Sharareh er journalist, og arbejdede som sådan i Iran, indtil hun i 1999 blev arresteret i forbindelse med en studenterdemonstration. Sharareh blev arresteret, imens hun var på opgave for sit blad, et blad, der senere er blevet forbudt og lukket af det iranske præstestyre. Under ugerne i fængslet blev Sharareh udsat for mishandling, internationalt defineret som tortur, af Flygtningenævnet kaldt for ”hårdhændet behandling” .  Krykkerne, som Sharareh i dag er afhængig af, operationerne som Sharareh har været igennem i Danmark, fortæller lidt om det, som Sharareh var udsat for i det iranske fængsel. Det samme gør Shararehs ansigt, ansigtet, der af og til fortrækker sig i smerte, og Shararehs besværlige gang. Shararehs stemme fortæller, øjnene gør, og det samme gør røntgenbillederne af Shararehs ryg.  Shararehs ryg er smadret af tortur, og kan aldrig blive hel igen. Den lægelige hjælp, der er tilbage at tilbyde Sharareh skriver lægen, er livslang smertebehandling. Voldtægterne, som Sharareh var udsat for, og ikke gerne taler om, er der ingen fysiske spor af, kvinders underliv har nu en gang en forunderlig egenskab til at hele.

Sharareh blev i sin tid løsladt fra fængslet i Iran ved hjælp af forbindelser og bestikkelse. Har man sat sig lidt ind i oplysninger om det iranske styre, betyder en sådan løsladelse ikke, at den, der har formastet sig nu er sluppet ud af myndighedernes søgelys. Tværtimod er der stor risiko for overvågning og nye arrestationer, og det må man formode, at Flygtningenævnet ved. I hvert fald er nævnets liste over baggrundsinformationer om Iran lang og omfattende, så Nævnet burde være velinformeret, og Nævnet hævder da også selv at disse informationer indgår i deres vurderinger. Derfor kan man kun undre sig så meget desto mere over, hvorfor Sharareh skal udvises til Iran.

Ser man på, hvordan Shararehs asylansøgning er blevet forvaltet, og Flygtningenævnets begrundelse for at give hende afslag på asyl, melder spørgsmålet sig, ” Hvilke interesser har Danmark i Iran”. Der kan ikke være tvivl om, at allerede inden Shararehs sag kom for flygtningenævnet, har det været besluttet, at hun ikke skulle have asyl eller anden opholdstilladelse i Danmark.

Sharareh rejste til Danmark i 2000 for at besøge sin herboende søster. Da Sharareh udrejste fra Iran følte hun sig fortsat i fare, men var usikker på om hun havde udviklet paranoia efter den tortur hun havde været udsat for, eller om hun virkelig var overvåget. Sharareh håbede, at det ville hjælpe at rejse lidt væk.

Det vil være for langt her at komme ind på alle detaljer i forløbet lige før Shararehs udrejse, og efter at Sharareh var kommet til Danmark. Kort fortalt, under Shararehs besøg i Danmark blev hendes hjem i Iran ransaget og sønnen anholdt og afhørt om Sharareh. Sharareh blev advaret telefonisk, og indgav her efter ansøgning om asyl i Danmark. En måneds tid efter indgivelse af ansøgningen fik også hendes mand problemer, blev afhørt og afskediget fra sit ingeniørjob i et iransk ministerium. Det lykkedes senere manden, at få sendt to dokumenter  frem til Sharareh til brug for dokumentation for de danske myndigheder.  Dokumenterne omhandlede det iranske ministeriums afskedigelsessag imod ham.

Sharareh afleverede dokumenterne i Udlændingestyrelsen, og som normalt med den form for dokumenter, sendte styrelsen dokumenterne til ægthedsvurdering i det danske Udenrigsministerium, og som normalt tog Udenrigsministeriet en hemmelig kilde til hjælp til at vurdere. Normalt vil der undervejs i hele denne proces blive ændret ved oplysningerne i dokumenterne, der skal vurderes, danske myndigheder planter så at sige urigtige oplysninger om indholdet i dokumenterne undervejs, således at resultatet  af vurderingen kommer til at ligge asylsøgeren til last, uanset om dokumentet vurderes ægte, falsk, eller ikke kan vurderes. Vurderingen af Shararehs dokumenter har på ingen måde undergået en vurderingsproces, der afviger fra normalen.

