I september 2001 indrejste Elham sammen med sin lille datter i Danmark og søgte asyl. Hendes mand Ali indrejste nogle måneder senere, i marts 2002. I Irak var han systematisk blevet tortureret gennem 8 måneder i bl.a. Abu Goreib fængslet. Han har ar efter tortur på hele kroppen. Han blev dertil før sin flugt beskyldt for at stå bag mordet på en fremtrædende person i Irak. Han er i Irak stadig eftersøgt af denne persons slægtninge og tilhængere, som vil hævne mordet. De danske myndigheder har givet afslag på asyl.

Da ægteparret flygtede fra Irak var Saddam-regimet fortsat ved magten, officielt var der i hvert fald endnu ikke planer om en krig, og familien burde på baggrund af Danmarks viden om Saddam-regimet og de forfølgelser, familien i Irak havde været udsat for meget hurtigt have været tilkendt asyl. I stedet blev familien holdt hen af de danske myndigheder. Det første år gik. I januar 2003 meddelte Udlændingestyrelsen familien afslag på asyl. På intet tidspunkt var iværksat undersøgelser, der kunne bekræfte eller afkræfte den tortur Ali oplyste at have været udsat for, selvom man skulle mene at de danske myndigheder havde haft tid nok.

Afslaget fra Udlændingestyrelsen blev efterfølgende som normalt anket til flygtningenævnet, men så blev krigen indledt imod Irak, og familiens sag blev stillet i bero sammen med alle øvrige irakersager. Atter et år blev familien holdt hen i uvished, inden deres sag blev taget op af Flygtningenævnet. Det blev også et afslag.  Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afslag: ”Nævnet finder ikke at Ali på overbevisende måde har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse.”

Torturofre kan have vanskeligt ved at fortælle om traumatiske begivenheder. Dette indgik tilsyneladende ikke i de danske myndigheders overvejelser, da man vurderede Alis forklaring til at være konstrueret, usandsynlig og divergerende.

Der var tillige søgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, her var der heller ingen der nævnte torturfølger eller psykiske lidelser. Det eneste der stod et sted i akterne hos ministeriet var en centerlæges notat om at Ali har et stort ar henover den ene side af maven, som han ikke kan forklare ordentligt hvor stammer fra. Lægen konkluderer at der nok er tale om en gammel brokoperation. Derudover står der spredte notater om hjerteflimmer, søvnbesvær, svigtende hukommelse, koncentrationsbesvær og ondt i maven. Intet om årsagen til alle disse nervøse symptomer.

Også i 2004 umiddelbart efter at familien havde fået afslag på asyl, fik de tillige afslag på opholdstilladelse af humanitære grunde, her under med en ordre fra de danske myndigheder om omgående at udrejse af Danmark. De 2 års uvished havde tæret hårdt på ægteparret, men de havde hidtil holdt sig oppe på resterne af et håb. Efter det seneste afslag gik Ali helt i opløsning. Fra det tidspunkt eskalerede hans PTSD-symptomer (Post Traumatisk Stress Syndrom) Han får store mængder medicin, kan ikke sove om natten og får anfald hvor han river sit tøj i stykker og banker sit hoved ind i væggen.

Som alle andre, der får afslag på opholdstilladelse, blev familien efter afslagene underlagt de særlige lovmæssige stressfremkaldende foranstaltninger, indført med henblik på at motivere flygtninge til at rejse tilbage til deres hjemland.

Selv mødte jeg familien første gang i februar 2005. Ægteparrets historie gjorde dybt indtryk på mig, og de var yderligere i dyb sorg. Mindre end en måned tidligere havde de fået meddelelsen fra slægtninge tilbage i Irak, at begge deres fædre var blevet dræbt og ofre for en af de tilfældige og mange bilbomber i Bagdad. Samtidig viste hun mig et brev, som de ikke forstod. Det var fra en advokat som skrev, at hvis han skulle bistå dem med deres ansøgning om genoptagelse af sagen om humanitær opholdstilladelse, skulle han have x antal tusinde kroner i a conto honorar. Jeg tilbød at vi i Støttekredsen kunne kigge på deres sag.

En psykiatererklæring, som efterhånden var kommet frem, havde advokaten dog uden x antal kroner, videresendt til Ministeriet for Flygtninge og søgt sagen om humanitær opholdstilladelse genoptaget. Cirka et halvt år senere, i juni 2005 kom der afslag. Der står bl.a. i afslaget at:

 ”Ministeriet har tillagt det en vis vægt, at Flygtningenævnet ved afgørelsen af. 19. februar 2004 har afvist ansøgerens asylmotiv som utroværdigt, herunder hans oplysninger til sagen om tortur.”

