Støtteerklæring til vores
venner og veninder fra Irak i Danmark
Til danskerne: send dem ikke ud til Irak.
Vi var alle i Danmark 4 – 8 år i Danmark. I sommeren 2006 blev vi tvangsudsendt.
Det var forfærdeligt. Vi blev hentet af politiet tidligt om morgenen. Vores små søskende græd. Vi havde ingenting at komme tilbage til og stod der i lufthavnen og vidste ikke, hvor vi skulle tage hen. Vi havde ingen penge til mad. Vi blev pludselig skilt fra alle vi kendte i Danmark. Vi var blevet danske og blev udsendt til en fremmed land. Vi børn kunne ikke sproget og mange af os har haft store problemer med at følge med i skolen. Vi kan ikke få uddannelse her, og vi har ingen fremtid. Nogle af vores forældre er syge og kan ikke få lægehjælp. Ingen kan forestille sig, hvordan det er at bo i et land, der er ødelagt af krig.
Vi håber aldrig, at andre børn skal igennem det samme, som vi har været igennem. Derfor beder vi alle danskere - hjælp de irakiske børn, så de ikke skal sendes ud og skal have det ligeså slemt som os.
En hilsen til vores venner og veninder fra Irak. Vi savner jer og glemmer jer aldrig. Vi håber I får lov til at blive i Danmark og at vores støtteerklæring hjælper jer.
En hilsen til de danskere, der har hjulpet os i Danmark og efter vi blev udsendt. Vi ved, der findes mange gode danskere.
Kærlig hilsen
Sokol, Niki, Dalila, Majlinda, Arlinda, Rijalda, og Edita
Tilføjet af Mona Ljungberg, Støttekredsen for Flygtninge i Fare
Pressemeddelelsen er sendt fra de udsendte børn, der har adgang til en internetcafe eller internet via mobiltelefon og videreformidlet af Støttekredsen flygtninge i fare.
Et tvangsudsendt barn (ikke en af medunderskriverne) forsøgte selvmord for en uge siden. Hun ser kun døden som enden på sine lidelser og er bare 14 år. |