Det var onsdag den 13. maj 2009. Kuki og jeg står og kikker på fire danske børn. Det vil være forkert at sige ”integreret”. De er ”assimileret”. De elsker Jylland og er en del af lokalsamfundet og lokalsamfundet en del af dem.

Fire danske børn, som Danmark har planer om at tvangsudsende til Irak. Det er onsdag den 13. maj 2009 og familien ved endnu ikke, hvad vi ved. Kuki og jeg. Undervejs i toget har jeg fået en opringning. Flere. Dagen og besøget, der først tegnede så lyst, føles nu så tung. I døren kommer til syne en smilende mor, der taler nogenlunde dansk og har stået og lavet mad til os hele dagen.

Dagens første opringning

Det var onsdag den 13. maj 2009. Dagens første opringning var fra Pamela – roma og flygtning fra Serbien. For 7 - 8 år siden blev Pamela bevæggrunden til dannelsen af Støttekredsen for Flygtninge i Fare og hendes opringning vækker lidt nostalgi.  Allerede idet hun siger ”hej”, ved jeg hvorfor hun ringer. Stemmen er stille og intens og lykkelig. Hun har endelig fået sin permanente opholdstilladelse i Danmark.  – Efter 8 år er Støttekredsens allerførste sag midt på dagen den 13. maj 2009 endelig slut og med en lykkelig udgang.

Vi glæder os Kuki og jeg: over Pamela og til gensynet med Guli børnene. Vi kender børnene godt. Fra deres tid i Avnstrup. Fra ture ud i forsamlinger, hvor de 2 største piger har deltaget med at fortælle om deres opvækst i flygtningecentre. – Og fra ture vi har taget på bare for sjov.

Dagens næste opringning

Dagens anden opringning kommer godt og vel en times tid senere og er en journalist fra TV2. Han fortæller, at for kun få minutter siden har DR oplyst, at Danmark har indgået aftale med Irak om tilbagesendelse af de afviste irakiske flygtninge. Han ringer, fordi han ved, at jeg kender mange af børnefamilierne og for at spørge om jeg kan formidle kontakt til en børnefamilie, så han kan følge dem, når de bliver sendt ud.

Da jeg sidder der i toget med en journalist fra TV2 i røret, farer mange tanker vel igennem mit hoved. Først og fremmest Alin, Helbin, Helin og Alan, der glæder sig til at jeg og Kuki kommer, og til at vise os deres fine bolig, -  og hvordan han som journalist kun tænker på at få sit billede af en tragedie i hus. Hvor kynisk. Både overfor familierne og mig. Han er dog ikke alene i kynisme-båden. I november, da irakerne sidst fik brev, var det en journalist fra Information, der ville være i god tid. Førend de andre. Er det cawlingprisen om den bedst skildrede tragedie vi kappes om?

Hvordan skal jeg dog få det sagt til familien om den forbandede aftale? Jeg kan ikke lade som om jeg ingenting ved, når nu jeg ved det. Det ville være et tillidsbrud uden lige. – Og er det overhovedet rigtigt, at der er en aftale? Det var det ikke sidste gang og heller ikke forrige gang. Jeg spørger TV2 journalisten og han lyder meget sikker, men har det stadig kun fra DR. Jeg siger, jeg ikke kan forholde mig til ham, og at han må ringe en anden dag. Tænk over det, er hans afskedsord.

Jeg går på nettet og læser på DRs hjemmeside og bliver ikke meget klogere. På ministeriets hjemmeside står endnu ingenting.

Dagens tredje opringning

Dagens opringning nr. 3 kommer. En journalist fra DR. Hun fortæller, hun har talt med ministeren. På mine mange spørgsmål, at hun er sikker på, at der er en aftale. DR – journalisten spørger om jeg kan formidle kontakt til en af de børnefamilier, der har været her i mange år. De vil gerne lave et indslag i TV-avisen om deres historie. I aften.

Jeg fortæller hende som det er, at jeg er på vej til at besøge en familie, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal få det sagt til dem. Jeg forklarer hende situationen om det længe planlagte besøg osv. Hun er sød, fornemmer tydeligt, hvor svært det er. Vi aftaler, at jeg ringer tilbage senere.

