”Dirty games” sagde en repræsentant for en international organisation, da jeg sommeren 2005 besøgte Kosovo. – ”og citerer du mig for at have sagt det, så nægter jeg alt, jeg har aldrig sagt noget”.  Det blev ikke sidste gang, jeg skulle komme til at høre denne sætning, når jeg kom rundt. Det er derfor den eneste sætning jeg har valgt at citere. Mit ærinde i Kosovo var ikke at få officielle udtalelser, men selv at blive klogere på tilstandene, og ikke mindst, hvad verdenssamfundet havde gjort eller ville gøre for at stoppe overgrebene imod romaerne. Hvad angår de sidste, skulle det dog snart gå op for mig: ingenting.

”Dirty games” er der mange af i Kosovo, måtte jeg sande. Igennem 6 år har de etniske albanere ikke villet acceptere romaernes ret til at blive i Kosovo. Det eneste sted de tilbageværende Romaer er ”sikret” imod at blive slået fordærvet eller dræbt, er i ”midlertidige” flygtningelejre nødtørftigt opført af KFOR (NATO i Kosovo) ved tonsvis af blyslagger fra det nu lukkede mineværk i området. Koncentrationerne af bly i området er invaliderende og dødelig. Kosovo-romaerne ombringes så at sige med kemisk forgiftning. Og når man nu ved, at der er så store koncentrater af bly i området og kender konsekvenserne for mennesker, burde det jo være en selvfølge at evakuere de ca. 1000 tilbageværende og internt fordrevne Kosovo-romaer fra lejrene, og til andre lande, i og med at det ikke kan lade sig gøre at sikre romaerne imod forfølgelse i Kosovo.  Men i stedet har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) stillet måleudstyr til rådighed, apparater til at måle, hvor store mængder bly romaerne i  Kosovo-lejrene har i deres blod. Og da mængden viste sig højere end, hvad et sådan apparat normalt kan måle, blev romaerne stadig ikke evakueret. I stedet sendte WHO en nyt, fint og dyrt apparat, der kan måle højere koncentrationer af blyforgiftning. Man måler og måler –  og ser på at romaerne forgiftes. I Auschwitz i sin tid blev romaerne brugt af tyskerne til kemiske eksperimenter. Hvad romaerne igennem de sidste 6 år  har været udsat for i Kosovo, ligner også mest af alt et kemisk kæmpe eksperiment med levende mennesker.  Eksperimentet: ”hvor store mængder af  det giftige bly kan et menneske overleve at optage i sine organer, og hvor længe”?  

Sommeren 2005, jeg gør endnu en erfaring om ”dirty games” i Kosovo. Nemlig, at stikker man først snuden ned i Kosovo er det nærmest umuligt ikke at blive en brik i et eller andet ” internationalt dirty game”. Hvad enten man vil eller ej, hvad enten man er højt eller lavt på strå, hvad enten man tier eller taler. Sommeren 2005: Jeg taler med en amerikansk forfatter, Paul Polansky, der opholder sig i området. Han vil gerne tale, han vil gerne citeres, har fulgt de fordrevne romaer i Kosovo gennem årene, og har skrevet bøger om dem. Det er Paul Polansky, der startede med at beskrive, hvordan verdenssamfundet stiltiende accepterer forgiftningen af Kosovo-romaerne, og imens måler blyindholdet i deres blod.

Paul Polansky, hvem er han? udover en amerikaner, der har købt sig et polsk navn og beskriver Kosovo-romaernes problem? Polanskys angreb på chefen for UNMIK, Søren Jessen Petersen, overskygger til tider hans beskrivelser af romaernes situation. Gør Polansky dette af frustration? Sandhed? Uvidenhed om de europæiske landes forhold til flygtninge? Eller er det nok et ”dirty game”? Der foregår så meget i Kosovo. Den tidligere chef, Hækkerup, endte med at måtte flygte fra Kosovo p.g.a. et ”dirty game” omkring ham.

Hvad er det der foregår? Jeg ved, at Polansky med rette anklager det internationale samfund for at lade stå til. Jeg ved, at Søren Jessen-Petersens som hans forgængere, har et medansvar for at løse Kosovo-romaernes situaton i de 1½ år (sommeren 2005) han har siddet på sin post i UNMIK. Jeg ved også at han forsøger, men jeg ved også at han ikke kan løse problemet uden at FN-landene er villige til at medvirke til en løsning. Det er FN-landene der kan give asyl til de Kosovo romaer, som det er lykkedes at flygte til et europæisk land, det er FN-landene der kan lade være med at presse dem tilbage til et land, hvor de er i livsfare, og hvor det etniske hadebål stadig bærer gløder. At sende romaer tilbage er at kaste benzin på dette bål.

Det er også FN-landene der igennem 6 år kunne have givet tilskud til genopbygning af romaernes bydel ”Mahalla” – men det har FN-landene ikke gjort. Det er der en grund til.  Vel flere.