Dokumenterne, der skulle vurderes i Shararehs sag, omhandlede som nævnt afskedigelsessagen imod hendes mand,  to breve skrevet af hans tidligere chef og  stilet til Shararez mand selv, og (bemærk dig nu) foruden at være stilet til manden, også var stilet i kopi til de øverste chefer i forskellige andre ministerier. Begge breve er fortrolighedsstemplet, og af skrivelserne fremgår, at de grundet det fortrolige indhold ikke bør sendes til skrivestuen (For forståelsen: der er en skrivestue, hvor der sidder nogle sekretærer og normalt skriver rent for chefen, inden hans breve går ud).

At brevene også var stilet til cheferne i øvrige ministerier bliver imidlertid ændret i Udenrigsministeriets svar til Udlændingestyrelsen efter ægthedsvurderingen. Her står nemlig:

-at iflg Udenrigsministeriets kilde   – har der ikke været behov for fortrolighedsstempling af brevene, da de jo kun var stilet til den afskedigede selv (Shararehs mand), fortrolighedsstemplingen betragtes af ”kilden” som useriøs.”  

Vi kan ikke vurdere seriøsiteten hos  Udenrigsministeriets kilde, for den holdes hemmelig. Men vi kan vurdere Udenrigsministeriets seriøsitet, for Udenrigsministeriet havde jo dokumenterne, både på persisk og oversat til dansk. Ikke kun i de iranske originaldokumenter, men også i oversættelserne står oplyst om cheferne i de forskellige ministerier som dokumenterne var stilet til udover Shararez mand.

Udenrigsministeriet plantede altså i sit svar til Udlændingestyrelsen en direkte urigtig oplysning om dokumenterne, men det bliver værre endnu. For af en anden oplysning fra Udenrigsministeriet fremgår, at deres hemmelige kilde ikke har forudsætninger for at vurdere skrivelser fra det omhandlende ministerium i Iran. Kilden har altså ikke forudsætningerne,  men  anvendes altså uden tøven af Udenrigsministeriet til at ægthedsvurdere de vigtige dokumenter. De mere generelle oplysninger, som Udenrigsministeriets kilde kunne fremkomme med, bekræfter at dokumenterne meget vel kan være ægte.

Hvad der foregår undervejs i disse ægthedsvurderinger bliver dog endnu værre endnu. For måneder senere bliver Shararehs mand tilsagt til afhøring ved en iransk domstol, også denne gang lykkes det at få tilsigelsen frem til Sharareh i Danmark, og tilsigelsen ender som normalt  til ægthedsvurdering i det Danske Udenrigsministerium. Denne gang er Udenrigsministeriets kilde heldigere, oplyser at have kendskab til domstolsdokumenter, men at det er umuligt med sikkerhed at vurdere om den forelagte tilsigelse er ægte eller uægte. I Udenrigsministeriets svar til Udlændingestyrelsen oplyses, at ”kilden” betvivler ægtheden, men påpeger, at dokumentet kan være ægte. I samme åndedræt planter Udenrigsministeriet  endnu en urigtig oplysning om dokumenterne, nu skrives i modstrid med sandheden at,

”ingen af de ægthedsvurderede dokumenter omhandler direkte en sag mod ansøger”.

Læser man dokumenterne fremgår imidlertid, at alle tre dokumenter drejer sig om anklager imod Sharareh.

Sharareh fik afslag på asyl, først i Udlændingestyrelsen, bagefter i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet ”valgte” at tro på, at Sharareh inden sin udrejse fra Iran havde været fængslet og udsat for ”hårdhændet behandling”, som de skriver, men ikke at hun stadig risikerer forfølgelse. Nævnet begrunder bl.a. dette skøn med Udenrigsministeriets vurderinger af de fremlagte dokumenter. Med en sådan begrundelse har flygtningenævnet uden direkte at skrive ordet ”falske”  i stedet  insinueret, og så kraftigt endda, så Nævnet senere selv opfatter det som om at henvisningen til Udenrigsministeriets vurdering i afslaget, betyder at dokumenterne er blevet vurderet falske.  