Dagens fjerde opringning

Idet Kuki og jeg står af på stationen i Jelling kommer dagens opringning nr. 4. Det er Helbin, 14 år, der med glad stemme fortæller, hun er på vej på sin cykel for at hente os. Vi skal bare vente 5 minutter, kvidrer hun glad i telefonen.

Fem minutter, der normalt ville føles lange, men nu føles meget korte. For hvordan skal vi få det sagt. Helbin dukker op på sin cykel – hæsblæsende og smilende. Snupper noget af vores bagage og trækker af sted og fortæller. Vi går igennem Jelling op igennem flygtningecentret. Helbin peger og fortæller om de forskellige lejligheder, hun og familien har boet i sammen med andre famlier, dengang de boede i centret. Nu hvor vi står foran, sammen, kommer så meget frem, som Helbin ikke har fortalt før.

Planen var egentlig at Kuki og jeg skulle ind og tale med nogle af de asylanmodere, der bor i centret, men nu føles det så uoverskueligt. – Og Helbin fortæller hendes mor venter på os med mad.

Vi når frem til huset og møder Helbins søskende: Alin 15 år, og Helin 12 år, på vej ud ad døren til apoteket. Alin er sendt hjem fra efterskolen med blære- og skinnebensbetændelse. Pylret kan man bestemt ikke kalde hende. Som hun står der, ligner hun bare Alin. Den yngste af børnene, og eneste dreng, Alan på ti år dukker op. Kuki og jeg står og kikker på fire danske børn, vi har lige fået at vide snart skal udsendes til Irak. I døren kommer til syne en smilende mor, der taler nogenlunde dansk og har stået lavet mad til os hele dagen.

Helbin viser os stolt rundt i deres fine og første rigtige hjem i Danmark. Det er tortur. Otte, ni år er de blevet behandlet som kryb, og får pludselig noget der ligner et slot og er knapt flyttet ind, før de får besked om, de skal ud til Irak. Børnene er danske, elsker Jylland og er en del af lokalsamfundet og lokalsamfundet en del af dem. Det vil være forkert at sige ”integreret”, de er ”assimileret”.

Min beundring af hjemmet er ægte, imens vi går rundt. Men hvor er det svært at stå overfor nogle menneskers glæde og vide at om lidt vil de komme til at krympe sig i smerte. Hvor blidt vi end fortæller det. Hvorfor skulle den aftale også gå igennem lige netop i dag? Et øjeblik føler jeg mig som offer for et komplot. Men alligevel bedre vi er der, når de får det at vide, så de ikke er alene imens.

Jeg går ud på badeværelset og ringer til DR-Journalisten. Fortæller hende, at hun ikke skal regne med familien til TV-avisen i aften. Det rette øjeblik til at fortælle nyheden til familien findes vel ikke, men det rette øjeblik er i hvert fald bare ikke lige nu. Hun er sød. Siger nok er jeg journalist, men jeg har også min menneskelige side og forstår. Måske ved hun det ikke selv. Hun bliver min trøst. Vi aftaler, at når jeg har fået det fortalt til familien, ringer jeg igen.

En familie i Chok

Vi spiser og begynder så småt at lede snakken hen imod. Om familie, der blev dræbt i Irak og ikke mere er. Om resten af familien med asyl i Sverige og i USA og til sidst dem selv stadig uden asyl efter ti år i Danmark.  Om årene i centret, hvor børnenes mor var i tvungen praktik med at lave mad til hele centret. Otte timer om dagen for 200 kr. om ugen (det er ikke afslaget på asyl til hende, der har kostet skatteborgerne 250.000 kr. årligt). Endelig lige før TV-avisen får jeg det sagt.

Det gik efter bogen: ingen gråd eller raseri -  bare ufatteligt. Ringen rundt til de andre familier og snakken om, hvad kan vi gøre. Kaotiske tanker, der bliver sagt højt og hænger forvirret i luften.

Jeg spørger om nogle af de store piger vil medvirke i TV-avisen og fortælle deres historie. Helbin på 14 år vil gerne. Har været i fjernsynet før. Jeg ringer til Journalisten, men i dag er det nu for sent, men de vil gerne have familien med torsdag.

