Grunden til automatikken: Det var forbudt at rejse ud af Irak under Saddam Hussein. Udrejse af Irak straffedes med tortur og henrettelse. En iraker, der var rejst ud af Irak kunne derfor ikke vende tilbage. Så alene udrejse var dermed asylbegrundende. Og der var mange gode grunde til at udrejse fra Irak. Det er vanskeligt at finde en iraker, der under Saddam ikke enten selv har været tortureret eller ikke har slægtninge, der har været tortureret og/eller er blevet henrettet. Tortur og henrettelser havde alene til formål at sprede rædsel og undertrykkelse af den irakiske befolkning

Nord-Irak er en historie for sig. Nord-Irak er hovedsageligt beboet af kurdere. Kurderne ønsker en selvstændig stat men er splittede – bl.a ud imod hinanden af staterne omkring dem. Iran støtter en fraktion – Saddam støttede i sin tid en anden, og således kæmpede Irak og Iran også deres krig imod hinanden igennem kurderne. Et kurdisk oprør imod Saddam-regimet i 1988, svarede Saddam igen på ved at kaste giftgas over flere kurdiske byer. I løbet af få timer blev titusinder af kurdere gasset og dræbt. I 1991 gjorde FN Nord-irak til en såkaldt beskyttet luftzone. Det er luften over Nord-irak stadig, men forhindrer ikke, at Tyrkiet fortsat flyver ind over og ind imellem angriber kurdiske byer.
Tyrkiet har en stor kurdisk befolkning og frygter at de vil løsrive sig og inddrage dele af Tyrkiet i en stor kurdisk stat. Tyrkiet truer fortsat med større angreb imod Nord-irak.

I 1996 indførtes sanktioner imod Irak: olie for mad programmet. Sanktionerne ramte dog ikke Saddam Hussein, men den irakiske befolkning. Der blev mangel på mad, medicin og hospitalsudstyr, og især spædbørnsdødeligheden steg.

I 1997 tog hetzen fra Dansk Folkeparti og Venstre til imod flygtninge, der søgte asyl i Danmark.

Fra 1998/1999 gik sagsbehandlingen af asylansøgninger fra irakiske flygtninge de facto i stå.

Omkring år 2000 erkendte Saddam Hussein, at han var nødt til at lempe på udrejseforbuddet, og tillade at nogle irakere rejste til omkringliggende lande og arbejdede. Pas og udrejsetilladelser kunne i det store hele dog kun opnås igennem bestikkelse til en lokal betjent, der så uden at melde det til andre myndigheder udstedte de attråværdige udrejsedokumenter. Såkaldte falske ægte pas og udrejsetilladelser.

Irakere med ægte ægte pas og udrejsetilladelser kunne dog stadig heller ikke være sikre på ikke at blive mistænkt for landsforræderi, når de kom tilbage til Irak igen. Især irakere, der var væk i måneder kom i fare. For ingeniører, læger, sygeplejerske og arkitekter blev et totalforbud mod udrejse af Irak opretholdt.

I 2001 fik Danmark den nuværende regering. Berthel Haarder blev udnævnt til flygtningeminister og indførte en række ændringer i betingelserne for at opnå asyl. Eksv. blev desertering eller udeblivelse fra hæren fjernet som asylgrund, uanset hvilket land.  Men i Irak blev netop tvungen værnepligt med underkastelse af tortur brugt som straf ikke blot til deserterede, men imod alle mænd, som var mistænkt for eller havde forbrudt sig imod Saddams love. En glemt velsignelse af Saddam i en konversation med chefen eller kollegaen kunne være nok. En ed over Saddam eller en lokal inspektør eller forholdene i Irak tillige nok til at tungen blev hugget af.

Mange af de irakere, der var kommet til Danmark i 1998 – 2000 fik først en afgørelse på deres asylansøgning  6 – 2 mdr. før krigens indledning marts 2003. Når de havde ventet så længe, skyldtes det at Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen var langsommelige. Sagerne lå og samlede støv. En del af de sager som Rigspolitiet efter 4 -9 mdr sendte videre til udlændingestyrelsen beholdt styrelsen også 4 – 6 – 10 mdr. Nogle af sagerne blev her efter sendt tilbage til Rigspolitiet igen med begrundelsen at Rigspolitiet havde glemt at foretage sprogtest eller undersøgelse af ID-kort. Så lå ansøgningerne, der hos Rigspolitiet i måneder igen, inden de igen blev sendt tilbage til Udlændingestyrelsen og igen lå i måneder. Enkelte sager lå ubehandlet i Styrelsen i flere år.

Undervejs i den sendrægtige sagsbehandling opstod offentlig furore. Irakiske asylansøgere begyndte at sultestrejke. Flygtningenævnet hævdede, at det ikke var dem, der trak sagsbehandlingstiden ud. Det samme gjorde Udlændingestyrelsen. Ingen tænkte på, at sagerne også kunne ligge længe hos Rigspolitiet. Så Rigspolitiet gik fri. Heller ingen tænkte på, den transport der foregik med nogle af sagerne mellem Rigspoliti og Udlændingestyrelsen, og tilbage igen. På den måde var det sandt, at i hvert fald ikke alle sagerne lå nogle af stederne. De var det meste af tiden undervejs. Måneder og år undervejs.