En af grundene til FN-landenes manglende vilje til at yde hjælp til genopbygning af romaernes huse, kunne meget vel være, at albanerne indtil sommeren 2005 på ingen måde har villet acceptere romaernes ret til at være der. At skyde penge i genopbygning af roma-huse, der bliver brændt af igen, er en dårlig forretning og ville også vække opsigt i de europæiske medier med det til følge, at de europæiske samfund ville få kendskab til Kosovo-romaernes forhold og behov for asyl.

En af de andre grunde: - at fordomme og racisme stadig florerer på samme niveau som i middelalderen, ikke blot i Kosovo, men i alle de europæiske lande. Romaerne har været i Europa i 700 år, og i alle 700 år har de været udsat for racistiske fordomme og overgreb. I alle europæiske lande. Auschwitz, hvor man anslår at en halv million romaer blev tortureret og dræbt, blev for romaerne ikke som for jøderne en kulmination på de etniske overgreb, de har været udsat for siden deres indvandring i Europa. Overgrebene og racismen imod romaerne er fortsat. Tyskland har afvist at undskylde grusomhederne og drabene på romaer i 2. verdenskrigs KZ-lejre med at de var kriminelle. Tyskland er allerede begyndt at sende romaer tilbage til Kosovo og stik imod UNHCRs advarsler om, at romaerne ikke kan beskyttes. Men Danmark følger altså meget gerne Tysklands eksempel.

For i sommeren 2005 er der dog alligevel sket noget andet og nyt. I Kosovo. Den albanske kommune, hvor romaernes udbrændte bydel ”Mahallaen” ligger, er gået med til, at romaer kan vende tilbage. Fint, og så  skulle man jo tro, at de europæiske lande, der presser så hårdt på for at sende roma-flygtninge tilbage og taler så meget om at støtte i nærområderne, ville komme strømmende med penge til genopbygning og ordning af forholdene for Kosovo-romaer indenfor og udenfor Kosovo. Men sådan har det ikke været.

UNMIK har måttet ud med hatten i hånden og tigge. Og tigge. Denne sommer,  Sommeren 2006 er det endnu kun lykkedes UNMIK at skaffe nogle af pengene til genopbygning, der er end ikke penge nok til genhusning af de 128 internt fordrevne roma-familier (ca. 1000 personer), der er tilbage i Kosovo og alle døgnets 24 timer udsættes for det helbredsødelæggende bly. Danmark, der presser så hårdt på for at sende roma-flygtninge tilbage, har ikke ydet en krone til genopbygning af romaernes huse (fremgår af opgørelse fra UNMIK maj 2006 over donorer).

På et møde i Folketingets udlændingeudvalg 25.4.06 oplyste Rikke Hvilshøj at hun 4. og 5. maj skulle til Wien og mødes med repræsentanter for de andre europæiske lande, citat: ”som har på dagsorden om hjemsendelse af afviste asylansøgere i Europa til Kosovo. For det her er ikke et problem vi bare har i Danmark, det er i høj grad noget som mange europæiske lande sidder med, at der er ikke grundlag for at give kosovarer, heller ikke romaer asyl, men vi sidder alle sammen fælles med det problem at de ikke rejser hjem, og at vi har dem siddende som afviste asylansøgere.”

Som fremgår af denne artikel udsættes Romaer fra Kosovo for etnisk udrensning i Kosovo, og Danmark ved det. Ved at romaerne  burde have haft asyl fra det øjeblik de rejste ind i Danmark, fordi de i alle årene, d.v.s i året op til (1999), under og efter Nato-krigen har været i livsfare i Kosovo, og uden at der er udsigt til en snarlig løsning på de etniske konflikter i området. Alligevel søger Danmark at tvinge romaer tilbage til Kosovo, og påstår at Kosovo-romaerne ikke har behov for asyl. ”Dirty games” foregår ikke kun i Kosovo.

Afslutningsvis: I slutningen af 2005 trak Frankrig sine tropper hjem fra Kosovo. Igennem foråret 2006 er internt fordrevne romaer, der har været tvunget til at opholde sig i de to mest kummerlige lejre, ”midlertidigt” i 6 år, (i lejre uden toiletter eller rindende vand, og boligerne nødtørftigt sammentømrede skure med tage af blik og tæpper), nu flyttet ind i den tidligere franske KFOR-base. Der er vand, toiletter, bad og forholdene bestemt mere komfortable. Men kemisk forgiftede, det bliver romaerne stadig.  Den franske base ligger ved de samme blyslagger som de lejre, de internt fordrevne romaer er flyttet fra. Mange, mange, mange tons blyslagger. Romaerne i Kosovo forgiftes under mere komfortable forhold. Hvor humant, det kan vi vel godt sende roma-flygtningene i Danmark tilbage til. Ikk?

Med venlig hilsen

Mona Ljungberg
forkvinde for Støttekredsen for flygtninge i fare