| Støttekredsen for Flygtninge i Fare | |
| 7-10-2008 Støttekredsens nyhedsbrev |
Danmark sender igen alvorligt syge flygtninge ud til Kosovo |
|
I februar 2007 lovede den tidligere minister Rikke Hvilshøj, at alvorligt syge Kosovo-flygtninge ikke længere ville blive udsendt til Kosovo. Baggrunden var, at det kom frem i medierne, at der ikke er et fungerende sundhedsvæsen i Kosovo. Det sundhedsvæsen er ikke blevet eksisterende af, at ministeren nu hedder Birthe Rønn Hornbech.
Støttekredsen erfarer, at ministeriet har afslået at forlænge humanitær opholdstilladelse til et ægtepar, begge alvorligt syge. Manden har tendens til blodpropper og er i behandling i Danmark, og skal kunne indlægges akut. Hans kone har en behandlingskrævende nyrelidelse. Ægteparret og deres nu store børn har haft humanitær opholdstilladelse i Danmark i 2 år. Forinden har de levet i årevis på danske flygtningecentre. Parrets 3 børn er nu unge mennesker vokset op i Danmark og har opstartet en tilværelse. Ministeriet har begrundet sit afslag på forlængelse af opholdstilladelsen med, at det iflg. ministeriets kilde er muligt at blive behandlet af privatlæger imod forholdsvis billig betaling. I så fald benytter ministeriet sig af en upålidelig kilde. Får de to brug for akut indlæggelse, er der ikke behandlingskapacitet i Kosovo. Syge må tage til henholdsvis Albanien og Serbien og betale for behandling. Det er både dyrt og alt for langt, hvis manden pludselig får en blodprop. Den behandling man kan få ved privatlæger i Kosovo er absolut heller ikke billig. Da undertegnede var i Kosovo i juli måtte en kvinde tvangsudsendt i 2006 betale 80 euro til en privat læge for et efter danske normer ikke vanskeligt indgreb, men absolut nødvendigt. 80 euro er en tredjedel af hendes mands månedsløn. Hun og manden var helt fra snøvsen, fordi lægebehandlingen af hende betød, at der simpelthen ikke var penge til mad hver dag resten af måneden. Ægteparret, som Danmark nu vil sende tilbage er begge for syge til at arbejde. Det er dybt uansvarligt at sende ægteparret ud til Kosovo. Det er dybt uansvarligt at smadre tilværelsen for 3 unge mennesker, der endelig var kommet i gang med et liv. – At man i regeringen lader som om, at man ikke har kendskab til forholdende i Kosovo, fordi man siden februar 2007 har skiftet minister – understreger blot uansvarligheden og regeringens manglende kæring om menneskeliv. |
| Dette websted bruger frames:
Har du fundet det via søgemaskine og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her |
|