I månederne op til marts 2003 fik mange irakere kommet til Danmark 1999 - 2001 endelig deres asylansøgning behandlet. Få fik asyl og mange fik afslag, også selvom Saddam var ved magten, og alt tydede på et forestående krigsangreb, og ingen på forhånd kunne vide, hvor længe den krig ville komme til at vare. I modstrid med UNHCRs  indstilling til de europæiske stater, blev indført i de danske asylafslag, at iflg. UNHCR var det ikke længere farligt at vende tilbage til Irak. UNHCRs udtalelser om, at dette i bedste fald var en misfortolkning af deres indstilling og i værste fald en bevidst fordrejning, blev også fejet af bordet af minister Berthel Haarder. Afslagene til de irakiske flygtninge fortsatte. Dog kunne Danmark ikke sende de irakiske flygtninge tilbage til Irak. UNHCR nedlagde forbud imod tvangsudsendelser af irakiske flygtninge, grundet de ved en tilbagevenden til Irak med stor sandsynlighed ville blive tortureret og henrettet.

Andre ventende irakere fik endnu ikke deres sag behandlet inden krigsangrebet. Deres sager blev ved indledningen af krigen yderligere stillet i bero ½ år. Oktober 2003 blev berostillelsen ophævet, og daværende minister Berthel Haarder begrundede det med, at der nu var fred i Irak.

Sagerne havde hobet sig op, i og med at der i flere år forinden den officielle halve års berostillelse ikke var foregået en sagsbehandling. Efter ophævelsen af berostillelsen oktober 2003 tog det endnu 6-12 måneder, førend Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet kom igennem. Dem der havde fået afslag inden krigsangrebet fik også deres afslag taget op til revision. Også nogle af dem, der havde fået asyl. De fleste fik efterfølgende afslag med begrundelsen, at Saddam nu var væltet og at de dermed ikke længere risikerer forfølgelse. Der blev ikke set på, at det ikke var Saddam, der egenhændigt havde stået og tortureret de mange millioner irakere eller egenhændigt henrettet flere hundrede tusind, og at han jo har haft et kæmpe velorganiseret netværk af håndlangere, som stadig er i Irak og næppe frivilligt står til ansvar for deres handlinger under Saddams regeringstid.

I julen 2007 vendte en af Saddams torturerede irakere tilbage til Baghdad. Presset af dansk madkasseordning og tvungent ophold i Sandholm som afvist asylsøger. Manden er invalideret af tortur. Kort efter sin tilbagevenden blev han kidnappet. Heldigvis kun med henblik på pengeafpresning af familien, men dermed bestemt ikke rart. Han blev løskøbt og er nu flygtning i Jordan.

Igennem 2008 har kristne afviste irakiske flygtninge fået deres asylsag genoptaget og mange af dem fået asyl. I 8 - 10 år har de siddet fast i de danske centre, førend regeringen og Flygtningenævnet har villet erkende, at de var og stadig forfølges i Irak grundet deres religion. De har været flyttet fra center til center som kvæg. Store familier har boet i små værelser på 12 kvadratmeter. De har i flere år været tvunget til at skulle spise i kantine, og i underhold højest kunne få 3 måltider om dagen – ingen kontanter. Fordi Danmark i 8 – 10 år ikke ville erkende, at de er forfulgte i Irak. Mennesker, der  kunne have været flyttet ud og blevet selvforsørgende for 8 10 år siden, men ikke fik lov, og i stedet blev tvunget til at være afhængige af almisser de kunne få fra private godgørende danskere og at leve i angst og fattigdom.

Endelig: at kun kristne irakere får asyl nu, betyder ikke, at muslimske afslåede flygtninge ikke er forfulgte i Irak eller er mindre udsatte i krigen. De er forfulgt af andre grunde end deres religion. De har fået afslag igen og Danmark mener nu at kunne sende muslimske flygtninge tilbage. Selvom de har været i Danmark i 8-10 år, fordi de ikke kunne tvangsudsendes. Ikke på grund af konventioner, som regeringen og Dansk Folkedragtsparti hævder. Men fordi flygtningene er i fare i Irak. Konventionerne gør det hverken mere eller mindre sikkert at opholde sig i Irak. Det gør situationen i Irak.

Hvor om alt er, så bør ingen flygtninge sættes i en venteposition i 8 – 10 år. Faren i hjemlandet bør vurderes på det tidspunkt flygtningene ankommer og indenfor en rimelig tidsfrist efter ankomsten – 3 – 4 mdr. Det har den ingenlunde været for de afviste irakiske flygtninge. Da de endelig fik en afgørelse fik de ikke afslag på grundlag af en vurdering af situationen i Irak – men på grund af at Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti er imod at give asyl – uanset faren i det land mennesker er flygtet fra.