Men uanset hvor meget Udenrigsministeriet har fiflet med oplysningerne om indholdet, fremgår at Udenrigsministeriet ikke har kunnet komme helt udenom, at dokumenterne rent faktisk kan være ægte.  En oplysning, som Flygtningenævnet skal tage hensyn til, for tvivl skal komme ansøger til gode, både juridisk og moralsk. Man kan jo ikke gøre det godt igen, hvis en udvisning senere viser sig at være en fejl ved at en ansøger er blevet fængslet, tortureret eller henrettet.

Men hvorfor skal Sharareh så ikke have asyl? Hvorfor har Udenrigsministeriet fiflet med oplysningerne i dokumenterne, så de fremstår som uægte? Og hvorfor har Flygtningenævnet set bort fra oplysningen om, at dokumenterne kan være ægte?

Det spurgte advokat Alf Banke åbenbart også sig selv om, og sendte en anmodning om genoptagelse til Flygtningenævnet. Imellem tiden havde Sharareh været omtalt i en avis og profileret med fulde navn, fulde navn ganske vist ved en fejl fra journalistens siden, men profileret med fulde navn, hvilket i sig selv kan medføre fængsling og tortur i Iran. Det iranske regime har agenter, der udspionerer iranske flygtninge i Danmark. I mellem tiden havde Shararehs mand desuden atter modtaget en tilsigelse, denne gang til Sharareh selv. Advokat Alf Banke sendte tilsigelsen med til Flygtningenævnet og bad om at få tilsigelsen ægthedsvurderet.

Flygtningenævnet afslog både at genoptage asylsagen og at sende den seneste tilsigelse til ægthedsvurdering, denne gang med begrundelsen, at de første dokumenter havde Udenrigsministeriet jo vurderet falske.  Det er vel unødvendigt at fortælle, at Sharareh på dette tidspunkt efterhånden var totalt nervenedbrudt.

Men hvorfor skal Sharareh ikke have asyl? Støttekredsen var de næste, der spurgte Flygtningenævnet, og samtidig gjorde opmærksom på, at Udenrigsministeriet ikke, som Nævnet fejlagtigt eller urigtigt oplyste, havde vurderet de fremsendte dokumenter falske.

Hvorfor skal Sharareh så ikke have asyl?

Nævnet har igen afslået at ændre afgørelsen, og svarer 12.8.05  at  ”Flygtningenævnet skal beklage nævnets udtalelse i afslag på genoptagelse om at dokumenterne var falske, som der ikke er fornødent grundlag for at vurdere i Udenrigsministeriets notat – men dette kan ikke føre til en ændret afgørelse, idet Notatet indgik i Nævnets grundlag.”  Videre skriver nævnet, at de ved den oprindelige afgørelse har haft baggrundsoplysninger om Iran, og vurderet at Sharareh ikke har behov for asyl.

Sharareh har også fået afslag på humanitær opholdstilladelse.  Sharareh er nervenedbrudt, gør skade på sig selv, har haft flere selvmordsforsøg, og har været indlagt på psykiatrisk hospital, og har behov for en livslang smertebehandling, efter den tortur som hun har været udsat for. En smertebehandling som hun ikke kan få i Iran. Ministeriet skriver i seneste afslag, at lægerne skriver, at du ikke kan opnå en bedring, og at der er ikke andet at gøre for dig end livslang smertebehandling.

Og hvorfor skal Shahrarez datter, Farnaz, heller ikke have asyl:

Shararehs datter, Farnaz, der var 17 år, da hun rejste med sin mor til Danmark, er nu myndig og har et selvstændigt asylmotiv. Farnaz har en kæreste i Danmark, har ikke længere sin jomfruhinde i behold. I Iran straffes unge kvinder for bristede jomfruhinder med pisk, og i værste fald med stening. Ugifte kvinder, der har været i udlandet lægeundersøges ved deres tilbagevenden til Iran. Men Farnaz har fået afslag på asyl.