Støttekredsens
nyhedsbrev
Danmarks gave til Arlinda
Netop selv hjemkommet fra Kosovo følger Arlindas triste øjne med alle vegne. Alle de udsendte børns triste øjne. Over alt hvor vi kom hen, var det det samme. De udsendte børn lider. Deres forældre lider. Mange af dem psykisk syge forældre. Flere af børnene på vej til at blive lige så psykisk syge som forældrene. En enkelt nyhedsmail kan ikke rumme al den sorg og pinsel vi mødte hos de udsendte børn i Kosovo. Det må komme lidt efter lidt. I anledningen startes med Arlinda.
Den 13. august 2006:
For nøjagtigt et år siden fyldte Arlinda 11 år. Tre dage efter tidligt om morgenen blev Arlinda tvangsudsendt til Kosovo. Det var Danmarks fødselsdagsgave til Arlinda. (Arlinda og Majlinda var de to piger, hvis skæbner blev skildret af TV2 i februar).
I dag lever Arlinda og hendes familie på endnu mindre plads end de havde i Avnstrup. Familien er indlogeret i et værelse i onklens hus. De havde intet at vende tilbage til. Om natten deler pigerne værelse med deres bedstemor. Pigerne må deles om en seng. (Husker du Henriette Kjærs forargelse over forholdene i de danske udsendelsescentre? Samme Henriette Kjær har givet sin fulde opbakning til, at børnene er sendt ud til endnu ringere forhold.)
Mandag den 13. august 2007:
Arlinda fylder 12 år.
Jeg ringer for at ønske til lykke og spørger, hvad hun har lavet på sin fødselsdag. ”Siddet og gloet” lyder svaret.
Jeg kunne have ladet være med at spørge, for jeg vidste det jo godt. Der er ikke penge til at fejre fødselsdag. Ikke penge til gaver. Børnene er bare der bag husmuren, og kommer i det store hele ikke udenfor.
”Må jeg fortælle dig noget” spørger Arlinda, og det må hun gerne. ”Jeg er så bange. Jeg har næsten ikke sovet i nat. Jeg er hele tiden så bange. Jeg ved ikke hvorfor”.
Arlinda fortæller, at det er tit hun vågner om natten, og er så bange at hun ikke tør sove igen. I mærkelige billeder om natten genoplever Arlinda krigens rædsler, og kan ikke sætte ord på. - Og en politiafthentning en tidlig augustmorgen, efter de mange års ophold i Danmark. Arlinda husker med rædsel, da hun fyldte 11 år, og frygter, hvad sker der ”nu når jeg bliver 12”.
Eneste gave til Arlinda på hendes 12-års fødselsdag: En lytter i den anden ende af røret tusind af kilometer væk på en dårlig telefonforbindelse til Kosovo.
- send penge ”mrk. Arlinda” til støttekredsens konto 8401 103 8399. så formidler vi pengene videre og fordeler. (Til nogle af familierne bragte jeg et pengebeløb med fra deres personlige venner i Danmark. Til alle familier, et pengebeløb fra Støttekredsen. Men de penge forslog ikke til meget. Nogle af børnene så vi hårdt tiltrængt fik sko og/eller andet tøj for pengene). - Send hilsener: Men send dem til Støttekredsen, så sørger vi for at hilsener når frem. Vi formidler gerne kontakt til de børn vi kan, hvis du er indstillet på at indgå i en længere forpligtende kontakt og støtte. - Frem for alt har børnene brug for tryghed, psykologhjælp, alle almindelige daglige fornødenheder og rekreation. Ingen af delene kan de få i Kosovo. Det er direkte børnemishandling, den behandling de børn har fået af Danmark. Først med afslag på asyl og 5-7 års liv i apartheid på flygtningecentre. Mennesker, der kom her til fyldt i sjælen med krigens og forfølgelsens rædsler. Selve måden tilbagesendelsen foregik var mishandling og nedbrydende behandling. Forholdene de børn er blevet udsendt til i Kosovo er mishandling og nedbrydning af de børn. |
Vil du virkelig gøre noget for Arlinda, Majlinda og de andre tvangsudsendte børn
Skriv til Minister Rikke Hvilshøj og kræv at børnene bliver hentet tilbage. Inviter børnene til Danmark. Søg opholdstilladelse og visum til dem. Og bliv ved til de børnefamilier er hentet tilbage.
Intet kan undskylde Danmarks handlinger imod de udsendte Kosovo-børn.
Pigernes lillebroder
6 år
og sover sammen med sin mor og sin psykotiske far.
og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk
Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her