| Støttekredsen for Flygtninge i Fare | |
| 23-08-2008 Støttekredsens nyhedsbrev |
Hvad vi ikke får oplyst om Kosovo |
|
I slutningen af juli er jeg på besøg hos familien Shema, et ægtepar med 4 børn, tvangsudsendt til Kosovo af Danmark. Pludselig spørger børnenes far mig: ”har du hørt om den bombe i Lipjan?” Lipjan er en lidt større by, familien Shema bor i en lille landsby 4 – 5 km der fra. Jeg har ikke hørt om nogen bombe og spørger hvornår? ”For kun et par dage siden”, fortæller børnenes far. ” Det var en kæmpe eksplosion om natten. Vi troede det var lige ude foran vores hus, hele huset rystede.” Dagen efter mit besøg hos familien Shema kontakter jeg OSCE i Kosovo (Organisation for europæisk sikkerhed og samarbejde). OSCE bekræfter oplysningerne om bomben i Lipjan. (Det er kun den jeg spørger om). OSCE skynder sig også at oplyse, at man regner situationen for sikker. Ja, og sandsynligvis er der ikke ved at bryde ny krig ud i Kosovo. Bomben i Lipjan og bomben i byen Ferisaj samme dag og de andre bomber hen ad vejen er enkeltepisoder – men for dem bomberne er rettet imod, er situationen ikke spor sikker. Og hvem ved, hvem den næste bombe er rettet imod? Familien Shema er ikke etniske albanere. De er etniske ashkali (kaldet ægyptiske sigøjnere og indvandret i Europa omkring år 1200). Før familien flygtede fra Kosovo i 2001 var de udsat for 4 enkeltepisoder (bomber). En bombe var surret fast til husporten udefra. Dem der gjorde det, satte efterfølgende ild til hegnet ved deres hus. Da to slægtninge åbnede porten for at løbe efter hjælp og slukke branden, blev de sprunget i luften. Senere blev uset lagt en bombe ud i familiens mark. Det var et tilfælde, at børnenes far opdagede den, og ikke ramte den med mejetærskeren. Bomben i marken fik bægeret til at flyde over og udløste beslutningen om at flygte. Efter at familien Shema var flygtet, blev huset raseret af en granat, der blev kastet ind. Alt sammen enkeltepisoder sagde flygtningenævnet, og ikke asylbegrundende forfølgelse. Ægteparret Shema har 4 børn, 2 piger og 2 drenge. Børnenes mor er stangpsykotisk. Det var hendes to brødre, der blev dræbt af bomben bundet fast til porten. Familien har nu været tilbage i Kosovo i 2 år. De to piger går ikke i skole. De tør ikke. Den store dreng på 17 år og den mindste på 8 år går i skole. Den store mest for at passe på den mindste. Den mindste har haft en flænge i hovedet af sten, der blev kastet efter ham. Ellers går ingen af dem nogen sinde ud, og de er bange hver gang de nærmer sig porten. Familien Shema har faktisk også en slægtning med asyl i Danmark. En slægtning, der fik asyl med samme begrundelse som de fik afslag. Med venlig hilsen |
| Dette websted bruger frames:
Har du fundet det via søgemaskine og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her |
|