Mina fra Iran har fået opholdstilladelse. Mina lider af en alvorlig behandlingskrævende hjertesygdom, frygter endvidere de iranske myndigheder, så meget, at hun efter tidligere afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse i Danmark flere gange har forsøgt selvmord, og i en periode forrige sommer sultestrejkede til fare for sit liv. Da Mina sommeren 2004 bad Støttekredsen om hjælp og gav os fuldmagt til at føre hendes sag, var hun således stærkt fysisk svækket af kombinationen hjertesygdom og sultestrejke, psykisk præget af sin frygt, men nærværende og ved sin forstand. Vi søgte efterfølgende sagen om humanitært ophold genoptaget, og har siden ført sagen for Mina. Som tiden gik med panden fortsat renden imod en mur, blev Mina alvorligt psykisk syg, udviklede psykose, og begyndte længere henne at vise tegn på demens. Mina er sengeliggende, ligger det meste af døgnets 24 timer alene, med tilsyn nogle gange om dagen. Der er ikke de store personaleressourcer i Røde Kors lejren.

På baggrund af forværringen i Minas tilstand, anmodede vi i januar Ministeriet om at hastebehandle sagen, og det skete der ikke noget ved. Intet. Vi nåede til april, og ville rykke ministeriet, og bad Røde Kors sygeplejen i Kongelunden om som hidtil at sende os seneste journalakter med oplysninger om Minas tilstand. Akterne skulle bruges som dokumentation for ansøgningen til ministeriet. Samme dag bad vi også Røde Kors om akterne i en anden sag, Randis.  Men vi fik et besynderligt svar: Røde Kors områdelederen for sundhed nægtede at fremsende os aktkopierne, og vi kan ikke se anden sammenhæng end at vi kort forinden overfor Ministerium og Folketing havde kritiseret forholdene i Røde Kors lejren Kongelunden, her under de manglende personaleressourcer til at tage sig af så syge og traumatiserede mennesker, som man samler på dette sted.  

Fra den kant, hvor vi mindst af alt havde ventet det, var det nu Områdelederen for Røde Kors Sundhed, der forhindrede at Minas ansøgning kunne blive behandlet. Uden lægeerklæringer gør ministeriet ingenting, men giver endnu et afslag på grund af manglende lægedokumentation. Vi skrev til Ministeriet og forklarede situationen, at Røde Kors ledelsen nægtede at udlevere os akter, og sendte brevet fra Røde Kors med. Der kom ingen reaktion. I vores nød, rettede vi henvendelse til en DR-journalist, der forrige sommer lavede et indslag med Mina til TVA. Journalisten kontaktede så Ministeriet, og endelig kontaktede Ministeriet så Røde Kors og bad om at akterne med lægeoplysninger blev tilsendt Ministeriet.

Mina fik opholdstilladelse 14. juni i år. På trods af, at Støttekredsen har en fuldmagt fra Mina skrevet i hånden af Mina selv, imens hun stadig var ved sin fulde forstand, og på trods af, at Støttekredsen har ført sagen, har Ministeriet ikke fundet anledning til at orientere os om opholdstilladelsen eller at svare os på den klage, vi sendte over, at Røde Kors ledelsen nægtede at fremsende akter.

Opholdstilladelsen til Mina stiftede vi bekendtskab med, da vi i august besøgte Mina i Kongelunden. Mina selv havde ikke fattet, hvad det var for et brev, eller også havde hun glemt det. Vi er ikke i tvivl om, at personale i Kongelunden har forsøgt at forklare Mina brevets indhold. Måske havde Mina bare brug for at få opholdstilladelsen bekræftet fra de få mennesker hun kender i Danmark, men ingen af os havde vidst det, ingen af os havde ønsket hende til lykke. I hvert fald faldt hun til ro, da vi gentog igen og igen, brevet betyder ”at du aldrig mere skal tilbage til Iran”. Mina blev kontaktbar, begyndte at vise interesse, stillede endda relevante spørgsmål til fremtiden. Få, men relevante. Ved opringning til en medarbejder i denne uge, har vi fået oplyst, at Mina har fået det bedre.

I opholdstilladelsen står også, at Røde Kors har begrundet afslaget på aktindsigt i Minas sag med, at Mina er for syg til at kunne give gyldigt samtykke. Man kan med rette spørge, hvordan kan Røde kors tillade sig at ændre et samtykke givet fra Mina, førend hun blev så psykisk syg? Intet tyder jo på, at Mina efter at være blevet psykisk syg ønskede at komme tilbage til Iran eller at Støttekredsen ikke handlede i Minas interesser. Tværtimod. Mina blev netop syg blandt andet pga frygt for at blive sendt tilbage til Iran, udfører psykotiske ritualer for at holde forfølgere i Iran væk fra hende i Kongelunden. I støttekredsen har vi ansøgt og fulgt sagen op i Minas interesse. Vi har kritiseret for få personaleressourcer i Kongelunden til at tage forsvarligt vare på en så syg person som Mina. Dette også i Minas interesse, men ikke i Røde Kors ledelsens.  Røde Kors lederens argument for ikke at fremsende akterne til Støttekredsen holder ingen steder. Det var en ren og skær straffeaktion for kritikken, som Røde Kors lederen lod gå ud over Mina i forsøg på at ramme os.

Hvad angår den anden sag, hvor Røde Kors lederen nægtede at tilsende akter med lægelige oplysninger, har ministeriet tilsyneladende også uden videre accepteret. Ministeriet har aldrig svaret på Støttekredsens klage. Randi bad flere gange selv Røde Kors sygeplejen om akterne, men fik dem heller ikke, og turde så af frygt for repressalier ikke blive ved med at presse på. Selvom Randi også ved hjælp af Støttekredsen fik opholdstilladelse, i april, kunne hun først flytte fra Kongelunden i august, så der var nogle måneder, der skulle forløbe roligst muligt. Randi er flyttet nu, så derfor kan vi tage sagen om Røde Kors ledelsens forhold til aktindsigt op igen nu, også i forbindelse med Randis sag.

Tilsyneladende har Ministeriet accepteret, at Røde Kors ikke ser sig omfattet af loven om offentlighed i forvaltningen, og nægter at udlevere journalkopier til både asylsøgere, og dem asylsøgerne befuldmægtiger.  Imens vi glæder os på vegne af Mina, må vi derfor med sorg konstatere, at loven om offentlighed i forvaltningen undervejs er ved at blive dræbt, aflivet og bisat i al stilhed af Dansk Røde Kors og Flygtningeministeriet i fællesskab. Et så stærkt angreb på demokratiet og Folkeretten mener vi imidlertid fortjener en offentlig og fuldt åben mindehøjtidelighed. Det har vi holdt her i Nyhedsbrevet, ved at fortælle om hvordan aflivningen af loven fandt sted. Sagt med nogle få ord: Regeringen kan komme uden om offentlighedsloven ved at udlicitere et offentligt anliggende til en privat organisation eller virksomheds varetægt.