Hvilken overskrift skal vi vælge?

Denne? Amager hospital til psykisk syg mor til fare for sig selv og sine 2 små piger: ”Gå hjem og pas dine børn”.

Eller denne: Asylsøgerfar må våge døgnet rundt: psykisk syg ægtefælle til fare for sig selv, sine børn og personalet på psykiatrisk afdeling udskrevet til asylcenter.

Eller denne: Udskrevet fra Amager Hospital som asylsøgende ”simulant” –  2 uger efter indlagt psykotisk og sat i behandling med elektrochok.

Eller denne: Er danske børnefamiler, hvor den ene forælder er alvorligt psykisk syg udsat for samme grove svigt fra social og sundhedsforvaltning?

Eller denne? Eller denne? Eller denne? Overskrifterne kunne være mange. En enkelt overskrift kan ikke dække de mange grove svigt fra asyl-, social- og sundheds forvaltning i sagen om familien Singh. I vores skrivelse til Ministeriet, gennemgår vi sagens hovedtræk og har derfor valgt at udgive hele skrivelsen som Nyhedsbrev. Vi gør opmærksom på, at det er hovedtræk relevante for humanitærsagen. Detaljerede oplysninger fra journalerne om opholdene på psykiatrisk afdeling, vil komme til at indgå i klage, vi er ved at forberede til patientklagenævnet.

Familien Singh er fra Indien, Punjab-regionen.

Til: Ministeriet for Flygtninge
Dato 18.9.05

Kontor for Humanitære sager

Vedr. humanitær sagen ægteparret Singh, samt ægteparrets 2 små piger, Mandeep på 4 år og Reena på 2½ år.

Jeg har fra henholdsvis Ministeriet, Udlændingestyrelsen samt hr. Sing modtaget sagsakter og gennemgået dem. Fra hr. Sing har jeg af  nyere journalakter vedr. hans ægtefælle, modtaget akter fra perioden 12.7.05 – 5.9.05 fra Amager hospital. Grundet et større antal af sider fremsendes disse akter en af de nærmeste dage til ministeriet pr. almindelig post.

Ved telefonisk forespørgsel fredag d. 16.9.05 til indkvarteringscentret, har jeg fået oplyst, at fru Singh fortsat er indlagt på psykiatrisk afd., Amager Hospital.

Indledningsvis skal jeg bemærke, at jeg efter min gennemgang af sagens mange akter finder væsentligt grundlag for, at ansøgningen om Humanitær opholdstilladelse udvides til også at tage udgangspunkt i ægteparrets to små piger Mandeep og Reena på henholdsvis 4 år og 2½ år, forbundet med hensynet til pigernes tarv.

Sagens faktiske oplysninger:

Ægteparret indrejste i Danmark i marts 2002. Datteren Mandeep, ½ år på indrejsetidspunktet var med ved indrejsen. Datteren Reena er født i Danmark.

I kontinuationsakterne fra DRK, erklæringer fra psykolog, konsulterede læger, fødeafd, og fra forskellige behandlere, der har været involveret i familien er det gennemgående tema helt tilbage fra familiens ankomst en bekymring for fru Singhs psykiske tilstand, og som følge af denne belastningen for først Mandeep, og fra konstatering af ny graviditet, også det næstkommende barn, ”Reena”. En bekymring, der fortsætter efter fødslen af Reena, idet fru Singh af centerpersonale, psykolog og læge ofte opleves at gå ind i sin egen verden, og ikke at ænse sine små piger, - i en sådan grad, at der er tale om omsorgssvigt (jeg skal henvise til akter med oplysninger om helbred, som allerede synes at foreligge i Ministeriet).  Allerede ½ år efter ankomsten, november 2002, overflyttes familien derfor til Kongelunden.

