Ministeriets skrivelse af 17.10.05 vedr. ambassadens oplysninger om muligheden for at opnå behandling af alvorlige psykiske lidelser i Indien, giver mig anledning til følgende bemærkninger:

1.      Status over Fru Singhs situation.

Fra familiens indrejse i Danmark 2003 har Fru Singh udvist symptomer på dyb traumatisering. Under asylsagsbehandlingen kom det frem, at Fru Singh i Indien har været udsat for massevoldtægt, og lider under en ubærlig angst for at blive udsat for overgreb igen ved en evt. tilbagevenden til Indien

Fru Singhs frygt har under opholdet i Danmark udviklet sig til en dyb psykotisk tilstand. Med tiden og afslagene på asyl, har hun forsøgt at finde trøst og tryghed i sin religion, og man kan roligt konkludere, at hendes frygt på denne måde har udviklet sig til religionsvanvid. I dag opfatter Fru Singh sig som værende død i et dødsrige bygget op af hendes fantasi. Igennem længere tid har Fru Singh befundet sig i en tilstand, der bør medføre anbringelse på en psykiatrisk institution, permanent eller indtil, der evt. opnås en væsentlig bedring.  jf. vedlagte journalakter fra Amager Hospital med beskrivelse af Fru Singhs sygdomstilstand (Kontinuationsark, 27 – 33, 4.9.05 – 14.10.05) , samt min vedlagte skrivelse til den sociale ankestyrelse af d.d, (Bilag 1)

2.      Kvindeundertrykkende forhold i Indien: Kvinders lavstatus

Oplysninger om de undertrykkende forhold for kvinder i Indien er alment tilgængelige, her under oplysninger om, at kvinder i Indien er en udsat social gruppe, grundet deres lavstatus har problemer med at få adgang til det offentlige indiske sundhedssystem, og af sygehuspersonalet ofte udsættes for alvorlige overgreb. Jeg skal i denne skrivelse blot henvise til beskrivelserne af kvinders adgang til det offentlige sundhedssystem i Indien, i vedlagte udskrift fra www.redkvindeliv.dk, Internationale projekter – Sex & Samfund,
Kvinders Stemme i Indien – Fra Konvention til handling” (Bilag 2)..

3.      Konklusion vedr. Fru Singhs berettigelse til Humanitær opholdstilladelse:

Vi har altså oplysninger om, at Fru Singh lider under en ubærlig angst grundet objektive begivenheder i hjemlandet, og hendes manglende mulighed for at opnå hjemlandets myndigheders beskyttelse imod nye overgreb.

Udsendelse til Indien og truslen om udsendelse er inhuman forbundet med Fru Singhs mentale tilstand. Fru Singh opfylder således både i henhold til internationale konventioner og den danske udlændingelovs § 9b1 betingelserne for af humanitære grunde at blive meddelt opholdstilladelse

4.      Vedr. Ægteparrets børn: Børns vilkår i Indien – manglende børneforsorg

Iflg. alment tilgængelige oplysninger om børns vilkår i Indien, er der i Indien ingen offentlig børneforsorg, som kan træde til og hjælpe familien. Tværtimod er børn fra socialt belastede og ubemidlede familier en særlig udsat gruppe, og udnyttelse af børn til slavearbejde er alment accepteret. Vedlagte rapport fra UNICEF (Bilag 3)er ikke en uddybende beskrivelse af den omfattende udnyttelse af børn, men vidner ud fra UNICEFs konkrete indsats i et storbyområde, om accepteret udnyttelse og Indiens manglende børneforsorg.

5.      Status over situationen for ægteparrets 2 små piger.

Vi står i denne sag også med 2 små piger, endnu ikke fyldt 3 og henholdsvis 5 år, og udsatte for overlast, såvel fysisk som psykisk fra deres mor i forbindelse med hendes psykiske lidelse.

Pigerne må under ingen omstændigheder være alene med deres mor, som af og til går i affekt og bliver til fare for sig selv og sine piger. Pigernes mor skal være under opsyn døgnet rundt. Det er umuligt for en person alene, pigernes far, døgnet rundt at holde opsyn for at beskytte Fru Singh imod sig selv, og sine piger imod deres mor, Fru Singh.

Dertil må man anse det for begrænset, hvor længe pigerne psykisk kan bære daglig omgang med en mor, der i sit sind og sin adfærd udelukker pigernes eksistens. Fru Singh siger til lægerne, at hendes piger er døde, hvilket svarer til Fru Singhs adfærd over for pigerne. Der er ingen kontakt, ikke så meget som et blik på pigerne, ”Tilintetgørelse igennem Ignorering” ville vi kalde det for, hvis der var tale om en bevidst straf imod pigerne. Men skønt ubevidst eller Fru Singh ude af stand til at tage ansvar for sine handlinger, må pigerne opleve sig som tilintetgjorte af deres mor.

Kun pigernes far er arbejdsdygtig, må ved tilbagevenden til Indien tage lavbetalte jobs og arbejde så meget desto mere, familien skal have indtægter for at kunne overleve. For at arbejde er pigernes far nødt til at overlade dem alene med deres mor, eller skille sig af med moderen og overlade pigerne til sig selv i de mange timer, imens han arbejder.

6.      Konlusion vedr de to små pigers berettigelse til humanitær opholdstilladelse

De to små piger er altså i en situation, hvor de ved tilbagesendelse til Indien vil skulle gå for lud og koldt vand og klare det meste af dagligdagen selv, hvad enten deres mor følger med ind i hjemmet eller ikke gør. Pigernes liv vil ved tilbagesendelse til Indien være i risiko indenfor familiens rammer, og de vil i Indien heller ikke kunne nyde en myndigheds beskyttelse.

