Overskriften kunne også hedde ”så stor en glæde og så stor en sorg”. Tolv år har en børnefamilie boet i Danmark, og det er næsten ikke til at bære, at være de sidste uden opholdstilladelse. Det var slemt nok i forvejen, men at være alene tilbage i båden er ikke til at holde ud.

Politiet tror ikke på, at familien er fra Irak. Vi kan i Støttekredsen af gode grunde ikke stille os op som sandhedsvidne om, hvor familien kommer fra. Vi har som alle andre familiens ord, men:

Et faktum er, at ikke blot Irak, men ingen lande vil kendes ved familien. Rigspolitiet har spurgt. Igen og igen. Familien må dermed siges at være statsløs.

Endnu et faktum er: at det kan være umuligt for politisk forfulgte flygtninge at bevise deres identitet. Netop pga forfølgelse er de nødt til at udrejse fra deres hjemland på falske identitetspapirer, hvilket også gjorde sig gældende for forfulgte i Saddams Irak.

Et faktum er også, at mange registre er blevet ødelagt under krigen i Irak, bombet og brændt af alliancen selv. Det kan meget vel være af denne grund, at det er umuligt for myndighederne i Irak at finde registeroplysninger om familien.

Et faktum er også, at kun en opholdstilladelse kan løse forældrenes og børnene fra deres pinefuldte situation. Der er ingen anden løsning – ingen lande vil kendes ved familien. Yngste barn er 7 år og født i Danmark. De ældste er unge og voksne kommet her til som små børn.