I flygtningenævnet har man accepteret Fatimas forklaring  som sandsynlig: at hun blev bortvist fra sin arbejdsplads, for at have kikket i fortrolige dokumenter, som hun ikke havde lovlig adgang til (Fatima kikkede i et ubevogtet øjeblik grundet rygter om virksomheden. Hun blev taget på fersk gerning) . Arbejdspladsen var en stor statsvirksomhed, baggrundsoplysninger bekræfter korrupt.

Fatima blev for sin forseelse tilbageholdt i et døgn og gennemtævet. Her efter blev hun løsladt imod kaution (skøderne i hendes mors hus), og med ordre om at afvente besked fra domstolen.

På trods af forseelsen, som jo i Iran er alvorlig, fandt Flygtningenævnet ikke at Fatima risikerede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Nævnet henholdt sig til et arrestdokument, vurderet uægte af det Danske Udenrigsministerium.

Historien om ægthedsvurderingen af et dokument. Dokumentet havde Fatima under asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen fået tilsendt af hendes mand, som stadig opholder sig i Iran

Dokumentet er en anmodning fra Revolutionsdomstolen til Justitsvæsnet om at sørge for arrestation.

I Iran er det sådan, at  ønsker en domstol en efterlysning  ud til andre retskredse og grænsekontroller, overgår sagen til Justitsvæsenet.

Da Fatima skulle til interview i Udlændingestyrelsen, medbragte hun dokumentet. Fatima vidste på daværende tidspunkt ikke, hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet, ved heller ikke noget særligt om det iranske system, andet end at det er korrupt og på mange planer uforudsigeligt, og at myndighederne havde været i hjemmet for at arrestere hende.  Udlændingestyrelsen bad Fatima om at undersøge, hvordan hendes mand var  kommet i besiddelse af dokumentet, og  om at fremskaffe en original.  Fatima tog til centret og ringede til sin mand, og ca. en uge senere videregav hun i et brev til Udlændingestyrelsen sin mands forklaring.

Manden havde forklaret, at de myndighedspersoner, der havde opsøgt hjemmet for at arrestere Fatima ikke afleverede en sigtelse (i Iran er det helt normalt, at der ikke udleveres en sigtelse). Fatimas mand gik på et domskontor, og ligeså normalt i Iran, ved hjælp af bestikkelse fik han udleveret en kopi af et Retsdokument fra Fatimas sag. Det dokument som han efterfølgende sendte til Fatima.  Manden forklarede endvidere at originaldokumentet var umuligt at få udleveret, i Iran beholder myndighederne selv originaldokumentet. Oplysningen  stemmer helt overens med iransk forvaltningsprocedure.

Fatima skrev sin mands forklaring i et brev til  Udlændingestyrelsen.  ½ år efter modtagelsen af Fatimas brev sendte Udlændingestyrelsen Retsdokumentet til ægthedsvurdering i Udenrigsministeriet og meddelte at Fatima på trods af opfordringer ikke havde afgivet forklaring om hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet.

Det fremgik derfor ikke overfor Udenrigsministeriet, at Revolutionsdomstolen havde forsøgt at arrestere Fatima, og ikke havde fundet hende.

På de foreliggende oplysninger fra Udlændingestyrelsen erklærede Udenrigsministeriets kilde, at det var usandsynligt at  Revolutionsdomstolen anmodede om Justitsvæsenets assistance, idet Revolutionsdomstolen selv har bemyndigelse til at foretage arrestation (hvad den jo også havde forsøgt, men forgæves, idet Fatima jo var væk). Udenrigsministeriet vurderede her efter, at dokumentet var uægte, og henviste yderligere til at Fatima ikke havde været i stand til at afgive forklaring om, hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet.

Fatima blev her efter indkaldt til nyt interview i Udlændingestyrelsen, og fik forelagt Udenrigsministeriets konklusion. Det var nu ca. 1 år siden Fatima havde sendt sit brev til Udlændingestyrelsen. Fatima selv havde med tiden glemt alt om sit brev, (vidste bare at hun havde afgivet forklaring) men huskede det som om at hun havde afgivet forklaring under det første interview. Fatima fastholdt at hun tidligere havde afgivet forklaring, sagsbehandleren påstod at hun ikke havde, og anklagede nu Fatima for at udbygge på grundlag af de oplysninger, som  hun lige havde fået forelagt  om Udenrigsministeriets vurdering.

Da sagen gik til Flygtningenævnet lagde Nævnet  Fatimas forklaring om hendes forseelse i virksomheden til grund.  I betragtning af den virksomhed Fatima var ansat i, alvorligt.

På grundlag af Udenrigsministeriets konklusion om Retsdokumentet dømte Flygtningenævnet Fatima utroværdig i spørgsmålet om risiko for forfølgelse. Yderligere iranske dokumenter, der senere var blevet tilført sagen, fandt Nævnet på denne baggrund ikke anledning til at oversætte. Det skal oplyses at Fatimas mand sidder fængslet i Iran, og har begæret skilsmisse for at komme ud. Det var de forhold de ikke oversatte dokumenter omhandlede.

Brevet fra Fatima til Udlændingestyrelsen dukkede op, da vi 2 mdr. efter Flygtningenævnets afgørelse bad om ny aktindsigt hos Udlændingestyrelsen. Der lå brevet, stemplet modtaget af Udlændingestyrelsen ca. 1 uge efter at første interview havde fundet sted, nemlig d. 22.6.01. Retsdokumentet blev sendt til ægthedsvurdering i Udenrigsministeriet  31.1.02.

Vi har søgt om genoptagelse af asylsagen, og afventer stadig svar. På baggrund af vores erfaringer om, hvor svært det er at få Flygtningenævnet til at genoptage urimelige afslag og omgøre afgørelsen, har vi taget sagen med her.

Afslutningsvis og yderligere: I Retsdokumentet, som Fatima afleverede er der fejl i oversættelsen. Fatima er både anklaget for uforsigtig omgang af fortrolige dokumenter, og for blasfemi. Blasfemi i Iran kan meget vel medføre dødsstraf.