| Støttekredsen for Flygtninge i Fare | |
Flere Reaktioner på oplysning |
|
| 17-02-2007: Støttekredsens Nyhedsbrev |
Kære Rikke Hvilshøj Kan du forestille dig at leve i et land med dødstrusler og vold imod dig, din mand, dine børn, og ingen anden udvej end at forlade dit land, dit hjem, og rejse langt væk? Hvordan det er hverken at kunne tilkalde politi eller livvagter, når nogen begår den slags ugerninger imod én? Måske bare fordi, I er lyshårede. Jeres navne? Din tro? Kan du forestille dig afsked med venner og familie i al hast og frygt – vel vidende, at du måske aldrig ser dem igen? Hvad vil du pakke, hvad vil du sælge (hvis der er tid)? – Og de penge, der skulle have sikret dine børns uddannelse, der nu går til at betale menneskesmugleren, jeres redningsmand, der kører jer tusinder af kilometer gemt i en lastbil, uvist hvor hen. Til sidst havner I tilfældigt, hvor? I Danmark - et land, hvor der er fred og demokrati. Sikkerhedens paradis? Det værste er overstået. Eller er det? Sandholm ligner et fængsel, og de første, der møder jer i Danmark, er politiet, der afhører jer om, hvordan I er kommet her til, og om I på jeres vej her til har været igennem lande, som Danmark har mulighed for at sende jer ud til. Tolken der skal oversætte, er svær at forstå, han taler knapt jeres sprog. I indlogeres i en lejr, i et lille værelse, og møder forbud alle vegne. Forbud imod at arbejde og klare jer selv, forbud imod at finde et sted at bo, forbud imod dansk undervisning, forbud, forbud, forbud. (hvor mange værelser har du for resten nu?). Du får at vide, at der kommer svar på asylansøgningen snarest - men dagene går i venten med tanker (hvad skal tiden ellers gå med?) på dem der hjemme og fremtidens frygt og håb. Og alligevel i starten mest håb. De få danskere I trods alt møder i lejrens isolerede dagligdag virker både venlige, forstående, fredelige. Så kommer det første brev: Afslag på asyl. De danske myndigheder har alligevel intet forstået, eller måske var du ikke god nok til at forklare dig. Eller din mand var ikke. De skriver at I lyver, eller tager fejl, og at truslerne og volden flygtede fra slet ikke er så slem, og at I bare kan rejse tilbage, og ikke bare at I kan, men at I skal rejse ud af Danmark, straks! Også selvom dit håb nu har vendt sig til desperation, og du forsøger at forklare, igen og igen. Også selvom du finder og fremviser rapporter, der bekræfter, hvad I har forklaret om forfølgelser, krig, diktatur, i dit hjemland. Ja, nikker myndighederne, de rapporter kender vi godt. I tvangsudsendes til jeres hjemland, hvis I ikke rejser frivilligt. Men I kan alligevel ikke udsendes sådan lige nu, uden at Danmark kommer i konflikt med internationale organisationer. Man må ikke udsende folk til lande, hvor de er i risiko. Men Danmark kan tvinge jer til at opholde jer i en lejr under kummerlige vilkår. Og sådan går 5 år. 6 år. 7 år. Og så pludselig efter et møde mellem de europæiske lande, siger UNHCR til Danmark: Vi modsætter os ikke længere, at I sender dem tilbage, men det bliver på jeres eget ansvar. Kl. fem om morgenen bliver du, din mand, dine børn vækket af 7 politifolk, der buldrer på døren til jeres værelse i lejren. Dine børn græder og er bange. I får 15 minutter til at komme i tøjet og pakke, politiet står og presser på "kom så i gang, skynd jer, skynd jer". Og 15 minutter senere køres I til Kastrup.12 timer senere står du ved resterne af det, der engang var jeres hus. Resterne af din nabos hus. Din genbos. Hele gader med afbrændte huse. Du og din mand står der med jeres børn. I hånden har du en plasticbærepose stopfyldt med beroligende medicin. En afskedsgave fra Danmark sammen med 300 Euro (ca. 2000 kr) til at starte på en frisk. Hvad gør du?
