Sundhedsstyrelsen
Att.: Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik 

(Kopi til Ministeriet for Flygtninge, Folketingets Sundheds- og Socialudvalg samt Udlændingeudvalg)

Vedr. Psykiatrisk behandling af asylsøgere:

Jeg henvender mig på baggrund af en konkret sag begrundet i manglende psykiatriske tilbud til psykisk syge asylsøgere i Kongelunden, jeg henviser til vedlagte klage til Patientklagenævnet. Jeg henvender mig til Dem, fordi den konkrete sag ikke kan betragtes som en enkeltstående fejl. Jeg kender endnu en familie i Kongelunden, hvor den ene forælder i en familie er psykisk syg og voldelig uden kontrol over sig selv, hvor ansvaret for at beskytte både den syge sig selv og børnene overlades til den raske ægtefælle.

Der er ansat omsorgspersonale på Kongelunden, men stedet er jo ikke gearet til at skulle fungere som et psykiatrisk afsnit for alvorligt psykisk syge til fare for sig selv og deres omgivelser. Hverken i personaleressourcer eller indretning og beføjelser. Om end personalet kan gå hjem efter endt arbejdsdag, og således få et pust, så kan ægtefælle og børn ikke, for den syge er i deres hjem.

Jeg er sikker på, at enhver der i deres nærmeste familie har eller har haft en psykisk syg slægtning ved hvilken belastning, det er, også når den pågældende syge ikke er voldelig. Når den psykisk syge også går i voldelig affekt, og der også er små børn, der skal beskyttes, bliver opgaven med at tage vare på den syge samtidig med børnene umulig for den anden forælder. Den anden forælder skal forsøge at holde sig vågen hele natten, og kan på de tider børnene ikke er i daginstitution, ikke tillade sig at kikke væk i et øjeblik, gå på toilettet, i bad etc uden at sørge for at børnene er væk eller tilkalde hjælp til at overvåge den syge ægtefælle og børnene imens. Bliver den syge voldelig, står ægtefællen magtesløs. Også centerpersonalet og alle de andre syge beboere i Kongelunden.

Ind imellem overvejes at tvangsfjerne børnene fra familierne, men da de er afviste asylsøgere undlades også dette, og tvangsfjernelse skal man lovmæssigt og iflg. min opfattelse også kun gribe ind med, når alle andre muligheder er udtømte for at tjene barnets tarv.  Så ærlig talt, såfremt den ene forælder har ressourcer til at give sine børn omsorg, så burde det vel også være et tilbud om behandlingsplads, aflastningsplads til den syge, der blev tænkt på som løsning. Men de overvejelser sker som nævnt heller ikke, når den syge er afvist asylsøger og er desuden en tilsidesættelse af  medfølgende børns tarv.

Jeg finder i den konkrete sag, at Fru Singhs psykiske lidelse er blevet væsentligt forværret grundet manglende behandlingstilbud i psykiatrisk regi, samt en manglende forståelse af, at man kan blive syg af skræk og traumatiske oplevelser, også når man er asylsøger.  Nu udskrives fru Singh igen med psykosesymptomer til ægtefællens varetægt samtidig med at han skal tage vare på parrets to små piger.

En gang imellem har jeg under gennemgang af den konkrete sag tænkt ved mig selv, hvem er mest vanvittig, Fru Singh eller lægerne. Det siger sig selv, at det er begrænset for hvor længe pigerne og deres far kan blive ved med at klare presset. Frem for at arbejde på en løsning, hvor Fru Singh får tilbudt et rimeligt ophold på et behandlingssted under rimeligt forsvarligt opsyn, arbejdes reelt (jeg påstår ikke bevidst, men manglende omtanke og fornuft), hen imod den anden ægtefælles sammenbrud og en efterfølgende fjernelse af børnene til følge.

En ulykkelig slutning for faderen og pigerne, og for samfundet den dyreste løsning af alle, og begge dele kan undgås, hvis der bliver sat ind i psykiatrisk regi med tilbud om behandlingssted til Fru Singh. En indsats, der burde have været foretaget for længe siden.

Afslutningsvis skal jeg anmode om, at få oplyst om der på Amager Hospital, psykiatrisk regi i indeværende år arbejdes på forskningsprojekter betalt af den danske stat, og i så fald hvilke.