation, men også fordi vi fortalte, at det var danskere, der sad i flygtningehjælpens kontor i Pristina, hvad vi troede det var. Og vi lovede også at flygtningehjælpen ville komme ud, hvad vi troede de ville gøre og ville være forpligtiget til at gøre. Det indtryk havde vi fået af oplysningerne om startpakke på flygtningehjælpens hjemmeside, inden vi tog til Kosovo.  

Vi tog fra familien, og næste morgen til flygtningehjælpens kontor i Pristina. Her blev vi så taget imod af en albansk medarbejder for flygtningehjælpen. Og det er ikke fordi vi selv mistænker ham for at ville gøre familien fortræd, vi kender ikke manden, men vi havde lovet familien under ingen omstændigheder at give deres adresse til nogen albanere. At gøre det alligevel, ville være et tillidsbrud uden lige over for en familie hvis tillid til mennesker i det hele taget kan ligge på en lillefingernegl. På den anden side var det lidt hip som hap. For den lokale medarbejder i Pristina oplyste, han havde sin liste at gå efter, og kun dem, der havde skrevet under på frivillig udrejse kunne blive omfattet af starthjælpspakken og stod på hans liste, og familien her havde ikke skrevet under. Det vidste han, han havde været hos alle på sin liste. Efter noget snak frem og tilbage, lovede han dog, at familien måske kunne få 3 måneders madpakken, og at han ville kunne tage derud efter en uges tid, hvis familien selv og flygtningehjælpen i Danmark ville tillade det.

Familien kunne vi ikke få fat i. Men jeg ringede omgående til Danmark og bad nogen der, om at kontakte Flygtningehjælpens kontor i Danmark. Det blev så gjort, men endte blot ud i at vedkommende fik en adresse til flygtningehjælpens kontor i Pristina, med besked om at videregive den til familien.  Det endte med at Charlotte fra Støttekredsen ugen efter igen sendte af sine egne penge og tøj til familiens overlevelse.

Pigen Adisa i en anden lille by, hun har svær astma. For et halvt år siden blev Adisa sendt ud. For en uge siden fik Adisa besøg af en dansk læge udsendt af Danmark. Vel et led i ministerens  ”akutte” undersøgelsesdelegation, udsendt til at undersøge behandlingsbehovet,  et halvt år efter Adisa og mange andre blev sendt ud. Ministeriet var inden udsendelsen også oplyst om Adisas sygdom, hendes mors psykiske sygdom, og stadig om de manglende behandlingsmuligheder i Kosovo. Lægen på besøg hos Adisa i sidste uge konstaterede, at Adisa har brug for medicin. Adisa har stadig ikke fået medicin.  Foreløbig har Støttekredsen et par gange sørget for penge til Adisas medicin. Vi mener, når nu den danske stat er så ”fattig”, ikk!. For det må se sort ud for statskassen, når regeringen er nødt til at trække på midlerne fra en lille frivilligforenings og privatpersoners slunkne pengekasser, for at holde liv i tvangsudsendte flygtninge. Og medicin har Adisa brug for meget af. Det gavner ikke ligefrem Adisas astmalunger at ”bo” i et lille utæt og fugtigt værelse raseret af krigen. Og et sted for familien at bo, var der heller ikke undersøgt eller sørget for inden familien blev sendt ud til et krigshærget land.

Og selvom Adisas far og mor skrev under på en frivillighedserklæring, så er de tvangsudsendte. Det er alle kosovo-flygtninge, der blev udsendt i sommeren 2006. Dem der skrev under, blev skræmt til at skrive under, da de så hvordan de første familier blev hevet ud af sengen tidligt om morgenen under stort pollitiopbud, og politiets trusler om at udsætte alle  for det samme, hvis ikke de skrev: Frivillig udrejse.

Der var både pisk og gulerod, for at bruge regeringens sprogterm. Det må af en eller anden grund være meget vigtigt for ministeren at få det til at se ud som om, at Kosovo-flygtningene rejste tilbage af egen fri vilje. Hvad ministeren på samrådet tirsdag også hævdede at nogen af dem var. Men det er ikke sandt. Alle der skrev under blev truet til at skrive under og lokket med løfter om hjælp. Var nogen ikke blevet møre, efter at de første var blevet hentet, blev de det,  da næste familie blev hentet på samme måde som første. Og havde nogen endnu ikke fundet pennen (mange var faktisk handlingslammede af chok), for dem kredsede politiet rundt i store busser i Sandholm, og holdt dem fast i en skruetvinge af rædsel. Ingen kunne lade være med at holde øje på politiets bus, stopper den om lidt? og er det denne gang mig?  Børnene i Sandholm var rædselsslagne.

Atmana, pigen der bryder sammen på videoen, er fra en tredje lille by. Det var den første familie, der blev sendt ud, og den familie, de danske myndigheder brugte som skræmme-eksemplet  for de andre. Atmana og hendes familie blev gidsler i ministerens spil om  frivillighedseklæringer. Men heller ikke Atmanas sammenbrud på videoen har ministeren ladet sig påvirke af. Atmanas far er psykisk syg. Vi har søgt humanitærsagen genoptaget. Ministeriet har svaret, at de ikke har tid til at behandle anmodningen foreløbig. Og heller ikke Atmana og familie var kommet på listen over familier, der skulle have hjælp. Også her gik vi til flygtningehjælpen, i Danmark. Flygtningehjælpen oplyste at familien højest kunne få en 3-mdrs madpakke i starthjælp fra Danmark, og havde ellers ikke nogen anelse om den familie.  Vi kender heller ikke alle familierne, men vi kan fortælle om mange endnu, som aldrig kom på listen, og som det aldrig var den danske regerings hensigt skulle have en smule hjælp, imens man udadtil tog ansvar og udadtil også gør det nu.

Adisa har stadig ikke fået sin medicin, og bor stadig i et utæt fugtigt værelse, raseret af krigen.

Det er måneder siden jeg besøgte familierne i Kosovo. I mareridt om natten møder jeg stadig de udsendte børn og deres forældre. Jeg har mareridt over, at jeg måtte efterlade dem i en så skrækkelig forfatning i Kosovo og i de omgivelser, de er udsendt til.

Jeg tror det kan påvirke ministeren, hvis TV2 skildrer nogle af disse familiers skæbner. Om ikke andet, fordi de bliver skildret af TV2. Og om ikke andet bør danskerne have fuld oplysning om, hvor slemt det er, og det får de ikke af vide af ministeren.

I håbet om at I vil se positivt på vores forslag

Med venlig hilsen
for støttekredsen

Mona Ljungberg