Med venlig hilsen Kære Rikke Hvilshøj!
leif kabelmann Kære Rikke Hvilshøj!
Lene Malmstrøm Kære minister Jeg skammer mig over at være dansker, efter at have set de sendte udsendelser om asyl børn spørger jeg mig selv, hvilke tanker løber der gennem en regering der fører den form for udlændingepolitik? Hvad sker der i en ministers hoved? Danmark er så rigt et land, vi burde skamme os, de danske asylcentre er ikke bedre end den amerikanske Guantanamo lejer, de mennesker der opholder sig sådanne steder lever idet uvisse, er der noget at sige til at voksne mennesker bliver nedbrudt, hvordan ville ministeren have det hvis hun blev frataget muligheder for at forsørge sine kære, sin familie, og ikke hvide hvad der sker i morgen? Hvordan ville de have det, hvis de blev vækket kl. 5 om morgenen for at blive kørt til et fly og ikke vide hvad der sker når det lander? Jeg skammer mig og jeg vil håbe at den danske befolkning vil huske disse billeder til næste valg, som ikke kan komme hurtigt nok. Kom nu Rikke vis Du har hår på brystet og lad dig ikke dikterer af DF, som kvinde burde Du vise hvad Du indeholder. Jeg grimmes Kære Rikke Hvilshøj!
Leif Stani Leszczynski Kære Rikke Hvilshøj!
Lisbeth Kjeldsen Kære Rikke Hvilshøj!
lone bording jensen Kære Rikke Hvilshøj!
Tom Vilhelm Jensen Kære Rikke Hvilshøj!
maja petersen Kære Rikke Hvilshøj!
Maria Mac Dalland Kære Rikke Hvilshøj!
Michael Birkemose Kære Rikke Hvilshøj Kan du forestille dig at leve i et land med dødstrusler og vold imod dig, din mand, dine børn, og ingen anden udvej end at forlade dit land, dit hjem, og rejse langt væk? Hvordan det er hverken at kunne tilkalde politi eller livvagter, når nogen begår den slags ugerninger imod én? Måske bare fordi, I er lyshårede. Jeres navne? Din tro? Kan du forestille dig afsked med venner og familie i al hast og frygt – vel vidende, at du måske aldrig ser dem igen? Hvad vil du pakke, hvad vil du sælge (hvis der er tid)? – Og de penge, der skulle have sikret dine børns uddannelse, der nu går til at betale menneskesmugleren, jeres redningsmand, der kører jer tusinder af kilometer gemt i en lastbil, uvist hvor hen. Til sidst havner I tilfældigt, hvor? I Danmark - et land, hvor der er fred og demokrati. Sikkerhedens paradis? Det værste er overstået. Eller er det? Sandholm ligner et fængsel, og de første, der møder jer i Danmark, er politiet, der afhører jer om, hvordan I er kommet her til, og om I på jeres vej her til har været igennem lande, som Danmark har mulighed for at sende jer ud til. Tolken der skal oversætte, er svær at forstå, han taler knapt jeres sprog. I indlogeres i en lejr, i et lille værelse, og møder forbud alle vegne. Forbud imod at arbejde og klare jer selv, forbud imod at finde et sted at bo, forbud imod dansk undervisning, forbud, forbud, forbud. (hvor mange værelser har du for resten nu?). Du får at vide, at der kommer svar på asylansøgningen snarest - men dagene går i venten med tanker (hvad skal tiden ellers gå med?) på dem der hjemme og fremtidens frygt og håb. Og alligevel i starten mest håb. De få danskere I trods alt møder i lejrens isolerede dagligdag virker både venlige, forstående, fredelige. Så kommer det første brev: Afslag på asyl. De danske myndigheder har alligevel intet forstået, eller måske var du ikke god nok til at forklare dig. Eller din mand var ikke. De skriver at I lyver, eller tager fejl, og at truslerne og volden