En iransk kvinde

Kvinden havde inden flygtningenævnets afslag fremlagt nogle dokumenter fra Iran, i et forsøg på at bevise at hun ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. De to dokumenter drejede sig om afskedigelse af hendes mand fra hans stilling i et iransk ministerium. (Manden opholder sig fortsat i Iran). Et tredje dokument var en tilsigelse til retten i Iran.

Kvinden fik afslag på asyl.

Ansøgning om genoptagelse fra advokaten 20.1.04:

Efter afslaget fremkom endnu en tilsigelse fra den iranske domstol (kvinden og hendes søn skulle møde). Advokaten fremsendte tilsigelserne til Flygtningenævnet. Yderligere har en landsdækkende dansk avis efter Flygtningenævnets afslag skrevet om kvinden. Journalisten kom ved en fejl til at nævne hendes efternavn i artiklen, hvilket kan føre til tortur i Iran.  På foranstående baggrund søgte advokaten asylsagen genoptaget.

Flygtningenævnet afslag på genoptagelse søgt af advokaten 24.9.04:

Citat fra afgørelsen:”….Nævnet finder ikke, at de nu påberåbte tilsigelser for henholdsvis ansøgeren og ansøgerens søn kan betragtes som værende nye væsentlige oplysninger. Nævnet har således lagt vægt på, at Deres klient tidligere for udlændingestyrelsen har fremlagt dokumenter, der af Udenrigsministeriets kilde er vurderet falske, og at tilsigelserne først er udstedt omkring tre et halvt år efter Deres klients legale udrejse af Iran. ”…

Støttekredsens genoptagelsesanmodning 12.1.05:

”Jeg har modtaget og gennemgået udtalelserne fra Udenrigsministeriets kilde om de pågældende dokumenter, og skal indledningsvis gøre opmærksom på, at det ikke forholder sig som anført af Nævnet i afslag på genoptagelse. Dokumenterne er ikke af kilden blevet vurderet falske. Det drejer sig om i alt tre dokumenter. De to først fremkomne dokumenter blev behandlet og besvaret af Udenrigsministeriet samtidig i skrivelse af 1.2.02. Kilden har her fremsat bemærkninger til dokumenternes indhold, men hverken klassificeret dokumenterne som ægte eller uægte. Om det tredje dokument, som blev vurderet for sig og besvaret af Udenrigsministeriet den 21.2.03, har kilden iflg. Udenrigsministeriet udtalt, ”at der er tvivl om dokumentets ægthed, men at der kan være tale om et ægte dokument”. 

Såvel som Udenrigsministeriets kilde er i tvivl om dokumentets ægthed, er kilden altså også i tvivl om dokumentet er falsk. Kilden viser for mig at se med sin udtalelse ikke at være i stand til at vurdere spørgsmålet om dokumentets ægthed.

Det kan også handle om at Udenrigsministeriets kilde forudsætninger er mangelfulde, eftersom Udenrigsministeriet yderligere oplyser, at kilden ikke har forudsætning for at vurdere offentlige institutioners anvendelse af den type brev-numre, som skrivelserne vedr. afskedigelser og udleveringsbegæring af hustruen  indeholder. Jeg finder på dette grundlag god grund til at rejse tvivl om den anvendte kildes forudsætninger for overhovedet at udtale sig om de to dokumenter, idet Udenrigsministeriets oplysninger om kildens forudsætninger tyder på, at kilden ikke har kendskab til hvordan intern brevveksling i de statslige institutioner tager sig ud.”………

Flygtningenævnets afslag på genoptagelse 12.8.05

Citat fra afgørelsen: ”Det fremgår af nævnets afslag på anmodning om genoptagelse af 24. september 2004, at de fremlagte dokumenter af Udenrigsministeriets kilde skulle være vurderet falske. Nævnet skal beklage denne udtalelse, som der ikke er fornødent grundlag for i Udenrigsministeriets notat af 1. februar 2002. Dette kan dog ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet de fremlagte dokumenter og Udenrigsministeriets notat af 1.2.02 samt 12.2.03 indgik i i grundlaget for nævnets vurdering af 12. november 2003.”

(Oversat til almindeligt dansk betyder det: at Flygtningenævnet erkender at de på fejlagtigt grundlag har angivet dokumenterne for at være vurderet falske af det danske udenrigsministerium. Men da de dokumenter Flygtningenævnet fejlagtigt har angivet at være vurderet falske indgik i Nævnets første vurdering af, om kvinden skulle have asyl, afslår Nævnet at revurdere sin første afgørelse).

Kvinden:

Kvinden fra Iran indrejste i Danmark i 2000 for at besøge en nær slægtning i Danmark, kvinden havde ved indrejsen 3 mdrs. besøgsvisum. I Iran har kvinden både en ægtefælle og en ung søn.  Ca. 2-3 mdr. inde i besøget fik kvinden en opringning fra sin mand i Iran, der fortalte at politiet havde været for at spørge efter hende, og da hun ikke var der, anholdt de i stedet sønnen. Kvinden gik ved mandens opringning i chok, besvimede, måtte på skadestuen. Af skadestuejournalen fremgår, at hun efter et par timer og en samtale var så meget ved hægterne, så hun kunne tage med tilbage til sin slægtnings hjem.  En uges tid efter fik kvinden sit besøgsvisum forlænget i yderligere 3 mdr., men søgte også asyl. 

Kvinden har til sin asylsag oplyst, at et par dage før udrejsen fra Iran, var hun og hendes unge søn uforvarende stødt ind i en demonstration. De var stoppet op for at se, men politiet kom og opløste demonstrationen, det havde været voldsomt, men det var lykkedes hende og sønnen at komme væk. Sønnen som hun i telefonen havde fået meddelelse om var blevet arresteret, blev løsladt 2 dage efter igen, men politiet havde sagt til ham, at de havde genkendt hende på videofilm fra demonstrationen, og ville vide hvor hun de kunne få fat i hende. Kvindens mand, der var ansat i et ministerium, har hun oplyst begyndte at få problemer på sin arbejdsplads, og endte med at blive afskediget (det var to breve fra det iranske ministerium, som Udenrigsministeriet skulle forsøge at vurdere ægtheden af).

 Kvinden har yderligere oplyst om sig selv, at hun i Iran arbejdede som journalist, og året før hun kom til Danmark på besøg blev arresteret, da hun pressedækkede en studenterdemonstration. Hun har i Iran arbejdet for et tidsskrift i opposition til det iranske styre, tidsskriftet blev siden lukket af de iranske myndigheder. Hun var i fængslet udsat for tortur, hvilket hun også bærer tydeligt præg af. Hendes ryg er ødelagt, hun er handicappet.  Kvinden har i årene efter, at hun havde indgivet ansøgning om asyl i Danmark, været igennem en større rygoperation, uden at det lykkedes at opnå en bedring i hendes tilstand. Lægen skriver, at tilbage er kun livslang smertebehandling.

Psykisk udviser kvinden typiske symptomer på at have været udsat for tortur.

Som dokumentation for risiko for tortur ved tilbagevenden har kvinden så altså også fremlagt en række iranske dokumenter, som Udenrigsministeriet åbenbart ikke er i stand til at vurdere om er ægte eller falske. Man har så valgt at skønne, at de nok er falske.

Nævnet anerkender, at kvinden har været fængslet og udsat for ”hårdhændet behandling”  (tortur) i Iran.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen