Drengen er fra det nordlige Irak og var kun 8 år, da han kom til Danmark i 1999 sammen med sin far. Det tog asylsøgningen mere end 2 år at komme igennem systemet, og da den endelig blev behandlet af flygtningenævnet, fik de afslag på asyl.

I 2002 søgte en advokat humanitær opholdstilladelse under henvisning til, at drengen grundet sin lave alder og det lange ophold i Danmark havde mistet tilknytningen til sit hjemland og sit modersmål.

Det blev også til et afslag, som ministeriet begrundede med, at efter praksis skal opholdet have varet mindst 5 – 6 år førend der alene under hensyn til dette kriterium kan meddeles opholdstilladelse, og opholdet skal have været lovligt.

Men lovligt ophold eller ej i dansk forstand – er udsendelser af børn til for dem fremmede lande efter 5 – 6 års ophold i Danmark lige umenneskelige.

Vi er nu i 2008, drengen har snart opholdt sig i Danmark i 10 år, og er voksen. Han har ingen tilknytning til Irak og sit modersmål, eller til den irakiske kultur. Han har gået i skole i Danmark og er opvokset med det danske sprog og har venner og en omgangskreds, han har knyttet sig til her.

Faderen flygtede i sin tid fra Irak med sin søn grundet risikoen for at blive udsat for blodhævn i forbindelse med en klanfejde. Hans far (drengens farfar) havde taget en anden mands liv og var flygtet. Da det desuden var en anden mands søn han havde dræbt, rettes blodhævnen imod den skyldiges søn, og er sønnen væk, rettes blodhævnen imod sønnens søn. Derfor var drengens far ikke flygtet alene, men havde taget sin 8 årige søn med. I Irak efterlod han sin hustru og en lille datter.

Selvfølgelig var det et stort savn for hans hustru, at undvære sin mand og sin dreng. Men hun blev i Irak i 3 år i håbet om at klanstriden ville blive bilagt, så mand og dreng kunne komme tilbage og familien blive genforenet. Efter de 3 år opgav hun håbet, og søgte sammen med sin lille datter op til sin mand og dreng i Danmark for at blive genforenet. Drengens mor, og hans 7 årige søster kom hertil i 2002.

Pigen har nu været i Danmark i 6½ år. Hun er i dag 15 år og har som sin broder  ingen tilknytning til Irak. En lillesøster er født for et års tid siden. Made in Denmark.

Familien har netop fået brev om, at de kan skrive under på at de udrejser frivilligt og få kontanter herfor, eller lade være og blive tvangsudsendt uden penge.

Om børnenes far vil blive udsat for blodhævn, vender han tilbage til Irak, det kan vi ikke svare på. Det kan kun komme an på en noget barbarisk prøve. Flygtningenævnet kan tage fejl, og det har Flygtningenævnet gjort før, eller blot nægtet asyl til flygtninge i fare i hjemlandet. Flere flygtninge er blevet tvangsudsendt og tortureret, dræbt eller forsvundet. En Irakisk mand udsendt i 2007 blev kidnappet og måtte efter løskøb flygte til Jordan.

Hvor om alt er, uanset om den far overlever en tilbagevenden, er krav om tilbagevenden til Irak umenneskeligt overfor de to unge, der kom til Danmark som små børn. De børn og unge, der blev udsendt til Kosovo, lider og ikke kun materielt. Så meget fortræd denne regering og Dansk Folkeparti har gjort flygtningebørn og unge er menneskefjendtlig handling. – og fordi de gjorde og gør fortræd forsætligt. Det burde sige sig selv, at ingen børn og unge kan tåle den behandling som flygtningebørn udsættes for af Danmark. – Og nu gentager de tre partier deres samvittighedsløse handlinger over for de irakiske børn og unge.

Føj for den lede. Alene deres udtryk ”tossegodhed” for almindelige medmenneskelige hensyn og omsorg, siger mere om personerne i VKO-flertallet end os andre. Afvisning af flygtninge, der ikke kan tvangsudsendes i 5 – 10 år grundet fare i hjemlandet og tvangsudsendelserne herefter siger alt.

Mona Ljungberg