Tirsdagen igennem fortalte DR-nyheder om en albansk familie, som det er besluttet at udsende til Kosovo, fordi den virksomhed faderen i familien arbejdede på flyttede.

Virksomheden vil gerne have at faderen fortsætter, han er en god medarbejder, men de danske myndigheder mener altså, at familien grundet virksomhedens flytten adresse nu skal udvises. (I parentes bemærket, det er det som Venstre kalder for ”Mennesket forud for systemet”.)

Vi vil gerne supplere DR med en ung Kosovo-albaners liv, der er blevet smadret pålignende måde, som den omtalte familie. – En ung Kosovo-albaner, der fra at være velintegreret i det danske samfund er blevet til et psykiatrisk tilfælde grundet en vanvittig asylpolitik.

I 1998 kom Mehdi 24 år gammel til Danmark som flygtning. Mehdi fik asyl med henblik på varigt ophold.

I Kosovo havde Mehdi oplevet nogle grimme ting, som han i Danmark formåede at lægge bag sig og starte på en frisk. Mehdi fik arbejde, bolig, har en dansk kæreste.

Med andre ord en velintegreret ung mand. Mehdi klarede sig fint, og da tiden kom ”juli 2002” til at søge forlænget ophold, regnede Mehdi naturligt med at få sin opholdstilladelse forlænget.

Men nej, Mehdi fik afslag på at få sit asyl forlænget, hvilket udlændingebestyrelsen begrundede med, at nu var der fred i Kosovo.

Sagen kører fortsat, men Mehdis arbejds- og opholdstilladelse er inddraget, så Mehdi ikke længere kan arbejde og forsørge sig selv. Hans arbejdsplads vil faktisk meget gerne have ham tilbage.

Kæresten kan Mehdi heller ikke bo sammen med, for imens sagen kører, forsøger myndighederne at sende Mehdi ud med tvang, så Mehdi lever nu i skjul.

Mehdi har intet i Kosovo at vende tilbage til. En syg mor, men hende kan Mehdi ikke hjælpe, hvis han er i Kosovo. Der er ikke lønnet beskæftigelse til Mehdi i Kosovo.

Kosovo er yderst fattigt efter krigen. I Kosovo har Mehdi en syg mor, I Danmark en kæreste og venner, som Mehdi gerne vil blive sammen med. Nogle vil måske mene at kæresten bare kan tage med Mehdi til Kosovo. Måske, men kæresten er under uddannelse, som så skal afbrydes, og hvad skal de egentligt leve af i Kosovo. Kæresten taler desuden ikke albansk, men Mehdi taler dansk. Så uanset, om hun bliver i Danmark eller tager med til Kosovo, vil også hendes tilværelse være smadret. Tager hun ikke med, skal hun undvære Mehdi.

Efter at have gjort hvad han skulle og kunne for at blive integreret i det danske samfund, og med succes må man jo sige, kan vi undre os over, at de danske myndigheder Og Bertel Haarder synes det er mærkeligt, at Mehdi har fået voldsomme psykiske problemer over at tæppet blev revet væk under ham og den tilværelse, som han havde bygget op i Danmark. Man synes det er mærkeligt at Mehdi føler sig utryg og reagerer på presset han nu igen udsættes for! – At de uhyggelige minder og frygten for fremtiden fylder Mehdis sind.

Det er slemt for de enkelte skæbner der bliver ramt. For os at se har regeringens udvisningspolitik en negativ dobbelteffekt.

Regeringen stiller krav til flygtninge, der får ophold i Danmark om at de skal gøre alt for at tilpasse sig det danske samfund, blive dansker. På samme tid stilles flygtningene overfor kravet om ikke at blive så danske, så de ikke efter et antal år i Danmark er parate til med få ugers varsel at bryde op med det danske samfund og, vende tilbage til deres gamle kultur, rædselsfulde minder, og det land som er blevet dem fremmede at leve i.

Flygtningene bliver sat i en position, hvor de på en gang både skal indstille sig på at være danskere, og ikke være for danske, for de skal være indstillet på at forlade Danmark.

Så modsatrettede krav, er det umuligt for noget menneske at leve op til.

Regeringens egen udvisningspolitik er således den største forhindring for den integration, som regeringen prædiker.

Med venlig hilsen
bestyrelsen, Støttekredsen