flygtede fra slet ikke er så slem, og at I bare kan rejse tilbage, og ikke bare at I kan, men at I skal rejse ud af Danmark, straks! Også selvom dit håb nu har vendt sig til desperation, og du forsøger at forklare, igen og igen. Også selvom du finder og fremviser rapporter, der bekræfter, hvad I har forklaret om forfølgelser, krig, diktatur, i dit hjemland. Ja, nikker myndighederne, de rapporter kender vi godt. I tvangsudsendes til jeres hjemland, hvis I ikke rejser frivilligt. Men I kan alligevel ikke udsendes sådan lige nu, uden at Danmark kommer i konflikt med internationale organisationer. Man må ikke udsende folk til lande, hvor de er i risiko. Men Danmark kan tvinge jer til at opholde jer i en lejr under kummerlige vilkår. Og sådan går 5 år. 6 år. 7 år. Og så pludselig efter et møde mellem de europæiske lande, siger UNHCR til Danmark: Vi modsætter os ikke længere, at I sender dem tilbage, men det bliver på jeres eget ansvar. Kl. fem om morgenen bliver du, din mand, dine børn vækket af 7 politifolk, der buldrer på døren til jeres værelse i lejren. Dine børn græder og er bange. I får 15 minutter til at komme i tøjet og pakke, politiet står og presser på "kom så i gang, skynd jer, skynd jer". Og 15 minutter senere køres I til Kastrup.12 timer senere står du ved resterne af det, der engang var jeres hus. Resterne af din nabos hus. Din genbos. Hele gader med afbrændte huse. Du og din mand står der med jeres børn. I hånden har du en plasticbærepose stopfyldt med beroligende medicin. En afskedsgave fra Danmark sammen med 300 Euro (ca. 2000 kr) til at starte på en frisk. Hvad gør du?
Med venlig hilsen Michelle Lindemann Kære Rikke Hvilshøj!
Mikkel Blaabjerg Kære Rikke Hvilshøj!
Nina Lørring Kære Rikke Hvilshøj!
Ole Poulsen Kære Rikke Hvilshøj!
Ole Jeppesen Kære Rikke Hvilshøj!
Birte Hansen Kære Rikke Hvilshøj!
Orla Hansen Til minister Rikke Hvilshøj Selv for forfattere kan ordene slippe op. Jeg sidder i hvert fald her og glor på tastaturet og tænker: Et eller andet sted må de mennesker, som er ansvarlige for, at Danmark vender ryggen til mennesker i dyb nød, som de hjemsendte og hjemsendelsestruede Kosovoflygtninge, kunne nås. Foretager du aldrig det tankeeksperiment, at nogen, du selv holder af, dine børn fx, kunne komme i en situation, hvor de, uanset hvad vej de vender sig, ikke ser en udvej? Syntes du ikke, det var forfærdeligt, da du måtte flygte fra dit hus efter et attentat? Var du ikke glad for at have et sted at tage hen? At være omgivet af mennesker, der ikke var ligeglade? Det hedder empati, sådan noget, men ordet er ligegyldigt. Alle ord er ligegyldige, når man står over for en kynisme som den, du er sat til at repræsentere. Jeg er lige ved at væmmes ved mit eget sprog. Vibeke Marx Kære Rikke Hvilshøj Kan du forestille dig at leve i et land med dødstrusler og vold imod dig, din mand, dine børn, og ingen anden udvej end at forlade dit land, dit hjem, og rejse langt væk? Hvordan det er hverken at kunne tilkalde politi eller livvagter, når nogen begår den slags ugerninger imod én? Måske bare fordi, I er lyshårede. Jeres navne? Din tro? Kan du forestille dig afsked med venner og familie i al hast og frygt – vel vidende, at du måske aldrig ser dem igen? Hvad vil du pakke, hvad vil du sælge (hvis der er tid)? – Og de penge, der skulle have sikret dine børns uddannelse, der nu går til at betale menneskesmugleren, jeres