Den mandag hvor vi fejrede den danske grundlov sultestrejkede iranske Sharareh på 15. døgn. I værelse 104 i den syvende korridor i den labyrint som hedder Asylcenter Kongelunden.

Om en måned har Sharareh været i Danmark i 6 år, og i mere end 5 ½ af disse mange år har hun været asylansøger. Hun er afvist og hun skal ud, men hun føler sig levende begravet. Hun kan ikke rejse hjem, og hun kan ikke få lov til at blive. Derfor er hendes værelse blevet et fængsel. Det eneste hun drømmer om er at få et liv, men man har taget livet fra hende.

Sharareh er en lille spinkel snart 50-årig kvinde, der taler udmærket engelsk. Hun er journalist og skrev for kvinder og mod styret i Iran. Hun deltog i en demonstration og blev fængslet og mishandlet. Efter løsladelsen rejste hun legalt til Danmark sammen med sin datter, der dengang var 17 år. Hun søgte asyl, da hun fik rapporter om efterfølgende ransagninger og en fyring af hendes mand fra offentlig tjeneste. Myndighederne tror på den første del af hendes beretning men ikke på den sidste. Hun har fået afslag på asyl, hun har fået afslag på humanitær opholdstilladelse. Nu sidder hun bare og bliver mere og mere elendig.

Da hun kom til Danmark for 6 år siden havde hun begyndende rygproblemer efter mishandlingen i fængslet. Det udviklede sig til en diskusprolaps, som er blevet opereret i Danmark. Smerterne er fortsat og en ny diskusprolaps, som ikke kan opereres, er blevet diagnosticeret. Hun har også udviklet en blodsygdom, som hun dør af, hvis hun ikke får en regelmæssig indsprøjtning af et B 12-præparat resten af livet. Og så har hun fået en større og større depression.

Jeg får lov til at se den daglige ordinerede pilleration. Mellem 25 og 30 piller på en enkelt dag. Antidepressive piller, smertestillende piller, sovepiller. Piller i alle farver og størrelser. Udskrifter af sygejournaler fylder snesevis af sider. Gang på gang er konklusionen, at Sharareh i princippet er en velfungerende kvinde bortset fra den inoperable diskusprolaps og blodsygdommen, men at hendes situation gør at hun bliver dårligere og dårligere. Et utal af læger og flere hospitaler har været involveret, men der er ikke så meget de kan gøre. Det er hendes mangel på liv der er ved at slå hende ihjel.

Sharareh har gerne villet begå selvmord og har også tidligere prøvet. Hun føler for det meste at hun har givet op og gerne vil herfra. Men hun har lovet sin datter ikke at aktivt at tage livet af sig.

Datteren er nu 22 år. Hun føler sig mere og mere dansk, men hun er også afvist og skal ud sammen med moren. Hun har en kæreste i Danmark, og hun har været gravid men mistede barnet. Moren frygter også for datterens liv, hvis hun som ikke-jomfru sendes tilbage til Iran.

"Hvis jeg selv bliver sendt tilbage, forsvinder jeg i samme øjeblik, jeg kommer ud af lufthavnen i Teheran", siger Sharareh. Hun føler det er en dødsdom. Hun ved, hvad der er sket med andre kritiske journalister i Iran.

Det ved jeg også. I den sidste oversigt fra International Pen's komite for fængslede skribenter fylder sagerne fra Iran 9 spalter. I maj udsendte International Pen en ny appel. Den vedrører Ramin Jahanbegloo, der blev fængslet i lufthavnen i Teheran 27. april på vej til en international konference om Iran. Jahanbegloo er forsker og skribent. Han har kommenteret Iran internationalt og skrevet en lang række bøger. Nu kan man ikke få kontakt med ham og Pen opfordrer internationalt til protester.

De fleste Mellemøst-observatører mener, at situationen i Iran over det sidste år er blevet værre for kritikere af styret.

Derfor kan Sharareh formentlig heller ikke tvangsudsendes, selv om hun har fået besked på at forlade landet omgående. Selv danske myndigheder kan ikke tvangsudsende personer til det nuværende Iran.

Sharareh og hendes datter kan ikke sendes ud, men de kan heller ikke blive. Derfor er de på sjette år i et ingenmandsland.

"De har ødelagt mit liv og de har ødelagt mig", siger Sharareh, der ikke har håb tilbage og alligevel siger, at det eneste hun ønsker sig er et liv og et lille hjem. Og kan det ikke blive til et liv for hende selv, så dog i hvert fald for hendes datter.

Sharareh tog ingen stor beslutning om at sultestrejke. I et par måneder har hun haft det sådan, at hun ikke har haft appetit, ikke lyst til at gå uden for sit værelse og ikke lyst til at få besøg. Hun sidder der alene med cigaretterne og med den krykke, der er nødvendig for at humpe rundt i værelset.

Den manglende appetit og apatien udviklede sig til en egentlig sultestrejke. Sharareh ved at hun ikke får lov til at sulte sig ihjel, og det er heller ikke det hun vil. Hun orker bare ikke mere og sender et sidste nødråb.

For mere end to år siden bragte Berlingske Tidende Sharareh sammen med en række af de politiske flygtningeordførere. I store artikler beskrev Olav Hergel (den gang Berlingske) hendes situation. Både den radikale Elsebeth Gerner Nielsen og socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard gik ind for, at hun fik humanitær opholdstilladelse sammen med datteren.

Men det ændrede ikke noget.

Røde Kors-flaget vajer over Kongelundscentret. Det er symbolet på
"barmhjertighed i krig og fred".

Halvanden kilometer derfra er der kø ved Amagers store golfbane.

Længere væk holder danske politikere grundlovstaler under Dannebrog. De handler vel om Danmarks indsats for demokrati og menneskerettigheder.

Journalist, Knud Vilby

Sharareh er, siden Knud Vilby talte med hende, blevet hospitalsindlagt.