I december 1995 rejser en 40-årig mand fra Algeriet ind i Danmark, og ansøger om asyl.  Dahmas fortæller, at der i Algeriet er udstedt arrestordre imod ham. I forbindelse med en handelsrejse rundt i Algeriet havde Dahmas ringet hjem, og hans kone havde meddelt ham, at en af hans venner var blevet arresteret, hun bad Dahmas om at redde sig selv. Samme aften blev hjemmet husransaget, og Dahmas’s kone udsat for alvorlige overgreb af gendarmerne.

Dahmas har tidligere været arresteret og tortureret. Han frygter for ved en ny arrestation igen at blive tortureret, han frygter for sit liv, frygter også for sin  kone og sine to børn, som han hovedkuls måtte efterlade i Algeriet.  

Dahmas er aktivt medlem af FIS, han var ledende medlem. Allerede imens partiet var lovligt havde han til opgave at  samle penge ind til partiet.  I 1990 deltog Dahmas i demonstrationer for partiets ret til valgbarhed. Militæret skød tilfældigt ind i mængden, og Dahmas blev ramt  af skud i armen. I takt med skudsalverne tog alle demonstranter flugten, også Dahmas. Dahmas slap væk, tog direkte hjem, og holdt sig i dagene efter indendørs for ikke at blive set. Helbredet havde det heller ikke for godt, kuglen var gået direkte igennem armen. Hvor   mange dage og nætter der forløb på denne måde kan Dahmas ikke helt huske. Men han kan huske, at de kom om natten. - ”De” - var 4-5 hætteklædte gendarmere, der brød ind, smadrede familiens inventar, og tævede Dahmas og hans kone, gav ham bind for øjnene og førte ham bort til et fængsel.

I fængslet  opholdt Dahmas  sig 2-3mdr.hvor han næsten dagligt blev udsat for tortur. Dahmas blev lagt nøgen på en bænk, arme og ben blev bukket ind under bænken og lænket sammen med stålvirer. Imens han lå der, blev han slået med køller og udsat for elektriske stød og falanga (slag med køller under fødderne). Når han vred sig i smerte, åd stålvirerne sig ind i kødet på håndled og skinneben. Imens han lå der, havde en gendarm stoppet klude i munden på ham.  En gendarm satte sig imens ovenpå ham og hældte snavset vand ind i munden gennem kludene, en anden stod og klemte hans næsebord sammen, så Dahmas ikke kunne trække vejret. Andre gendarmere var tilskuere til mishandlingerne, grinte og nedgjorde ham imens verbalt. Og regnen af slag fortsatte. Når Dahmas fik fred til at sove, lå han på gulvet i iskoldt vand.  

Da gendarmerne efter nogle måneder var færdige med at muntre sig med Dahmas, blev han sammen med mange andre fløjet til en kz-lejr langt ude i ørkenen. Dahmas forklarer at her var de bare, de blev ikke tortureret, de skulle heller ikke lave noget. De var der, og blev holdt i live med fordærvet mad og snavset drikkevand. Sådan forløb dagene de næste 2 år.  

 Efter 2 år i ørkenens kz-lejr, lykkes det i 1993 i forbindelse med en generel amnesti, og med bestikkelse, en slægtning til Dahmas at få ham løsladt. Dahmas vendte hjem, genoptog arbejdet med at passe sin forretning og blev valgt til formand for den lokale handelssammenslutning. Dahmas fortsatte uden myndighedernes viden med at være aktiv for FIS, og forestod indsamlinger til fængslede og dræbtes FIS medlemmers koner og børn .  

I december 1995 på vej hjem fra en forretningsrejse ringer Dahmas til sin kone for at melde sin ankomst. Hun fortæller at  en af hans venner er blevet arresteret, og at gendarmerne har været for at spørge efter ham.  Dahmas ved godt at  arrestationen betyder, at vennen  er udsat for tortur, og at vennen under torturens smerte angiver navne på medlemmer af FIS. Hvem som helst for at få fred. Dahmas har jo selv høstet erfaringen. Så Dahmas flygter med det samme ud af Algeriet. Dahmas søger til Danmark, da han her har to brødre.  

Til Dahmas helbredstilstand ved ankomsten til