Kuki og jeg tager derfra sent om aftenen. Trætte, og taler om, hvordan må det ikke være for dem? Da vi skal skifte tog i Vejle møder vi for anden gang i dag skæbnens ironi. På perronen står Peter Skårup, Morten Messersmidt sammen med en dame vi ikke kender fra Socialdemokratiet (Hun bærer partiets mærke på sin jakke). Det er onsdag den 13. maj 2009.

Vi er pæne mennesker Kuki og jeg. Vi er tavse. Da toget kommer, går vi blot ind i en anden vogn end dem. Sent på natten skilles vi.

En DR-journalist ringer torsdag formiddag. Helbin vil ikke medvirke alligevel og vi vil ikke presse. Vi finder nogle andre, måske. Alle er i chok.

Senere på dagen ringer jeg til Helbin. Hun lyder træt og trist.

Kollektivt chok og retraumatisering

Torsdag aften tjatter jeg lidt med Marina. Marina og hendes familie fik asyl 2008. Marina går i skole med Bisian og Avin, to af de flygtningebørn, den danske stat vil sende ud. Marina er ulykkelig og fortæller, hun fik det at vide i skolen.

Både for børnene uden og med asyl er den danske regerings handlinger tortur. Børnene med asyl ved om nogen, hvad børnene uden asyl er igennem nu af følelsesmæssigt kaos. De har alle prøvet det så mange gange igennem ti år. Marinas traume er genoplivet. Hun har asyl, men bliver pludselig i tvivl og spørger mig om hun og hendes familie også skal sendes ud.

Marina og hendes familie, der som de andre irakiske flygtninge 2005 fik brev om, at de straks skulle udsendes. Krigen i Irak var på sit højeste. Hver dag i nyhederne lød ”Det blev en af de blodigste dage i Irak”. Alle i centret var i oprør grundet brevet. To dage efter meddelte udlændingestyrelsen, at det var sendt ud ved en fejl.

Marina og hendes familie, der i 2007 fik at vide de havde fået asyl: forældrene og Marina og hendes søskende. Undtagen Marinas bror. Marina og hendes familie, der ugen efter fik at vide, at også asylmeddelelsen var en fejl. Ingen af dem havde fået asyl.

Marina og hendes familie, der i 2008 fik asyl efter otte års afslag. Marina og hendes familie, der efter asyl måtte vente endnu et halvt år på at flytte ud i egen bolig. En midlertidig bolig. Man får ikke lov til at slå sig til ro lige med det samme, blot fordi man har fået asyl efter 8 år i angst og uvished.

Andre børn med og uden asyl og ophold kom torsdag aften på tjatten. Bange og ulykkelige. De frygter for sig selv. De frygter for deres venner. Børn og unge, der er vokset op så tæt sammen i centrene og blevet en del af hinandens liv.

Det er en torsdag, jeg som onsdagen vel heller ikke glemmer. Dagene siden flimrer sammen. Jeg kan ikke fatte det. De er ikke blot integrerede. De er blevet assimileret, og har assimileret Danmark i sig. De taler dansk og har problemer med det irakiske sprog. Jeg kan ikke forestille mig dem blive sat på et fly til Irak. Jeg kan ikke forestille mig dem i Irak. Stå der. I et fremmed og farligt land.

Jeg ser deres ansigter gennem årene, har set dem vokse og ved hjælp af hinanden og deres forældre udvikle sig til sociale omsorgsfulde mennesker.

Det ufattelige

Min hjerne nægter at forstå, at nogle mennesker kan finde på at gøre de børn og unge og deres forældre så meget ondt. Og ældre mennesker og enlige.  Blive ved og blive ved.

Det blev en onsdag med store følelsesmæssige svingninger. Fra den ene yderlighed til den anden. Onsdag den 13. maj 2009. Sådan er mange dage på den post, hvor jeg sidder i Støttekredsen. Man ved aldrig og skal passe på med at glæde sig (utroligt). Men til forskel fra flygtningene er jeg i sikkerhed med mine sindsoprivende dage. Det er de ikke. Hvordan må dagene ikke være for dem?

Mona Ljungberg