Tema: Danmarks afvisning af kvinder udsat for kønsbaseret forfølgelse

Vi vil starte med at citere fra Ritzaus artikel 22.7.04 om deres møde med Mina.

”Hendes stemme er svag og rystende og de lange, tynde fingre borer sig ind i dynen. 54-årige Mina er tydeligt mærket af flere års tovtrækkeri med de danske myndigheder. Hun er bange. Bange for at vende tilbage til Iran, hvor hun ad flere omgange har været fængslet og udsat for tortur og voldtægt.

- Jeg føler mig så magtesløs. De kan komme hvert øjeblik og hente mig og sætte mig på et fly til Iran. Jeg vil hellere dø end at vende tilbage, siger Mina.”

Mina lider yderligere af en hjertesygdom, der iflg. Lægerne kræver livslang behandling og tæt opfølgning. Fra den danske ambassade i Iran er oplyst, at de offentlige hospitaler efterlader meget at tale om, men at de private hospitaler kan tilbyde behandling af høj kvalitet.

Nu er det jo sådan, at behandling på privat hospitaler koster mange penge. Hos det offentlige vil Mina som tidligere straffet for politiske aktiviteter næppe modtage hjælp. Det danske Ministerium henholder sig til, at medicinen i Iran er billig, og ser bort fra alle de andre problemer.

Mina mener selv, at hun risikerer at blive straffet igen, hvis hun vender til Iran. De danske myndigheder afviser risikoen med, at hun jo tidligere blev løsladt, og fik lov til at rejse ud.

Men der er jo altså nogle lande, der hellere end gerne ser politiske modstandere på mellemniveau udrejse, for så slipper de for at have mere bøvl med dem. Iran er et af de lande.

Iran er også et af de lande, hvor de der sendes tilbage risikerer fængsling og tortur ene og alene på grundlag af mistanke om politiske aktiviteter.

At Mina er bange kan der ikke herske tvivl om. Da Mina fik afslag på humanitær opholdstilladelse forsøgte hun i affekt at hænge sig, og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Her indledte Mina omgående en sultestrejke. Der er ingen tvivl om, at Mina af frygt for udsendelse til Iran bragte sig selv i alvorlig livsfare. Efter 18 dage og stærkt pres lykkedes det at overtale Mina til at spise igen. De mange dage uden fødeindtagelse betød imidlertid, at der gik dage inden Mina overhovedet begyndte at kunne holde noget mad i sig igen. Mina er stadig meget svækket. Kvinden kan dårligt stå på benene selv.

Ministeriet har indvilliget at genoptage behandlingen af Minas anmodning om humanitær opholdstilladelse, men har afslået at udsætte udrejsefristen. Det betyder at Mina hver dag kan blive hentet af politiet og sendt ud.

Vi vil afslutte med endnu et citat fra Ritzaus artikel efter mødet med Mina:

 ” - Jeg har fået afslag, fordi jeg ifølge de danske myndigheder ikke er syg nok og ikke har nogen børn. De skriver i afslaget, at man ved humanitær opholdstilladelse lægger meget vægt på, om der er børn. Men min afghanske veninde inde ved siden af har tre børn, og hun har fået afslag med den begrundelse, at hun ikke er syg nok. Jeg forstår det ikke. Jeg bliver stresset af ventetiden og af at tænke på, hvornår politiet kommer og henter mig, siger Mina.