redningsmand, der kører jer tusinder af kilometer gemt i en lastbil, uvist hvor hen. Til sidst havner I tilfældigt, hvor? I Danmark - et land, hvor der er fred og demokrati. Sikkerhedens paradis? Det værste er overstået. Eller er det? Sandholm ligner et fængsel, og de første, der møder jer i Danmark, er politiet, der afhører jer om, hvordan I er kommet her til, og om I på jeres vej her til har været igennem lande, som Danmark har mulighed for at sende jer ud til. Tolken der skal oversætte, er svær at forstå, han taler knapt jeres sprog. I indlogeres i en lejr, i et lille værelse, og møder forbud alle vegne. Forbud imod at arbejde og klare jer selv, forbud imod at finde et sted at bo, forbud imod dansk undervisning, forbud, forbud, forbud. (hvor mange værelser har du for resten nu?). Du får at vide, at der kommer svar på asylansøgningen snarest - men dagene går i venten med tanker (hvad skal tiden ellers gå med?) på dem der hjemme og fremtidens frygt og håb. Og alligevel i starten mest håb. De få danskere I trods alt møder i lejrens isolerede dagligdag virker både venlige, forstående, fredelige. Så kommer det første brev: Afslag på asyl. De danske myndigheder har alligevel intet forstået, eller måske var du ikke god nok til at forklare dig. Eller din mand var ikke. De skriver at I lyver, eller tager fejl, og at truslerne og volden flygtede fra slet ikke er så slem, og at I bare kan rejse tilbage, og ikke bare at I kan, men at I skal rejse ud af Danmark, straks! Også selvom dit håb nu har vendt sig til desperation, og du forsøger at forklare, igen og igen. Også selvom du finder og fremviser rapporter, der bekræfter, hvad I har forklaret om forfølgelser, krig, diktatur, i dit hjemland. Ja, nikker myndighederne, de rapporter kender vi godt. I tvangsudsendes til jeres hjemland, hvis I ikke rejser frivilligt. Men I kan alligevel ikke udsendes sådan lige nu, uden at Danmark kommer i konflikt med internationale organisationer. Man må ikke udsende folk til lande, hvor de er i risiko. Men Danmark kan tvinge jer til at opholde jer i en lejr under kummerlige vilkår. Og sådan går 5 år. 6 år. 7 år. Og så pludselig efter et møde mellem de europæiske lande, siger UNHCR til Danmark: Vi modsætter os ikke længere, at I sender dem tilbage, men det bliver på jeres eget ansvar. Kl. fem om morgenen bliver du, din mand, dine børn vækket af 7 politifolk, der buldrer på døren til jeres værelse i lejren. Dine børn græder og er bange. I får 15 minutter til at komme i tøjet og pakke, politiet står og presser på "kom så i gang, skynd jer, skynd jer". Og 15 minutter senere køres I til Kastrup.12 timer senere står du ved resterne af det, der engang var jeres hus. Resterne af din nabos hus. Din genbos. Hele gader med afbrændte huse. Du og din mand står der med jeres børn. I hånden har du en plasticbærepose stopfyldt med beroligende medicin. En afskedsgave fra Danmark sammen med 300 Euro (ca. 2000 kr) til at starte på en frisk. Hvad gør du?
Med venlig hilsen Per Jensen Kære Rikke Hvilshøj!
Mette Sommer Kære Rikke Hvilshøj!
Susan Møller Kære Rikke Hvilshøj!
tine boel sejbæk Kære Rikke Hvilshøj!
Viggo Tyrrestrup Kære Rikke Hvilshøj!
Yolanda Nordly Kære Rikke Hvilshøj!
Aase Bak-Nielsen Kære Rikke Hvilshøj!
Roni Klein Kære Rikke Hvilshøj!
John Nielsen |
| Dette websted bruger frames:
Har du fundet det via søgemaskine og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her |
|