Manden i den anden ende af røret direkte misinformerer mig om Bibjeets muligheder for at få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse. Der er næppe tale om en fejl.  Hele udlændingestyrelsens telefonsystem er bygget op som en mur (en telefonisk firewall), der skal forhindre udlændinge og alle andre borgere i at komme i kontakt – endsige få behandlet den anmodning om opholdstilladelse, de af den ene eller anden grund har indgivet.

Og lykkes det dig imod alle odds og efter opkald og genopkald og ventetider, at slippe udenom omstillinger til automatiske telefonsvarere, får du  ikke den sagsbehandler du bad om - men en repræsentant for en elller anden afdeling, -eller rettere endnu et værn imod kontakt til en sagsbehandler og behandling af din ansøgning. En sidste trumf!

”I skal betale 7775 kr.  for at få ansøgningen behandlet” – lyder en kold og hård mandestemme, da jeg har forklaret sagen og bedt om en sagsbehandler. Igen!

Manden sidder på kontoret for familiesammenføringer. "Men Bibjeet har ikke anmodet om familiesammenføring og skal derfor ikke betale 7775 kr. Opholdstilladelsen hun har søgt hedder" ”ganske særlige grunde”". Jeg forklarer ham sagen. Igen!

”I skal betale 7775 kr. for at få ansøgningen behandlet”. ”Den paragraf hun har søgt efter er den samme paragraf som familiesammenføring, og så skal man betale 7775 kr. for at få sin ansøgning behandlet”. Stemmen er hård og afvisende.

”Men", replicerer jeg og taler for døve ører, "i loven og på ministeriets hjemmeside står, at betalingskravet på 7775 kr. gælder familiesammenføring. Der er ikke indført betalingskrav på de andre ansøgningsmuligheder i paragraffen”!

”I skal betale 7775 kr. for at få ansøgningen behandlet” – ”og hun kan kun søge, imens hun opholder sig i udlandet”… ”Bare fordi hun har fået afslag på humanitært ophold kan hun ikke sende en ny ansøgning til os og få udrejsefristen udsat”…

(Han er embedsmand i en institution, der kaldes ”Udlændingeservice” men taler som er han politisk repræsentant for udvisning- og ondskabsministeren himself i alliance med Dansk Folkeparti).

Jeg forsøger igen at forklare:

”Der kan iflg. loven gøres undtagelser, så hun kan få lov til at søge fra Danmark, det har jeg set andre få lov til, og få opholdstilladelse af ganske særlige grunde, som der kan søges iflg. §9C1”.

-Og fortsætter jeg:

”Hvis ikke det er en særlig grund, at hendes søn på 6 år født og opvokset i Danmark og med opholdstilladelse indtil nu også har en immundefekt, og risikerer uhelbredelig dødbringende sygdom, hvis han udsendes til Indien, dødbringende fordi han ikke tåler feberdæmpende medicin”… ”immundefekt betyder, at drengen er særlig modtagelig for infektioner, Indien er kendt for forurening og snavset vand, og  for malaria og andre tropefebersygdomme, drengen tåler end ikke feberdæmpende medicin”….. ”Hvis ikke det er en særlig grund”….”Og hvis ikke det er særlig grund, at drengen er født her og han og hans mor har haft opholdstilladelse i Danmark de seneste 5 år, og hans mor dertil har arbejde og forsørger sig selv og sin dreng”… ”så ved jeg efterhånden ikke hvad er”…

US-manden lyder som en automatisk telefonsvarer, et øjeblik bliver jeg i tvivl om han er: ”Hun skal betale 7775 kr for at få sin ansøgning behandlet, og den kan kun indgives fra udlandet”.

”Jeg har bedt om at tale med en sagsbehandler, hvem er du egentlig” – spørger jeg

”Jeg sidder på familiesammenføringskontorer og svarer telefonerne. Og hvis ansøgningen først er sendt for tre dage siden, er den slet ikke registreret endnu, og hun har ingen sagsbehandler. Det får hun kun, hvis I betaler 7775 kr.”

Jeg lægger på og ringer til ministeriet. Jeg får fat i en af ministeriets jurister og fortæller om en ualmindelig ubehøvlet ”telefonmand” i Udlændingestyrelsen og hans krav om indbetaling af 7775 kr.

Juristen undersøger lovtekst og forarbejder til loven og hensigtserklæringer og ringer tilbage. Iflg. ham kan der ikke være tvivl om, at jeg har ret. Der skal ikke betales for at søge opholdstilladelse af ganske særlige grunde efter §9C1.  Juristen oplyser, at ministeriets jurister faktisk tidligere har informeret udlændingestyrelsen herom.
.
Fint men ingen grund til optimisme. For med en mand ansat i styrelsen til at misinformere og have til opgave at afvise folk, der henvender sig, er der ikke grund til at tro, at loven vil blive overholdt.
En lovparagraf, der officielt er der for at opsamle et barn som Bibjeets søn, der udsættes for livsfare og svære lidelser ved udrejse til Indien.

En Udlændingestyrelse, der officielt er der for at servicere udenlandske borgere, her under flygtninge, der anmoder om tilladelse til at opholde sig i Danmark.

Jeg ringer til Bibjeet og fortæller hende om samtalen med manden i udlændingestyrelsen. Ja, udbryder hun: ”sådan var de også, dengang jeg søgte min arbejdstilladelse forlænget. Jeg kunne ikke komme igennem til en sagsbehandler og jeg kunne ikke få svar på mine spørgsmål, og de skældte mig ud, når jeg ringede”…
 
Bibjeet er ikke et enestående eksempel. I lovteksten gør Danmark det muligt – i praksis umuligt.