Støttekredsen for Flygtninge i Fare
1-12-2011
Nyhedsbrev
Chikane uden grænser

Ind ad brevsprækken dumper et brev. Og så var den weekend ødelagt for Bibjeet og hendes lille søn. - Og får embedsfolkene i de forskellige departementer og styrelser o.s.v. lov til at blive ved med at udøve magtmisbrug, skal det såmænd nok også lykkes at ødelægge Bibjeets arbejdsevne og tværet hende og drengen til søle.

Støttekredsen for Flygtninge i Fare har tidligere skrevet om Bibjeet og hendes søn. Senest i august 2011, da Bibjeet og hendes lille dreng fik afslag på forlængelse af humanitær opholdstilladelse. Vel og mærke efter 6 års ophold i Danmark - heraf 4 år med opholdstilladelse af humanitære grunde, fordi Bibjeet er traumatiseret af tortur, hun har været udsat for i sit hjemland. Ministeriet afviste at forlænge Bibjeets humanitære opholdstilladelse, uanset at forholdene i Indien ikke har ændret sig for Bibjeet. Ministeriet afviste at forlænge også på trods af, at Bibjeets dreng lider af en autoimmun defekt, og således helbredsmæssigt vil være i livsfare ved udsendelse til Indien (hvor han jo altså i øvrigt heller aldrig har boet. Drengen er født i Danmark).

Bibjeet er udover at være flygtning også uddannet IT-ingeniør og er i en forskerstilling, hvilket vil sige, at man ikke lige kan finde en anden med de samme kompetencer som Bibjeet. Efter mange skriverier og indsats fra Støttekredsen, Flygtningehjælpen, politikere og ikke mindst Bibjeet selv, fik hun og drengen i slutningen af august alligvel forlænget deres opholdstilladelse og begrundet i hendes job. Forud var gået en måned med renden myndigheder på dørene og stress og en ulykkelig og bange mor og en ulykkelig og bange lille dreng.

Når Bibjeet så i november får et brev fra Rigspolitiet med påbud om at forsvinde fra Danmark, skaber det uanset hendes og sønnens opholdstilladelse angst for, "hvad har de nu fundet på - kan de virkelig sende mig ud".

Og desvære må vi meddele, at I Danmark kan politiet åbenbart tillade sig hvad som helst, og nogle af betjentene gør det også, her under tvangsudsender folk med opholdstilladelse i Danmark.

Alt tyder på chikane, magtmisbrug, skrankepaveri og hvad der ellers findes af ord for den slags Bibjeet og hendes lille dreng er udsat for fra nogle af de danske embedsfolk.

  • For det første fordi, udlændingeservice og ministeriet har pligt til at underrette rigspolitiet, når en opholdstilladelse forlænges. Således at en person, der har ret til at opholde sig i Danmark, ikke forulempes med trusler om udsendelse og hensættes i angst og skal rende hos politi o.l. og ikke have tid til at passe danskkurser og deres arbejde.
  • For det andet, sker det ved en fejl, at udlændingeservice og ministerium glemmer at underrette Rigspolitiet om en tilladelse til ophold, er der flere sikringsordninger, - Rigspolitiet har pligt til at se i den fælles database (udlændingeregistret) om der er givet opholdstilladelse siden sidst. Og selv hvis der i databasen ikke er oplyst opholdstilladelse, (i Bibjeets tilfælde er det oplyst), så har rigspolitiet pligt til at kontakte Udlændingeservice og Ministerium og forespørge for en sikkerheds skyld.

Men selv da Bibjeet mandag morgen kontaktede betjenten i Sandholm og oplyste om sin opholdstilladelse, og at Rigspolitiet havde begået en fejl, ville betjenten ikke kontakte udlændingeservice eller ministerium, og kan åbenbart ikke selv finde ud af at slå op i udlændingeregistret. Han ville heller ikke anerkende opholdstilladelsen, som Bibjeet tilbød at fremsende pr. mail. Nej, til nød kunne den godkendes pr. fax, som Bibjeet så skulle ud og finde (det er jo ikke alle, der lige er i besiddelse af en faxmaskine).

Det er for meget at komme ind på alt her, hvad Bibjeet er udsat for. Vi skal afslutte med, at Støttekredsen tillige her flere sager kørende i Udlændingestyrelsen vedr. Bibjeets ophold i Danmark, her under en sag om aktindsigt. Aktindsigten blev anmodet om i august. For en måned siden ringede en sur ansat og klagede over, at vi ønskede alle akter, når nu der er så mange. Men det er jo ikke vores skyld, det er ikke os, der har lavet loven om bureaukrativælde, og de mange akter i sagen ihvertfald ikke en gyldig begrundelse for at afvise aktindsigt. Vi har endnu ikke modtaget dem.

Engang imellem undrer man sig, hvorfor det ikke er de embedsansatte, der vælges ved folkeafstemning, da det jo tilsyneladende er dem, der bestemmer dansk politik.

Dette websted bruger frames: Har du fundet det via søgemaskine og ikke
fået menuen med klik: http://www.stoettekredsen.dk
Har du åbnet dokumentet via menuen og ønsker at læse det uden frames: klik her

Til tops