I henhold til børnekonventioner, flygtningekonventioner og den danske Udlændingelov § 9b1 om udvisning af medmenneskelige hensyn, opfylder de to små piger således også betingelserne for humanitær opholdstilladelse. 

7.      Status over situationen for pigernes far Hr. Singh:

Hr. Singh vil, hvis familien vender tilbage til Indien være i en umulig situation. Han kan vælge mellem enten at skille sig af med hustruen, efterlade hende et sted i en alvorlig sygdomstilstand, eller at  være  lænket til sin hustrus sygdom, blive eneansvarlig for, at Fru Singh ikke kommer til at gøre skade på sig selv, ægteparrets små piger, eller andre mennesker. Vi taler om behov for opsyn døgnet rundt, fysisk umuligt at gennemføre for en enkelt person, alene af den grund at alle mennesker har et søvnbehov. Hans hustru og små piger skal have mad på bordet, så han skal også arbejde.

8.      Konklusion vedr. Hr. Singhs berettigelse til humanitær opholdstilladelse set i relation familiens samlede forhold.

Hr. Singh vil, hvis han og hans familie vender tilbage til Indien komme til at befinde sig i en konstant frygt for, hvad hans hustru kan finde på, og han vil således blive udsat for et umenneskeligt psykisk pres. Endvidere fysisk pres ved at han vil skulle forsøge at holde sig evigt vågen.  Han kan for at lette det fysiske pres blive tvunget til at skille sig af med sin kone, overlade hende til sig selv, vel vidende at dette sandsynligvis vil medføre hendes død. En umenneskelig situation at sætte ham i.

I henhold til familiens samlede situation opfylder Hr. Singh således også betingelserne for at blive meddelt humanitær opholdstilladelse.

9.      Ambassadens oplysninger om mulighed for behandling i Indien er misvisende

Ambassaden har oplyst om, at der i Indien er mulighed for billig offentlig læge- og hospitalsbehandling. Ambassaden har intet oplyst om de særskilte forhold for kvinder, den generelle diskrimination, eller diskrimination af kvinder i det indiske sundhedsvæsen i form af manglende adgang til offentlige hospitaler og risiko for overgreb.

Endvidere harmonerer ambassadens oplysninger ikke med andre tilgængelige oplysninger om de offentlige hospitalers manglende behandlingskapicitet. Oplysninger også tilgængelige i det Danske Udenrigsministerium, må jeg formode, efter en større medieomtale i 2003 om en dansk statsborger, der døde på et offentligt hospital i Indien, jf. (Bilag 4). TV2 omtale af dokumentar-udsendelsen ”Gåden om Isabellas død”, sendt i TV2 22.5.03. TV2 oplyser her, at den unge kvinde efter et alvorligt overgreb, ikke kunne få den nødvendige behandling på to af Indiens offentlige hospitaler, om end det danske Udenrigsministerium havde godkendt hospitalsbehandling for 200 kr. pr dag.

Den unge kvinde døde iflg. TV2s undersøgelser af kombinationen: alvorlig læsion i kraniet med tilstødende infektioner, iflg. TV2s undersøgelser grundet manglende behandlingskapacitet og generelt elendige forhold på de offentlige hospitaler i Indien.

10.  Sammenfatning og opholdstilladelsens varighed

Fru Singh og de 2 små piger, opfylder enkeltvis betingelserne for humanitær opholdstilladelse. Hr. Singh opfylder betingelserne i forhold til familiens samlede situation.

I takt med hidtidige afslag på asyl og opholdstilladelse af humanitære grunde, samt fra hospitalet i en periode stigmatisering af Fru Singh som simulant, og set ude fra grundet noget der ligner psykiatriske forsøg med Fru Singhs tilstand ved ophør af behandling, er Fru Singhs psykiske tilstand blevet væsentligt forværret under hendes ophold i Danmark. Ægtefællen oplyste under mit besøg hos familien i fredags d. 28.10, at Fru Singhs tilstand yderligere er forværret i den seneste måned, hvor hun er blevet behandlet med elektrochok. Ægtefællen oplyser, at Fru Singh efter behandling med elektrochok har mistet sin hukommelse.

Om fru Singhs har fået yderligere varige mén af elektrochok, skal jeg ikke forsøge at vurdere. Jeg kan vurdere, at Fru Singh inden hun fik elektrochok psykisk var meget syg, og at hun efter fortsat er meget syg, jf. min beskrivelse til den Sociale Ankestyrelse.

Man må formode, eller kan håbe, at der kan opnås en lettelse i tilstanden ved meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Der vil dog tydeligvis blive tale om et langvarigt behandlingsforløb, men på forhånd dømt til fiasko, såfremt presset på Fru Singh ikke lettes, hendes frygt for at blive sendt tilbage til Indien.

Vi har gennem årene set, hvordan andre asylsøgere med kortvarig opholdstilladelse, kun opnår kortvarig bedring, og ryger tilbage i deres angtspsykoser, når tiden nærmer sig til at søge forlængelse.

Jeg skal derfor indstille til Ministeriet om ved meddelelsen af opholdstilladelse at udvise de nødvendige medmenneskelige hensyn, og med henblik på forebyggelse, at meddele familien  opholdstilladelse for mere end et år, og med henblik på varigt ophold.