De seneste to måneders demonstrationer begyndte som et oprør blandt berberne og har nu bredt sig til hele landet

De algeriske unges protester retter sig mod hæren, politiet og sikkerhedstjenesterne. Disse instanser opfattes ikke som garanter for befolkningens sikkerhed, men tværtimod som en trussel imod den. Derfor vil demonstranterne ikke mere udsættes for, hvad der på arabisk kaldes 'hogra', dvs. 'uretfærdig foragt'. Foragt for de mest elementære rettigheder. Foragt for retssikkerhed. Foragt for det enkelte menneske.
Regimet har forsøgt at spille den arabiske befolkning ud over for den berberiske med et løfte om indførelse af berbersproget som regionalt sprog. Men problemet for regimet er, at det ikke længere er kravet om anerkendelse af en specifik berberisk identitet, der er i centrum for oprøret. Hvis det havde været tilfældet, ville oprøret ikke have kunnet sprede sig med lynets hast til det arabiske Algeriet.
Kravene er først og fremmest politiske og sociale. Først langt nede på prioriteringslisten kommer kravet om anerkendelse af berbersproget som nationalt sprog på linje med arabisk.
I Kabylien i det østlige Algeriet er der under oprøret dannet en koordineringsgruppe for landsbyerne og stammerne . Repræsentanter for gruppen publicerede d. 14. juni i forbindelse med den store demonstration i hovedstaden Algier en liste over de krav, den ville have indfriet, hvis roen skulle sænke sig over Algeriet. Næsten alle kravene retter sig mod retssystemet.
Ofrene for volden skal kaldes martyrer. Alle ofrenes familier skal have skadeserstatninger. Alle, der har begået overgreb mod befolkningen, skal dømmes. Vidner skal beskyttes. Der skal ikke være rettergang mod de demonstrerende. Staten skal anerkende de demokratiske rettigheder.
Statens udøvende magt samt den militære sikkerhedstjeneste skal underlægges demokratiske instanser. Al foragt over for befolkningen skal ophøre. Politiets og den militære sikkerhedstjenestes straffeekspeditioner skal med øjeblikkeligt varsel stoppe. Berbersproget skal anerkendes, og de arbejdsløse skal have arbejdsløshedsunderstøttelse.
Set ud fra et europæisk synspunkt er det rimelige krav, som ikke ser særligt revolutionerende ud. Men kravet om, at den militære sikkerhedstjeneste skal underlægges demokratiske instanser, er et opgør med de algeriske magthavere, nemlig hæren og sikkerhedstjenesten.


Valg til december
Hvad har præsident A. Bouteflika svaret på alle kravene? Han har udtalt, at der vil blive afholdt parlamentsvalg i december 2001. Men spørgsmålet er, om det er nok til at dæmpe uroen.
I november 2000 udarbejdede en gruppe unge officerer et dokument om krisen i Algeriet. Dette dokument er aldrig blevet offentliggjort; men det siges, at visse udenlandske udenrigsministerier har viden om dets indhold. Rygterne går i Algeriet og Frankrig om, at officererne har foreslået, at alle de nuværende partier skal opløses og rekonstrueres på grundlag af militærets kriterier for, hvad demokrati er. De unge officerer ved efter sigende, at udlandet vil have svært ved at forstå, at det er nødvendigt at suspendere demokratiet for at redde demokratiseringen.
Bouteflika navigerer derfor mellem Schylla og Charybdis. Han kan kun foreslå små ændringer af systemet for ikke at støde militæret fra sig.
Derfor har det rumlet med rygter om parlamentsvalg og præsidentvalg.
Bou-teflika skal ovenikøbet for en måned siden have udtalt over for hæren, at han ønskede at trække sig. Det fik han ikke lov til.
Hvem skulle militæret i så fald indsætte? Desuden har Bouteflika et godt image i Europa - i hvert tilfælde indtil for nogle måneder siden. Det image er nødvendigt for hæren, hvis EU skal fortsætte med at holde gang i forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Algeriet.
Der lyder stadig flere protester rundt omkring i Europa og USA mod det algeriske regime. Amnesty International har udarbejdet uhyre kritiske rapporter om situationen i Algeriet. Men hvad gør den franske regering og EU?
Ny toner høres fra Paris over for det algeriske regime. Indtil for nogle måneder siden kunne man kun høre gansk svag kritik, fordi de algierske ledere blankt har afvist en indblanding fra den tidligere kolonimagt.
Præsidenterne Mitterrand og Chirac har været kritiske over for udviklingen i Algeriet efter 1992. Men de holdt hurtigt mund efter at være blevet sat på plads af regimet. Det samme var tilfældet med nuværende premierminister Jospin. Det gjorde han med udtalelsen om, at der var grænser for, hvad en fransk premierminister kunne tillade sig at sige over for Algeriet.
Frankrig overskred den algeriske suveræne grænse i juni 2001.
Udenrigsminister Vedrine udtalte, at Frankrig i allerhøjeste grad er følsom over for det algeriske folks krav om dybtgående og sande reformer, som er totalt legitime .
Tavsheden er brudt. Den franske vending får implikationer for EU's politik over for Algeriet, fordi det indtil nu har været Frankrig, der har været Algeriets talerør i EU-sammenhænge. Kritikken kan nu tages op i Det Europæiske Råd, hvor det hidtil primært har været EU-parlamentet, der har udtalt sig mere eller mindre kritisk.


EU må blande sig
På EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001 fik situationen i Algeriet speciel omtale. EU opfordrede den algeriske regering til at lancere et stort politisk initiativ sammen med alle partierne og civilsamfundsgrupper. EU opfordrede den algeriske regering til at bekæmpe summariske henrettelser, tortur og ulovlige indespærringer samt til at finde de forsvundne.
Samtidigt blev det er-klæret, at EU var parat til at give hjælp til politiske, sociale og økonomiske reformer, som anses for nødvendige for at genetablere fred, stabilitet og velstand.
Lederen af partiet Fronten af socialistiske kræfter, Hocine Aït-Ahmet opfordrede den 21. juni det belgiske EU-formandsskab til at suspendere forhandlingerne om associeringsaftalen mellem EU og Algeriet, så længe der hersker retsløse tilstande i Algeriet. Det algeriske regime regner med, at aftalen vil være i hus inden for det næste års tid, selv om forhandlingerne er løbet ind i mange problemer.
Algeriet ønsker at tilnærme sig EU. Derfor er det muligt nu, at EU bruger både stok og gulerod. Guleroden kan være økonomiske særordninger; men kun hvis den militære sikkerhedstjeneste kommer under demokratisk kontrol, og kun hvis Algeriet tillader, at interna-tionale undersøgelseskommissioner kommer til landet. Hvis ikke det bliver tilfældet, må EU overveje, om associeringsaftalen skal suspenderes. Algeriet er medlem af det Euro-Mediterrane partnerskab. Partnerskabet involverer både fra EU's side og fra Algeriets side, at menneskerettighederne tages alvorligt. Det er en af grundpillerne i partnerskabet.
Hidtil har EU vendt det blinde øje hertil. Men måske er der ved at ske en ændring i EU's politik.