Alis psykiater havde imidlertid efter sin seneste konsultation med Ali besluttet sig for at skrive endnu en erklæring, nu direkte henvendt til Ministeriet, og som var på vej. I erklæringen oplyses Alis tilstand som en psykotisk depression. Godt en uge senere blev sagen om humanitær opholdstilladelse genoptaget.

Efterfølgende, på initiativ af Støttekredsen, er Ali blevet grundigt torturundersøgt af Amnestys lægegruppe. Undersøgelsen bekræfter hvad han har fortalt, om den omfattende tortur han har været udsat for i de irakiske fængsler. Under vores samtaler har vi efterhånden fundet ud af, at en del af de ting han har været udsat for i fængslet har været så ydmygende og frygteligt, at han ikke engang har fortalt sin kone om det

Efter de første 3 år i Danmark, hvor familien blev holdt hen i uvished som det ene med langsommelig sagsbehandling, og som det andet med afslag givet på grundlag af de danske myndigheders mangelfulde indsats for at få bekræftet familiens oplysninger og heraf følgende fejlvurdering af ægteparrets grunde til at være på flugt fra Irak, er yderligere 1½ år gået grundet den tid Støttekredsen måtte bruge til at iværksætte de undersøgelser, som de danske myndigheder aldrig har gjort, samt indhente lægeerklæringer og dokumentation om det ene og det andet.    

Foruden foranledningen af torturundersøgelsen, bad Støttekredsen i september 2005 Børnepsykiater Bente Rich om at foretage en børnepsykiatrisk vurdering af ægteparrets to små børn. Bente Rich konkluderede at den 7-årige pige befinder sig i en angstfyldt depression, der forhindrer hendes udvikling såvel følelsesmæssigt som intellektuelt. Den 2 ½ årige dreng udviser stresstegn, aggressiv adfærd og tristhed. Begge er afhængige af en hurtig indsats. Børnepsykiatrisk undersøgelse var heller ikke blevet iværksat før den blev foranlediget af Støttekredsen, og derfor var der heller ingen tidligere erklæringer på børnene. Først efter Bente Richs undersøgelse iværksat af Støttekredsen og modtagelsen af Bente Richs erklæring, har Dansk Røde Kors, der står for lejrenes drift indstillet børnene til behandling på deres psykotraumecenter. Børnene vurderes også her til at være meget truede i deres udvikling og klart behandlingskrævende.

Vi har gennem det sidste år løbende sendt ny dokumentation til Ministeriet. Jeg har også sendt en DVD, hvor Ali fremviser sine tortur-ar.

For 14 dage siden fik vi de seneste helbredsakter fra sygeplejen i Avnstrup. Den nye psykiater skriver i sine seneste journaloptegnelser: ”Diagnosen er nu paranoid psykose som videreudvikling af PTSD.” Endnu engang sendte jeg kopi til Ministeriet.

Og fredag kom så opholdstilladelsen. I brevet fra Ministeriet står der bl.a. at ”det er tillagt en vis vægt at Ali har været udsat for tortur i sit hjemland.”

Humanitær opholdstilladelse gives for et år, og opholdstilladelsen af humanitære grunde er derfor en kortvarig glæde. Efter et år skal man ansøge om at få tilladelsen forlænget, og Ministeriet vil så undersøge om grundlaget for opholdstilladelsen stadig er til stede.

Med andre ord: hvis det skulle lykkes for familien i det kommende år at få det lidt bedre, hvis Ali ikke er blevet fuldstændigt invalideret for resten af livet, men rent faktisk opnår at komme i bedring, så er der stadig risiko for at de om et år bliver sendt tilbage til Irak.

Men angsten for dét skal nok holde ham syg nok

For en måned siden er Alis mor blevet opsøgt af det irakiske politi, som havde en slags arrestordre med på Ali, fordi det nyoprettede irakiske politi nu officielt samarbejder med de religiøse grupperinger som vil hævne dét mord, som de beskylder Ali for at have begået. Et papir vi forsøger at få fremskaffet som bevis til flygtningenævnet på, at Ali stadig er i individuel risiko i Irak. Det er ikke nemt, at fremskaffe det papir, hvis det overhovedet lader sig gøre. Men en flygtning skal bevise den individuelle risiko, sandsynliggørelse er ikke nok. Krigens rædsler i Irak er heller ikke nok.

Glæden over opholdstilladelsen i fredags er stor, men ægteparret er stadig underlagt den særlige stressfremkaldende foranstaltning, at de om et år kan få inddraget deres opholdstilladelse og blive tvangsudsendt til Irak. I stedet for at afhjælpe den ubodelige skade Danmark har udøvet imod ægteparret og deres små børn ved at holde dem hen i uvished og afslå dem asyl på fejlagtigt grundlag, fortsætter Danmark med at holde familien hen og fast i deres angst ved kun at give opholdstilladelse for et år ad gangen.

Med venlig hilsen
Maria Mac Dalland
Støttekredsen for Flygtninge i fare