I Kongelunden beskrives fru Singh i det første halve år efter overflyttelsen som svingende, men synes iflg. oplysningerne i kontinuationsarkene de første måneder efter fødslen af Reena at klare forældreopgaven rimeligt. Psykisk forværres tilstanden igen i februar, og af kontinuationsark 25.3.03 oplyses, at fru Singh er suicidal og truer med at tage både sit eget og børnenes liv. Samme dag anbefales at fru Singh sættes i antipsykotisk behandling.

Det fremgår endvidere 25.3.03, at tvangsanbringelse af børnene har været på tale, men at dette blev fundet uhensigtsmæssig under henvisning til risiko for afslag på asyl, og at børnene så alligevel skulle tilbage til deres mor.

Siden 28.3.03 har fru Singh bevæget sig i fast rutefart mellem Kongelunden og Amager hospital, psykiatrisk afd., hvor hun har været indlagt i kortere og længere perioder, til tider affektpræget, hallucineret, suicidaltruet, til tider psykotisk. Fru Singh er i mellem indlæggelserne i den første tid også i psykolog behandling.

Fru Singh har tilsyneladende været svær at vurdere psykiatrisk. I forbindelse med henvendelser til og indlæggelserne på Amager Hospital, er fru Singh således ofte blevet vurderet forskelligt, hvilket synes at have sammenhæng med opfattelsen hos de forskellige læger, der har tilset hende. I en forholdsvis lang periode er fru Singhs selvdestruktive adfærd vurderet som affektpræget i forbindelse med afslag, med anfald der klinger af efter nogle dages indlæggelse (selvmordsforsøg, råben, slår sig under indlæggelserne voldsomt i hovedet, banker hovedet ind i vægge og vinduer og må bælte- og rem fikseres). Symptomerne forværres med tiden.

På trods af Fru Singhs selvdestruktive adfærd, og gennemgående oplysninger om sygelig adfærd også i forhold til sine små piger, vurderes hun i journalark 21.7.05, udfyldt af 1. reservelæge M. H., hverken hallucineret eller psykotisk, og det oplyses, at planen er at få Fru Singh tilbage til Kongelunden efter nedtrapning af antipsykotisk og antidepressiv medicin. Foruden de foreliggende oplysninger på det tidspunkt om den generelle bekymring over Fru Singhs fysiske og psykiske distance til pigerne, skal jeg henlede opmærksomheden på specialerklæring af 24.7.03, hvor Fru Singh under badning af den yngste datter, Reena, kom til at skolde hende, og Reena blev indlagt på Rigshospitalet. Fru Singh var tankefraværende og havde iflg. egne oplysninger til lægen ikke ænset vandets temperatur, men blev først opmærksom på, at noget var galt, da hendes lille pige begyndte at skrige voldsomt.

Om end Fru Singh ved beslutningen om udtrapning af medicin og udskrivelse af psykiatrisk regi forsøger at gøre lægerne opmærksom på, at hun lider af voldsom frygt og tvangstanker om voldtægtsovergrebet i Indien, og at hun ikke kan kontrollere sine reaktioner, og frygter for at komme til at gøre sine børn fortræd (jf. journalark Amager psyk. 26.7.05), fastholdes udtrapning og afvikling, fremgår yderligere af efterfølgende journalakter fra Amager psyk. frem til 14.8.05, hvor Fru Singh indlægges og diagnosticeres svært psykotisk, paranoid psykose.

Før beslutningen om indlæggelse 14.8.05, og diagnosen psykose, havde Fru Singh den 5.8.05 lukket sig inde på værelset og sat ild til nogle madrasser og noget tøj. Som jeg forstod ægtefællen under mit besøg ca. en uges tid efter ildspåsættelsen, var den ene eller begge piger med på værelset, hvilket har vist sig senere ikke at have været tilfældet jf. journalark Amager psyk 5.8.05. Jeg har yderligere forespurgt familiens kontaktperson i Kongelunden, der bekræfter, at børnene ikke var i værelset. Hr. Singhs engelsk kundskaber er ringe, og han virkede også præget af de chokerende oplevelser med Fru Singh under samtalen med mig. Sandsynligvis har han forsøgt at forklare mig, om yderligere en episode foregået efter ildspåsættelsen, hvor Fru Singh om natten pludselig var forsvundet med den mindste af pigerne, Reena, jf. journalark, Amager psyk, 13.8.05, hvor hr. Singh oplyser, at han måtte ud og lede om natten, og fandt dem begge liggende ude på gårdspladsen.

