| Støttekredsen for Flygtninge i Fare | |
| 08-07-2008 Støttekredsens nyhedsbrev |
Den skjulte depression |
|
Hun er 21 år og har været 10 år i Danmark. Hendes store problem er naturligt afslaget på asyl, men faktisk også at hun fungerer udadtil. Mekanisk står hun op hver morgen, tager på frisørskolen og hjælper til. Hendes halvårige uddannelsesforløb er for længe siden slut, men hun tager stadig af sted. Hver morgen.
Hun er i stand til at holde en facade udadtil eller rettere kan nok ikke lade være. Hun taler og smiler mekanisk. Går til læge med mor og søskende og er tolk når nødvendigt. Men det er også Helin, der ringer med en stemme stille og trist, og siger ”jeg kan ikke holde noget ud mere, hvad skal jeg gøre”. Helin, der ringer og fortæller om selvmordstanker, som er så forbudte at tale om og tænke. Men de er der. ”Hvis de sender mig til Irak, slår de mig ihjel, så kan jeg lige så godt tage livet af mig selv” siger hun med træt stemme. Når vi mødes, er hendes øjne triste. Betragter jeg hende ubemærket, er de fraværende, trætte. Hun taler uden at sortere de mange ord, der kører rundt i hovedet. Om bekymringerne for sin mor, sine søskende og grøntsagerne, der er dyrere i Roskilde end i København, og så kommer det midt i ordflommen: Jeg er ikke misundelig Mona, forstå mig, men hvorfor får kun de kristne deres asylsag genoptaget, og ingen af de irakiske muslimer. Mit liv er også i fare i Irak. I et glimt lyses hele ansigtet op af hendes angst. Helin har ret. Der foregår religiøs diskrimination i asylsagerne. De irakiske muslimer er også i fare ved en tilbagevenden til Irak, men har fået afslag på genoptagelse af deres asylsag. Den første afviste irakiske asylsøger blev arresteret i torsdags med henblik på tvangsudsendelse til Irak. Han blev hentet af politiet, da han var nede for at afhente sine kostpenge hos Dansk Røde Kors. Helin fortæller i dag, at 4 civile betjente kom og hentede ham, tog ham med op på hans værelse og lidt efter førte ham bort med håndjern på. Helin har 3 mindre søskende. Bisian er også irakisk muslim og er vokset op i Danmark og har en helt ny lillesøster. Yasmin er også irakisk muslim og vokset op i Danmark. I Irak har Yasmin en far, der forfølger hendes mor. I dag er flygtninge dårligere stillet i Danmark end under besættelsestiden. I besættelsestiden var der i det mindste et sikkert land flygtningene kunne smugles ud til - Sverige. Og mennesker, der uanset de modtog betaling, risikerede deres liv for at smugle dem ud. I dag er alle grænser lukkede, og de europæiske lande kappes om inhumanitet med Danmarks regering forrest i rækken. Så længe befolkningen tillader det. |
| Dette websted bruger frames:
Har du fundet det via søgemaskine og ikke fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her |
|