Den 18.8.05, journalark Amager psyk., besluttes det at sætte Fru Singh i behandling med elektrochok. Efter seks behandlinger med elektrochok beskrives Fru Singhs tilstand i journalark, Amager psyk 1.9.05, som ”nærmest mirakuløst bedre”, og Fru Singh udskrives efter eget ønske med henblik på ambulant behandling med yderligere seks elektrochok.

Den 4.9.05 indlægges Fru Singh efter eget ønske på ny, er anspændt og fortæller at hun hele tiden er bange. I journalark 5.9.05 oplyses, at hendes tanker fortsat kredser om det voldsomme overgreb, hun var udsat for i hjemlandet, og hvad der vil ske, hvis hun udsendes. Endvidere oplyser Fru Singh her, at hun dagligt har tanker om selvmord.

Påberåb:

At Fru Singh med ægtefællen og ægteparrets 2 små piger Mandeep og Reena meddeles opholdstilladelse efter Udlændingelovens §9b1, samt at opholdstilladelsen af hensyn til Fru Singhs bedringsmuligheder og børnenes tarv meddeles snarest muligt

Fru Singh har ikke blot jævnligt under sit ophold i Danmark udtrykt tanker om selvmord, men flere gange gjort alvorlige forsøg på at tage livet af sig, med henholdsvis en overdosis af tabletter, forsøg på at kvæle sig selv i en ledning, samt forsøg på at brænde sig inde, jf. journaler. Fru Singh er endvidere diagnosticeret svært psykotisk og depressiv og behandles herfor med psykofarmaka samt elektrochok. (Medicinering fremgår af journalark 23.8.05)

Effekten af elektrochok varierer fra patient til patient, varierende fra helbredelse i den ene yderskala til en midlertidig bedring i tilstanden med varigt tilbagefald, og i den anden yderende af skalaen ingen effekt i form af bedring.

Om end Fru Singh eventuelt skulle opnå en yderligere midlertidig bedring, og af mere end nogle dages varighed, vil der fortsat være risiko for varige tilbagefald til den psykotiske sindstilstand. Fru Singh har endvidere under hele sit sygdomsforløb udtrykt, at hendes frygt er stærkt relateret til forholdene i hjemlandet, samt de overgreb hun har været udsat for førend udrejsen fra Indien. Efter hvert afslag på asyl og opholdstilladelse, er Fru Singhs psykiske tilstand blevet væsentligt forværret, utilregnelig, suicidal, psykotisk (på baggrunde af de seneste begivenheder og udvikling i hendes sygdomstilstand tydeligvis fejldianogsticeret og stigmatiseret ved beslutningen om udtrapning af antipsykotisk medicin og afvikling i psykiatrisk regi). Jeg skal for god orden henlede opmærksomheden på, at det yderligere ikke forholder sig som oplyst i journalark 18.7.5, Amager psyk, at Fru Singh aldrig tidligere har oplyst om voldtægt. Denne antagelse fra lægens side må bero på manglende gennemlæsning af journalakter eller manglende koordinering med tidligere behandlere, jeg skal henvise til løbende oplysninger i erklæringer og journalakter, og hvordan oplysningen kom frem i sin tid efter mistanke fra Flygtningehjælpens og udlændingemyndighedernes side om, at Fru Singh fortav overgreb, som hun havde været udsat for.

Der kan ikke herske tvivl om, at det på foran beskrevne baggrund vil være utåleligt for Fru Singh at vende tilbage til det land, hvor hun var så udsat, og at en sådan tilbagevenden grundet hendes psykiske lidelse kan bringe hende selv og hendes to små piger i livsfare.

 Hvad angår ægteparrets to små piger, Mandeep og Reena, må antages at de er varigt skadet grundet de stærke og langvarige omsorgssvigt som pigerne har oplevet fra deres mors side. Pigernes mor er deres nærmeste rollemodel, omsorgen de første år er af vigtigste betydning for barnets senere udvikling, det er i de første leveår fundamentet og selvværdsfølelse lægges. Pigernes fundament er tillidssvigt, en ikke kontaktbar mor, en mor der opfører sig aparte i forhold til normen, og i utilregnelighed gør dem fortræd. Man må således frygte for pigernes videre udvikling, og vurdere et behov for en massiv støtteindsats.  Om Fru Singh på et tidspunkt kan blive i stand til at være til stede som mor for sine to piger er umuligt at forudsige. Den konstante frygt og påmindelse om overgrebene i Indien har holdt hende fast i en depressiv sygelig tilstand, væsentligt forværret og udviklet til voldelige affekter, samt psykose grundet den tilstand af frygt hun har befundet sig i under hele opholdet i Danmark.

Fru Singh og hendes 2 små piger opfylder således betingelserne i Udlændingelovens §9b1.

Jeg tager for givet, at myndighederne af etiske grunde ikke accepterer brugen af elektrochok til at fjerne psykoser opstået af frygt efter overgreb, når behandling med elektrochok kunne have været undgået ved hjælp af en opholdstilladelse, eller sagt med andre ord, en bedring eller stabilisering være opnået med årsagsbehandling i stedet for symptombehandling.

Hvad angår Fru Singhs ægtefælle, er han i kontinuationsakterne fra DRK og fra samtalerne på Amager Hospital i forbindelse med sin ægtefælles sygdom beskrevet som med flere ressourcer end Fru Singh, som en far, der forsøger at passe på børnene og  sin ægtefælle. Fru Singh beskrives samtidig så syg, så opgaven har været umulig for ham at skulle magte både praktisk og rent menneskeligt. Hr. Singh synes ud fra beskrivelserne nedslidt og selv i krise.

Endvidere fremgår, at Hr. Singh iflg. Fru Singhs oplysninger til psykologen 18.12.03 har indfølingsevne og evner omsorg, idet hun oplyser, at hr. Singh har reageret med medfølelse på, at hun har fortalt ham om voldtægterne, og på at hun har gået så længe alene med det.

Af akterne fremgår, at hr. Shing under flere samtaler har givet udtryk for at han er træt og at det er hårdt at skulle passe på både de to små piger og en så psykisk syg ægtefælle. Ved samtale på Amager Hospital 7.7.05 og 13.8.05 i forbindelse med Fru Singhs adfærd og indlæggelser, har hr. Singh oplyst, at han er bange for at sove af frygt for, hvad hans kone kan finde på at gøre ved sig selv og børnene, når hun er i Kongelunden.

Slutteligt er også hr. Singh i kontinuationsakterne beskrevet som traumatiseret i forbindelse med, at han i Indien har været udsat for skud, samt fremgår det, at han mange smerter i ryg og ben, og uden væsentlig effekt har været i behandling for disse smerter. Jeg henviser til akter om helbredsoplysninger for hr. Singh i perioden 12.3.02 – 15.4.04, DRK kontinuationsakter, samt erklæringer fra psykolog og afspændingspædagog, som jeg formoder var med i de akter som Udlændingestyrelsen tidligere har sendt til Ministeriet i forbindelse med humanitærsagen. 

Ud fra en vurdering af familiens samlede situation bør betingelserne i udlændingelovens §9b1 således også være opfyldt.

Jeg skal i den givne situation, anmode ministeriet om at sagen hastebehandles, i det man kan håbe på, at hvis presset letter på Fru Singh, at der fortsat vil kunne opnås en bedring og stabilisering, der overflødiggør yderligere behandling med elektrochok, og at hun i en eller anden grad kan opnå at være til stede for sine børn. 

Med venlig hilsen

Mona Ljungberg,
Stoettekredsen for Flygtninge i Fare